Thai Smile har en flåde på 20 styk Airbus A320 (Foto: Rawipad Shaiyes / Creative Commons)

Thai Smile bliver medlem af Star Alliance… på en måde

Af Kenneth Karskov

Det har stået stille med optagelsen af nye medlemmer til de store flyalliancer i de senere år. De fleste større selskaber har fundet sig til rette i enten Star Alliance, oneworld eller SkyTeam, og mange af de mellemstore er efterhånden også kommet med, og dermed har det været småt med nyheder fra alliancerne på det seneste.

Optagelsesprocedurerne er komplicerede og omkostningerne ved at blive medlem er betydelige, og dette afholder flere af de mindre selskaber fra at joine. Derfor har alliancerne fundet på spidsfindige krumspring for at få nye medlemmer ind i folden, og således kan Star Alliance snart byde velkommen til endnu en såkaldt “Connecting Partner”.

Det er Thai Airways’ søsterselskab Thai Smile, som snart bliver en del af familien. “Connecting Partner” er en slags light-medlemsskab, som giver en række fordele for de rejsende, men på bundlinjen faktisk medfører mere forvirring end det giver nye muligheder.

For selvom Thai Smiles kommende status som “Connecting Partner” kan være en god nyhed for mange flypassagerer i Asien, så skal du altså holde tungen lige i munden. Det er nemlig kun i ganske særlige tilfælde, at du kan optjene point og drage nytte af dine Star Alliance privilegier, når du flyver med Thai Smile.

Hvad er “Connecting Partner”?

Det kinesiske flyselskab Juneyao Airlines er allerede en “Connecting Partner” i Star Alliance, og fra 2020 kommer Thai Smile med i samme pulje. Denne form for medlemsskab giver dig Star Alliance fordele, men KUN når du connecter med et Star Alliance selskab – og deri ligger problemet.

Hvis du connecter fra en Star Alliance flyvning til en Thai Smile flyvning, så kan din baggage bliver checket ind til hele turen, og har du guld- eller platinkort kan du også få Priority mærker på kufferten, komme først ombord på flyet og gå i loungen inden afgang.

MEN det gælder altså kun, hvis din flybillet indeholder en videre forbindelse med et flyselskab i Star Alliance. Deraf navnet “connecting partner”.

Flyver du en strækning med Thai Smile alene, så får du INGEN Star Alliance fordele. Ingen. Så kan du vifte med dit kort, men stadig ikke komme i loungen eller optjene point.

Eneste undtagelse her er, at bonuskunder i Thai Airways eget program, Royal Orchid Plus. Disse har de samme fordele hos både Thai og Thai Smile, og optjener point hos begge selskaber.

Thai Smile og Thai Airways er IKKE det samme

Så det kan godt være at du tænker, at “Thai Smile” og “Thai Airways” da må være det samme, men det er ikke tilfældet.

Thai Smile er et selvstændigt flyselskab med egen flykode og egne flynumre. Det er ejet af Thai Airways, men hvor alle Thai Airways afgange hedder “TG” (f.eks. TG950 fra Bangkok til København), så hedder Thai Smiles afgange “WE” (f.eks. WE130 fra Bangkok til Chiang Rai).

Thai Smile blev etableret som et regionalt flyselskab i 2012, og flyver en række indenrigsruter i Thailand samt til flere rejsemål i Asien. Det gælder flyvninger til Cambodja, Malaysia, Myanmar, Kina, Indien og sågar Australien.

Thai Smile destinationer i Asien og Australien (skærmprint fra thaismileair.com)

Thai Airways har i løbet af de senere år overført en lang række af disse ruter fra moderselskabet til Thai Smile, så ruter som Thai tidligere selv fløj er i dag betjent af Thai Smile.

Dette har medført store frustrationer blandt rejsende, som pludselig ikke fik point for indenrigsstrækningen eller blev nægtet adgang til loungen, når de skulle videre med Thai Smile.

Det problem vil Thai Smiles kommende status som “Connecting Partner” i Star Alliance hjælpe på, men kun i et vist omfang. Som nævnt er det ikke helt så simpelt, som man kunne håbe på.

  • Rejser du på en billet, hvor du connecter til Star Alliance – så får du Star Alliance fordele
  • Rejser du en separat Thai Smile billet – INGEN fordele, hverken lounge, point eller andet
  • Royal Orchid Plus medlemmer optjener point og har fordele på begge selskaber

Posted

in

by