Thai Smile flyet fra Bangkok efter landing i Chiang Rai lufthavn i Thailand (foto: Kenneth Karskov)

Rutetjek: “Thai Smile” er IKKE som Thai Airways

Af Kenneth Karskov

“Thai Smile” er navnet på et søsterselskab til Thai Airways. Selskabet står for de korte flystrækninger indenfor Thailand og til nærliggende lande i Asien, men der er en ting, du skal vide fra starten: Thai Smile er helt sin egen.

Selvom slægtskabet med Thai Airways er tydeligt – både udenpå og indeni flyene – så er der alligevel et par irriterende ting ved Thai Smile, som du skal være opmærksom på, inden du booker.

For Thai Smile har ikke alle fordelene fra Thai Airways. Gennemtjekning af bagage, adgang til lounge for guldkortkunder og optjening af bonuspoint er besværlig, men lad os vende tilbage til fordele og ulemper.

Først skal vi ombord på flyet fra Bangkok til Chiang Rai i Nordthailand.

Thai Smile har kun Airbus A320 fly i flåden (foto: Kenneth Karskov)

Med Thai Smile til Chiang Rai

Der er god plads ved Thai Smile skrankerne i Bangkoks lufthavn. Det gode er, at Thai Smile flyver fra Bangkok Suvannabhumi lufthavn (BKK), hvilket er den store internationale lufthavn, som Thai Airways også bruger (hvilket ikke er en selvfølgelig, for flere af Asiens lavprisselskaber benytter den gamle Don Mueang (DMK) lufthavn i Bangkok).

Du tjekker dog ikke ind samme sted som med Thai Airways. Thai Smile har egne skranker i en anden del af lufthavnen end moderselskabet, og det er ikke noget problem, man skal bare lige vide det.

Hovedsagen er dog, at det går hurtigt med at komme frem til en Thai Smile medarbejder, få afleveret kufferten og udleveret boardingkort, og på det punkt er der intet at klage over.

Thai Smile har egne skranker i Bangkok Lufthavn (foto: Kenneth Karskov)

Flyet er en Airbus A320 -200, og det er propfyldt på denne tidlige morgenafgang til Chiang Rai (lufthavnskodr CEI). Forholdene ombord er gode med behagelige sæder, god benplads og en farvesammensætning, der er rar for øjnene. Personalet er flinke, og de udleverer sågar en gratis madpakke og lidt at drikke undervejs.

God komfort, 20 kg bagage inkluderet og gratis mad på flyet – hvad mere kan man egentlig ønske sig af en flyvning på 1 time og 15 minutter? Tilmed kostede turen sølle 1350 thailandske bath – eller ca. 300 danske kroner.

Ikke meget, faktisk!

Der er bare et enkelt spørgsmål som trænger sig på, for hvis den her flyvning har stort set samme niveau som moderselskabet Thai Airways, hvorfor så overhovedet have et separat flyselskab med navnet “Thai Smile”?

Og svaret på det spørgsmål er kilden til problemerne for dig som rejsende.

Thai Smile udleverer en gratis madpakke på turen op til Nordthailand (foto: Kenneth Karskov)

Thai Smile er helt sin egen

Det er ikke nogen hemmelighed, at Thai Airways har kæmpet med økonomien i mange år. Det stolte thailandske flyselskab har altid satset på et højt serviceniveau og selv på korte ruter har de stædigt holdt fast i gratis mad, fri bar og bagage med i prisen, men de er blevet presset fra flere kanter.

Af de små ærgerrige lavprisselskaber, af de fremadstormende mellemøstlige selskaber, af den intense konkurrence på Bangkok-flyvninger, af stort set alt. Resultatet har været underskud på underskud hos Thai Aiways, og hver en sten er blevet vendt i jagten på at gøre selskabet rentabelt.

Så Thai Smile blev oprettet af ledelsen i Thai Airways for at spare penge. De ville have et søsterselskab, der kunne flyve korte strækninger med små fly til en lavere kostpris end Thai Airways selv kunne gøre det.

Så Thai Airways overførte en række ruter til Thai Smile. I stedet for at flyve dem selv, satte de nu Thai Smile til at betjene dem. Det er en af den slags beslutninger, der ser godt ud i et regneark på direktionsgangen, men ikke er uden problemer for dig som rejsende.

For med Thai Airways har du vænnet dig til en række fordele igennem Star Alliance – som guldmedlem er det bl.a. lounge og ekstra bagage – men ingen af disse gælder på Thai Smile.

Thai Smile er helt sin egen med egen IATA-kode (“WE” for Thai Smile afgange, mens Thai Airways bruger “TG”) og egne rutenumre. Så turen fra Bangkok til Chiang Rai med Thai Smile bliver solgt som afgang WE130.

Så for at skære det ud i pap: Dit SAS Eurobonus-kort eller andre Star Alliance guld/sølv/platinkort giver dig ikke nogen fordele. Du optjener derfor heller ikke nogen bonuspoint (med mindre du samler point i Thai Airways’ Royal Orchid Plus bonusprogram).

Det kunne man jo leve med på en enkelt indenrigsflyvning i Thailand. Thai Smile har dog efterhånden fået et ret stort netværk i Asien, så der faktisk mange ruter fra Bangkok, som ikke længere bliver fløjet af Thai Airways selv – men af Thai Smile.

Thai Smile flyver til alle disse destinationer (foto: skærmprint)

Thai Smile flyver i dag til byer i Cambodja, Malaysia, Myanmar (Burma), Kina, Indien, Laos og Australien, og især på de lange strækninger ville det da være rart at optjene point, få ekstra bagage med eller gå i loungen.

Men måske der snart bliver rakt en hjælpende hånd ud til Star Alliance medlemmer, for Thai Smile står til at blive “connecting partner” i alliancen i 2020.

Snart halvt medlem af Star Alliance

Heller ikke dette er dog helt så simpelt, som det lyder. “Connecting Partner” er et light medlemsskab af Star Alliance, som kræver en forklaring. Kort fortalt giver det kun de rejsende fordele, hvis en Thai Smile flyvning indgår som en del af en billet med et af selskaberne i Star Alliance.

Hvis du – som jeg – bare køber en billet på Thai Smiles hjemmeside, så får du stadig ingen af Star Alliance fordele. Der er ingen gennemtjekning af bagage eller ekstra fordele for guldkunder med lounge, ekstra kilo og den slags.

Men hvis du køber en billet fra København til Chiang Rai i én billet, hvor Thai Airways står for den lange strækning fra København til Bangkok og Thai Smile tager sig af den korte indenrigsstrækning fra Bangkok til Chiang Rai, så vil du fremover kunne nyde godt at dine Star Alliance fordele.

Kompliceret, I know.

Der er altid gratis mad, sædevalg og bagage hos Thai Smile (skærmprint)

Thai Smile online booking

For at komme tilbage til Thai Smile, så var bookingen af billetten ellers nem. Thai Smiles egen hjemmeside thaismileair.com er en relativ simpel affære, og her kan købe flybilletter til selskabets egne ruter, men heller ikke meget andet.

På den måde er Thai Smiles hjemmeside lidt ligesom du kender den fra de fleste lavprisselskaber. De sælger egne billetter, men ikke de besværlige kombinationer til destinationer udenfor deres eget netværk.

Så Hos Thai Smile findes der f.eks. ingen gennemgående billetter Chiang Rai til København. Den slags skal du ind på moderselskabets hjemmeside for at finde.

Thai Smile hjemmesiden (foto: skærmprint)

Ombord på flyet er der to klasser at vælge mellem: Smile Class, som er økonomiklassen, samt “Smile Plus Class”, der er en slags Business Class.

En flyvning mellem Bangkok og Chiang Rai koster fra THB 1350 for en one-way billet på den billigste Economy – “Smile Class” – billet. Det svarer til ca. 300 danske kroner for turen op til Nordthailand, hvilket ikke kan siges at være dyrt.

En bemærkelsesværdig ting er, at selv den billigste flybillet inkluderer 20 kg bagage, snacks, drikkevarer samt gratis sædevalg. Det er ret usædvanligt!

Selv de største flyselskaber tager efterhånden penge for at forhåndsreservere siddepladsen, men denne service er også ganske gratis hos Thai Smile, ligesom maden og bagagen er det.

Smile Plus er ligesom Business Class

Thai Smile Plus klassen er som Business Class i Europa med frit midtersæde (foto: Kenneth Karskov)

De forreste sæder på flyet er markeret som “Smile Plus Class”, og hvis du betaler ekstra for en “Smile Plus Class” billet, så er der selvfølgelig en række fordele.

Smile Plus er at betragte som en slags Business Class, og koster næsten tre gange så meget, som den billigste billet. Så er vi oppe på THB 3.900 (ca. 866,- danske kroner), hvilket til gengæld giver mere plads på flyet, loungeadgang og ti kg ekstra bagage (i alt 30 kg.) og loungeadgang,

Thai Smile Plus passagererne går også først ombord, deres bagage får en “priority”-tag på, og de kan også se frem til et lunt måltid undervejs. De sidder dog i de samme sæder som påresten af flyet, men midtersædet er spærret.

Her er der monteret et lille bord, og det gør, at man selvfølgelig har lidt mere albuerum. Det minder om princippet for Business Class i Europa, men hos Thai Smile er merprisen dog langt under hvad man typisk skal betale for et af de forreste sæder i Europa.

På en tur fra Bangkok til Chiang Rai er merprisen under 600,- danske kroner, så der kan gøre være tilfælde, hvor det vil give mening at betale ekstra for disse fordele, f.eks. hvis man har ekstra meget bagage med.

Gratis mad og drikke til ALLE

Efterhånden har man vænnet sig til, at der ikke er meget luksus på de korte flyrejser, men sådan er det ikke på Thai Smile. Pladsen er fin, personalet er flinke og de kommer undervejs rundt med et let måltid til alle passagerer.

Benpladsen er fin ombord på Thai Smile flyet til Chiang Rai (foto: Kenneth Karskov)

Selv os på de billigste billetter får en lille papirspose med mad og drikkevarer uden beregning. Papirsposen indeholder fire ting, der allesammen er “Smile”-brandet: En flaske mineralvand, en vådserviet, en lille madkasse samt plastbestik.

Madkassen indeholder et lille lunt måltid i form af “Teriyaki kylling med japanske ris”. Det er altså ret imponerende, at Thai Smile vælger, at gå efter et lunt måltid på så relativt kort en tur, for en kold sandwich ville ikke have overrasket mig. Det her er faktisk meget bedre end forventet.

Alle passagerer får gratis mad og drikke på Thai Smile flyet (foto: Kenneth Karskov)
Selv på en kort rute bliver der serveret en lun snack på Thai Smile. Her er det Teriyaki kylling med japanske ris (foto: Kenneth Karskov)

I madkassen er der fire stykker kylling marineret i teriyaki sauce samt tre risbolde pyntet med sorte sesamfrø. Det er ikke nogen gigantisk anretning, mere en lille snack, men smagen er god, og det er det vigtigste.

Personalet kommer rundt med kolde sodavand og varme drikke, og derefter bliver resterne af måltidet samlet sammen. Dermed er der kun kort tid tilbage af turen, inden Airbus A320 flyet lægger an til landing i “Mae Fah Luang – Chiang Rai International Airport” (lufthavnskode: CEI). Det er ikke en af Thailands mest moderne lufthavne, men til gengæld ligger den små otte kilometer fra centrum af byen, hvilket taler til dens fordel.

Konklusion: Ikke dårligt…!

Så der er faktisk slet ikke noget dårligt at sige om oplevelsen ombord på Thai Smile. Du skal bare være opmærksom på, at på dette IKKE er Thai Airways, og du har ikke alle de normale fordele med Star Alliance og gennemtjekning af bagage.

Kan du leve med det, så er der intet dårligt at sige om Thai Smile.

Velkommen til ‘Mae Fah Luang – Chiang Rai International Airport’ (foto: Kenneth Karskov)