Kejserens Palads i Tokyo (foto: Kenneth Karskov)

Finnair vil lande i Tokyos centrum

Af Kenneth Karskov

Den japanske hovedstad Tokyo har 14 millioner indbyggere, og for i by i den størrelsesorden er det ikke usædvanligt med flere internationale lufthavne. For Tokyos vedkommende hedder de to henholdsvis Haneda (HND) og Narita (NRT).

Den store internationale lufthavn er Narita (NRT), som dog har den ulempe, at lufthavnen ligger 60 km vest for Tokyo. Det tager helt åbenlyst sin tid at komme derud, og til sammenligning ligger den anden lufthavn, Haneda, blot 14 km syd for Tokyo.

Indtil 2010 var det sådan, at Haneda stod for indenrigstrafik, mens Narita tog sig af udenrigstrafikken. Selvom den skarpe opdeling er forsvundet, og det er muligt at flyve internationalt til begge lufthavne, så er det stadig Narita, som har flest udenrigspassagerer.

Det anslås at 50% af alle internationale flyrejsende kommer til Japan via Narita International Airport. Og selv hvis de tager JR Narita Express toget ind til centrum, så kan rejsen ikke gøres på under en time.

Så det er attraktivt at flytte sine flyvninger til Haneda og lande tættere på byen. Det giver de rejsende kortere transporttid og dermed er de villige til at betale mere for flybilletten.

Det er i dette lys, at man skal læse nyheden fra Finnair om nye daglige flyvninger fra Helsinki til Haneda lufthavnen. Fra næste sommer vil Finnair etablere en rute til Haneda, og dermed vil finnerne flyve til begge Tokyo lufthavne. Den nye Haneda-rute bliver nemlig et supplement til de eksisterende Finnair flyvninger til Narita.

“Finnair har fløjet mellem Japan og Finland i 35 år, og med den nye rute til Haneda vil vi kunne tilbyde endnu bedre forbindelser mellem Tokyo og hundredvis af destinationer i Europa. Vi er meget begejstrede over vores samarbejde med lufthavnen Narita, og vores flyvninger til Tokyo vil fortsætte som sædvanligt,” siger Robert Lönnblad, Skandinavienchef hos Finnair.

Finnair har planlagt det således, at deres Haneda-afgange ligger om aftenen, mens Narita-flyvningerne finder sted om morgenen. På den måde er det ikke blot muligt at vælge mellem Tokyos to internationale lufthavne, men også at vælge mellem to forskellige rejsetidspunkter.

Finnair Airbus A330
Halefinne på Finnair Airbus A330 (Foto: Finnair / PR)

Posted

in

by