Xiamen er en by i Sydkina, som byder på det mest charmerende ved Kina. Disse statuer står ved byens smukke Nanputuo Tempel (foto: Kenneth Karskov)

Xiamen: Mød det charmerende Kina

Af Kenneth Karskov

Strand, palmer, historie og kultur. Det kan da godt være, at Xiamen ikke en destination, der fylder meget i Kina-guidebøgerne, men tag ikke fejl. De mere ukendte kinesiske destinationer har ofte mere charme end storbyer som Beijing og Shanghai.

Xiamen udtales som ”charmen” og er Kinas grønne oase med 3,5 millioner indbyggere. Byen var en af Kinas første økonomiske frizoner, og det ses tydeligt her, hvordan velstanden har sat sine spor.

Det er således ikke usædvanligt at se hundedyre Porsche-modeller i gadebilledet, ligesom de lokale slæber rundt på store poser på vej ud af de eksklusive mærkevarebutikker.

Men på trods af den voldsomme forvandling, som Kina har gennemgået, så har Xiamen haft øje for at bevare de historiske bygninger. Det er bestemt ikke en selvfølgelig i Kina, hvor meget er gået tabt i jagten på nyt.

I Xiamen er en tornado af højhuse blæst ind over byen, men dens sjæl er stadig intakt. Dermed er den sydkinesiske havneby perfekt til nogle spændende dage i det boomende Kina.

Det smukke Nanputuo tempel

Billede: Kvinde sætter røgelsespinde ved Nanputuo Templet i Xiamen (foto: Kenneth Karskov)

Alle former for religion havde trange kår under Maos kommunistiske styre i Kina. Aktiviteten omkring landets mange templer vidner dog om, at selv ikke i Kinas mest undertrykkende perioder har styret kunnet knægte religionens indflydelse.

Således er der også fuld af liv i Nanputuo Templet. Stedets historie går tilbage til Tang dynastiets tid (år 600-900), og selv om datidens bygninger for længst er ødelagt i efterfølgende krige, så er templet blevet genopbygget over flere omgange. I dag står det flottere end nogensinde.

Billede: Nanputuo Templet i Xiamen er et smukt eksempel på kinesisk tempelbyggeri (foto: Kenneth Karskov)

Munkene går omkring i deres karakteristiske klædedragter og blander sig med horderne af kinesiske turister. De strømmer hertil fra nær og fjern for at tænde røgelsespinde og knæle for templets mange guder.

De nuværende fire tempelbygninger er smukke eksempler på klassisk kinesisk arkitektur, og ligger placeret på en nord-sydgående akse for foden af en række klipper, som kineserne poetisk har døbt Wulaofeng – ”De fem gamle mænd”. En trappe fører hele vejen til toppen, hvorfra det er muligt at kigge over til Taiwan.

Shoppinggaden ‘Zhongshan Lu’

Zhongshan Lu er Xiamens svar på Strøget i København. En lang gågade med butikker til begge sider, hvorfra bilerne er blevet forvist til fordel for indkøbshungrende kvinder og mænd med spenderbukserne på.

Billede: Shopping-gaden Zhongshan Lu i Xiamen (foto: Kenneth Karskov)

Et støt stigende privatforbrug har skabt rammerne for ’flagship stores’ fra Adidas, Nike og Jack & Jones samt en masse lokale butikker, der giver gaden et umiskendelig kinesisk præg. Nogle af butikkerne sælger mærkevarer, som endnu er ukendte i Vesten, mens andre har specialiseret sig i urter, isenkram eller skønhedsprodukter.

Naturligvis er her også det obligatoriske varehus, der har samlet de helt dyre internationale mærkevarer under ét tag, men endnu mere interessant er gadens mange små thé-butikker.

Det kan være fascinerende at stikke hovedet indenfor og se, hvor meget kineserne går op i deres thé. Her er det muligt både at smage og dufte til de forskellige théer, men det er vigtigt at se sig godt for, da prisen varierer fra nogle få kroner kiloet til mange hundrede kroner for de dyreste produkter.

Resten af gaden er små madboder, kinesiske restauranter og amerikanske fastfood kæder, så det er fint at ankomme hertil både sulten og tørstig.

Overraskende besøg på universitetet

Xiamen Universitet er kendt i hele Kina, og ligesom de store amerikanske universiteter er stedet en attraktion i sig selv. Så turisterne også begyndt at strømme til Xiamens fineste læreanstalt.

Endda i en grad, at det har været nødvendigt at begrænse adgangen til området, så udefrakommende kun kan komme ind efter 17:30. Heldigvis er kineserne et driftigt folkefærd, så en flok mennesker står klar til at overtale – læs bestikke – vagten for 30 CNY (ca. 30 danske kroner).

Billede: Det flotte gamle universitet i Xiamen (foto: Kenneth Karskov)

Den store attraktion er universitetets smukke gamle bygninger langs den lille sø, der er hjertet i område. Fortsæt igennem den nyåbnede Furong tunnel, der forbinder universitetet med et beboelsesområde med hyggelige små butikker, restauranter og caféer.

Gå videre ned til stranden bag universitetet, hvor små restauranter tilbyder friskfanget fisk og skaldyr til små priser. Ude på gaden står store vaskebaljer med levende fisk og skaldyr, så det er bare at vælge, hvad der skal på tallerkenen.

Charme-øen Gulangyu

Billede: Den charmerende ø Gulangyu ligger lige overfor Xiamens travle havnefront (foto: Kenneth Karskov)

Gulangyu er en lille ø på blot to km2, som ligger ret overfor Xiamens boomende havnefront. På den lille ø er der ingen biler, ingen højhuse og ingen stress – det er storbyens diametrale modsætning.

Den lille ø var forbeholdt udlændinge, der slog sig ned i Kina for at lave handel. Indtil midten af forrige århundrede var dette stedet, hvor de store europæiske virksomheder åbnede kontor, når de skulle indtage Sydkina, og således findes her også det tidligere kontor for det hæderkronede danske firma Store Nordiske Telegraf-Selskab.

Gulangyu har således også et umiskendeligt europæisk præg, for størstedelen af øens bygninger er opført i kolonistil. Disse står velbevaret og gadebilledet er således et fascinerende miks af disse majestætiske europæiske byggerier blandet med små perleforretninger, kinesiske restauranter og turistboder med alskens souvenirs.

Øens højeste punkt er Solskinsklippen, og det er obligatorisk at gå hele vejen op til det tilhørende tempel og fortsætte helt til toppen. Udsigten er vidunderlig; i forgrunden ligger Gulangyu med de gamle huse og bagved ses Xiamens moderne skyskrabere.

Færgen til Gulangyu afgår med en halv times mellemrum fra Xiamens internationale cruise terminal. Det er derfor vigtigt at medbringe passet selvom det blot er en sejltur på små 20 minutter.

Billede: Der bliver bygget højhuse i alle Kinas byer, og det gælder også i Xiamen i Sydkina (foto: Kenneth Karskov)

Fakta: Du kan flyve med KLM til Xiamen

Hollandske KLM er det eneste europæiske flyselskab med en rute til Xiamen. Flyv fra enten København, Billund eller Aalborg til Amsterdam og derfra direkte videre til Xiamen i Kina. KLM inkluderer bagage og forplejning i flybillettens pris, som starter fra kr. 7.731,- tur/retur.

Fakta: Her er Xiamens bedste hotel

Det fem-stjernede Westin Xiamen er byens bedste hotel ifølge Tripadvisor. Bygningen er 40 meter høj og stikker godt op i landskabet, og herinde findes hotellets trehundrede værelser. Vidunderligt bløde senge (med fem hovedpuder!), store badeværelser og gratis internet er standard på alle rum.

Morgenbuffeten er et kapitel for sig med både internationale og kinesiske favoritter samt sunde tiltag som ”gulerod, appelsin, ingefær, turmeric og mango juice”. Læg dertil et lækkert indendørs pool-område med jacuzzi, sauna, dampbade, motionsrum samt stor swimmingpool.

Hotellet har fire stjerner og priserne starter ved 790 CNY (ca. 795 danske kroner) for et dobbeltværelse.


Posted

in

,

by