Shopping i Bangkok er fantastisk (foto: Gürcan Özsüyek/flickr)

Bangkok: Fire steder at gå shop-amok

Af Kenneth Karskov

Her er artiklen din shopping-glade partner ikke må se: Guiden til Bangkoks fire mest spændende steder at shoppe. Find vej til det billige, det udendørs, det dyre og det lokale marked – og på sidstnævnte sætter folk nærmest sætter livet på spil for at sælge deres varer.

Så hav penge og kreditkort klar, for du slipper ikke herfra uden at købe noget. Så er du advaret

Det lokale marked: Jernbanemarkedet

Et lokaltog bevæger sig langsomt frem langs skinnerne, mens de lokale løber spidsrod foran lokomotivet, og slår markiser ned, fjerner varer og pakker deres boder sammen i al hast, så toget kan passere.

Og i det sekund toget er væk, pakker de atter ud, slår markiserne op og dækker igen skinnerne til med deres varer.

Der er en god chance for, at du har set en video af dette scenarie fra Jernbanemarkedet – eller på thai ตลาดร่มหุบ – på Facebook eller Youtube.

Turen derud starter kl. 8.30 på Wongwian Yai stationen i Bangkok. Togvognene er så simple, at selv et slidt københavnsk S-tog ligner en kongelig salonvogn til sammenligning, men det er altsammen en del af oplevelsen.

Vel fremme er markedet præcist som du har set på de levende billeder, dog med den note at toget blot kører gennem markedet enkelte gange hver dag. Her er ikke mange turist-ting, da de fleste varer er tiltænkt de lokale handlende, men flere og flere souvenirs sniger sig ind i sortimentet efterhånden som markedet er blevet et udflugtsmål blandt turister.


Det udendørs marked: Asiatique

Asiatique er et udendørs marked beliggende i en række hyggelige, gamle pakhuse ned til Chaophraya floden i hjertet af Bangkok.

Faktisk tilhørte disse bygninger det hæderkronede danske handelsselskab Østasiatisk Kompagni, og herfra blev skibene lastet med ting som dyrebar teaktræ, der kunne omsættes for store summer i Europa.

I dag er ØK ophørt med at eksistere som virksomhed, men de gamle lagerhaller står endnu. Bygningerne er nydeligt restaureret, så de fremstår flottere end nogensinde, og hele dette udendørs shopping-område rummer 1500 boder/butikker samt 40 restauranter.

I tillæg til flere internationale butikker bliver her også handlet mange lokale varer, både tøj designet af lokale designere, livstilsprodukter lavet i området og souvenirs produceret af lokale talenter.

Underholdning er også en del af konceptet, så her står et 60 meter højt pariserhjul og hver aften kl. 20 kan man se thaiboksning. Der er bådtransport til og fra Asiatique, som har åbent fra kl. 17 frem til midnat.

Vis dette opslag på Instagram

Et opslag delt af Asiatique.Thailand (@asiatique.thailand) den


Det billige marked: MBK

MBK i Bankok er syv etager med 2000 butikker og der skal pruttes om prisen.

Så enten løber du skrigende bort eller også begynder dit mundvand at løbe.

MBK er ikke som noget andet storcenter i Thailand. Det er alle de varer, der bliver solgt i Thailands mange gadeboder, på aftenmarkeder og af strandsælgere samlet på ét sted. Og lidt til…

Dog med den markante forskel er, at i MBK er der ingen, der hiver fat i dig. Du kan gå i fred og ro og snuse i butikkerne.

Sortimentet dækker tøj, sko, håndtasker, møbler, legetøj, kosmetik, mobiltelefoner, kameraer, DVD’er, computerspil, kufferter og alt derimellem. Et cover til en iPhone koster f.eks. 20 danske kroner.

Når det bliver for meget shopping, så er her også både neglesalon, frisører og bassin med fisk, der spiser den døde hud på dine fødder. Samt en overdådig food court, hvor du kan vælge og vrage mellem retter fra hele verden.

I MBK bliver der solgt både originaler og kopier, så se dig godt for!

https://www.instagram.com/p/B4gqoMQgZO_/

Det ekslusive marked: Siam Paragon

Har du penge, så kan du få, og intet sted i Bangkok har den sætning større gyldighed end i byens mest eksklusive shopping center: Siam Paragon.

Takten bliver slået an allerede i den store hal ved hovedindgangen. På rad og række står en række biler i millionklassen fra centrets forskellige autoforhandlere: Bentley, Lamborghini, Maserati og McLaren.

Wow! Og det fortsætter på samme måde med de andre varer.

Tøjbutikkerne inkluderer Balenciaga, Prada og Dior, urene købes hos Patek Philippe og Cartier, elektronikken forhandles af Apple og Bang & Olufsen, og eftermiddagsthéen drikkes i Harrod’s Tea Room. Her er spa, laserklinik, tandlæge samt en stribe restauranter – både fastfood og dyre restauranter.

På denne måde er Siam Paragon den diametrale modsætning til Thailands mange andre markeder. Her kan du glemme alt om billige kopivarer, for når den thailandske elite går på shopping har de platinkortet i pungen og går benhårdt efter lækre mærkevarer og ypperlig luksus.

Siam Paragon er Bangkoks dyre og eksklusive indkøbscenter (foto: Siam Paragon)


Posted

in

by

Tags: