Utrecht er det oversete og charmerende Holland (foto: Kenneth Karskov)

Oplev det oversete Holland: Uimodståelige Utrecht

Af Kenneth Karskov

Holland er meget mere end Amsterdam. En halv time i tog fra hovedstaden ligger charmerende Utrecht, som er en af Hollands hyggeligste byer.

For mens Amsterdam længe har været en af danskernes storbyfavoritter, og i disse år begynder at lide under decideret over-turisme, hvor de mest attraktive dele af byen er tæt pakket med turister, så lever resten af Holland en mere tilbagetrukket tilværelse.

Det gælder også Utrecht, der er Nederlandenes underspillede charmetrold. Det tager en halv time i tog fra Amsterdam, og med fire-seks tog i timen venter du aldrig længe på banegården.

Vel fremme i Utrecht kan du vælge at leje en cykel på stationen eller bare indtage byen til fods. Hollænderne er mindst lige så vilde med at cykle som danskerne, så det er nemt at komme rundt, men omvendt ligger de fleste spændende steder i gå-afstand fra hinanden, så det er ikke strengt nødvendigt med en jernhest.

Start rundturen i Utrecht med en kanalrundfart. I gamle dage blev kanalerne brugt til transport af varer rundt i Holland, så under gadeplan ligger de gamle varekældre, der i dag omdannet til smarte caféer, spændende gallerier og gode restauranter. Vent dog lidt med maden, kunsten og festen, og tag en tur på kanalerne i turistbåd eller endnu bedre: på vandcykel!

Sådan en tur giver et godt indtryk af Utrecht, som den er udtænkt, nemlig fra det let mudrede kanalvand. Næste stop giver til gengæld det store overblik, for Utrechts vartegn er den 750 år gamle ’Domkerk’ med Hollands højeste kirketårn. Der er 112 meter til toppen eller 465 trin. Puha!

Utrecht har masser af udeservering af billig mad, kolde øl og gode drinks (foto: Kenneth Karskov)

Rumler maven lidt efter de fysiske anstrengelser, er der tid til eftermiddagskaffe. Ikke langt fra Domkirken ligger den hyggelige gamle café Graf Floris, som ifølge de lokale er det bedste sted i Holland at få en “Appelbol”. Tag et æble, skræl det, fjern kernehuset og fyld det så med søde sager, og læg et tyndt, sprødt lag dej omkring. Det skal serveres brandvarmt, og smager sødt og skønt.

I det hele taget er Utrecht et godt sted at fylde maven. Ud af byens 260.000 indbyggere er de 57.000 studerende. Det betyder, at knap en fjerdel af byens indbyggere elsker at gå ud, men aldrig har særligt mange penge. Resultatet er, at Utrecht er en by med et livligt natteliv og en masse billige restauranter.

Restauranterne spænder over hele registret. Især ligger her mange spændende restauranter fra hollands tidligere besiddelser rundt omkring i verden. Hollands status som kolonimagt har givet byen både indonesiske restauranter, små steder med mad fra Surinam samt de almindelige kinesiske, græske og thailandske spisehuse. De tilbyder alle god mad til billige priser.

Og således er det umuligt ikke at holde af Utrecht, som nok er Amsterdams lillebror – og her er der betydeligt færre turister.

Prøv kræfter med kinesisk brunch – Dim Sum – på restaurant Tai Soen i Utrecht (foto: Kenneth Karskov)

Posted

in

by