Malawian flyet i Johannesburg lufthavn (foto: Kenneth Karskov)

Rutetjek: Til Afrikas hjerte med Malawian

Af Kenneth Karskov

“MALAWIAN” står der med kæmpestore bogstaver på siden af det hvide Boeing 737-700 fly med den grønne hale.

Maskinen tilhører det nationale flyselskab i et af Afrikas fattigste lande, den lille stat Malawi. En nation i det sydlige Afrika med 18 millioner indbyggere.

Så hvad kan man forvente sig af et flyselskab derfra? Det er et åbent spørgsmål, for der er uendeligt lidt at læse på nettet om Malawian Airlines.

Economy Class på Malawi Airlines flyet (foto: Kenneth Karskov)

Fra Sydafrika til Malawi

Malawis nationale flyselskab er en lidt speciel størrelse. Landets regering har ad flere omgange forsøgt at etablere og drive eget flyselskab, men hver gang er det mislykkedes.

Derfor har regeringen i Malawi indgået et samarbejde med det fremadstormende Ethiopian Airlines, som mange peger på som et af Afrikas bedste flyselskaber.

Løsningen er et flyselskab, som de to parter ejer i fællesskab. “Malawian Airlines” er således 49% ejet af Ethiopian, resten af staten i Malawi.

Etiopierne står for alt det praktiske, og det ses tydeligt. Dagens flyvning fra Johannesburg i Sydafrika til Lilongwe i Malawi har rutenummer “ET21” – “ET” er normalt flykoden for Ethiopian.

På samme måde er flyets registrering ET-ARB. Den 12 år gamle Boeing 737-700 er registreret i Etiopien og leaset til Malawian.

Flyet er indrettet med fire rækker Business Class med store læderstole (foto: Kenneth Karskov)

Forrest på flyet er der fire rækker brede læderstole (billedet herover). Malawian har en rigtig Business Class forrest i flyet, og jeg undersøgte faktisk, om det var muligt at købe en opgradering, men det kunne desværre ikke lade sig gøre på hjemmesiden.

Det gør nu ikke alverden, for jeg har forreste række på Economy Class og der er ikke nogen ved siden af mig. Economy Class kabinen er indrettet med lyseblå stofsæder med hvide stykker stof over nakkestøtten. Jeg sidder fremragende!

Economy Class på Malawi Airlines’ Boeing 737-700 fly (foto: Kenneth Karskov)
Der er god benplads på første række på Economy Class (foto: Kenneth Karskov)

En pudsig ting ved selskabets navn er, at de ikke er konsekvente omkring brugen af det. I kabinen står der “Malawi Airlines” flere steder, mens der udenpå flyet stod der “Malawian” med store, fede typer.

Du kan også se det på billedet herover. Sikkerhedskortet og in-flight magasinet bruger to forskellige navne, og det bliver ikke bedre af at tjekke hjemmesiden. Her bruger de internetadressen www.malawian-airlines.com, og det første som møder en er et logo med teksten “Malawi Airlines”.

Nuvel, personalet er klædt i sorte bukser, hvid skjorte, røde sweatre og grønne jakker. Piloten har et accentfrit engelsk og hedder Hernandes, mens co-piloten bliver præsenteret som “Muhammed”.

Foran os venter en flyvning på to timer fra det sydlige Afrikas store hub, Johannesburg (JNB), til hovedstaden i Malawi, Lilongwe (LLW). Undervejs går flyet ned i Malawis næststørste by, Blantyre (BLZ), som vi vil nå efter to timers flyvning. Derefter er der ca. 40 minutter til slutdestinationen.

Malawi Airlines (eller Malawian – vælg selv) opererer under sloganet “From the warm heart of Africa”. Malawi bliver ofte betegnet som ‘Afrikas varme hjerte’, en beskrivelse der skyldes lokalbefolkningens ry som gæstfri og flinke.

Frokost serveret på Malawi Airlines flyet (foto: Kenneth Karskov)
Kylling eller oksekød? Der er sågar to valgmuligheder til frokost (foto: Kenneth Karskov)

Servicen ombord på flyet er da også fuld af varme. “Oksekød eller kylling?” lyder spørgsmålet, hvilket kommer som lidt af en overraskelse. Personalet har netop været rundt med drikkevarer, og jeg sad egentlig tilbage med indtrykket af, at det måske var, hvad de bød på undervejs.

Men så kommer der en hel bakke på bordet med salat, varm mad, ost, kiks, bolle og kage til dessert. Hvad pokker er den af…? På en to timers flyvning!

Oksekødet er en gryderet med grøntsager og stegte kartofler til. Den smager af simret, der har stået på blusset i nogle timer. Det er ikke helt dumt!

Baren er også åben, og her er både vin, øl og spiritus. Det hele er gratis, men jeg holder mig dog til lidt passionsfrugtjuice og en danskvand.

Det her er altså et serviceoplæg, der kan noget. Jovist, det hele kommer i plastglas, plastskåle og med plastbestik, men det er jo stadig også kun Economy Class. Fri bar og et større måltid er bare ikke længere dagens orden, når vi taler en to timers flyvetur.

Rutekort samt flådeoversigt i inflight magasinet “Tiyende” (foto: Kenneth Karskov)

Inflight magasinet hedder “Tiyende”, og en af de bageste sider er ret interessant. Her kan man se hele selskabets rutenetværk på et kort. Det er ikke mange steder Malawi Airlines flyver til, men dog nok til at forbinde det lille afrikanske land med de store, vigtige naboer.

Selskabets flåde er tilsvarende beskeden. Den består af en Bombardier Dash 8-400 samt den Boeing 737-700, jeg sidder ombord på. That’s it!

Jeg slumrer lidt hen indtil nedstigningen starter. Flyet sætter hjulene på jorden i Blantyre (BLZ), der er Malawis næststørste by, og størstedelen af passagerne stiger af her.

Landing i Blantyre, Malawis næststørste by og tidligere hovedstad (foto: Kenneth Karskov)
I lufthavnen i Blantyre står et fly fra selskabet Ethiopian, der ejer 49% af Malawian (foto: Kenneth Karskov)

Vi er kun en lille håndfuld passagerer, som bliver siddende tilbage på flyet for at fortsætte turen til hovedstaden Lilongwe (LLW). Resten stiger af her i Blantyre, som er det finansielle og industrielle centrum i Malawi.

Blantyre lufthavn er en simpel affære. Der holder en Ethiopian maskine, som sikkert skal til Addis Ababa, samt et privatfly. Her er nogle små bygninger og en start- og landingsbane, men ikke noget hegn omkring banen.

Så en medarbejde er ude for at sikre, at hverken dyr eller mennesker er i nærheden, når maskinerne lander eller letter.

Afgang fra Malawis næststørste by, Blantyre (foto: Kenneth Karskov)

Flyet står på jorden i 40 minutter. Enkelte passagere stiger ombord på for at give os selskab på den korte strækning fra Blantyre (BLZ) til Lilongwe (LLW). Nu er der faktisk tale om en indenrigsflyvning i Malawi.

Turen til hovedstaden tager blot en halv time. På denne strækning er der ingen servering undervejs, heller ikke et glas vand. Det er dog helt fint, for før man ved af det, har flyet sat hjulene på jorden i Lilongwe (LLW), og dermed er turen med et af Afrikas mindste flyselskaber slut.

Flyselskab: Malawian Airlines ET21
Flytype: Boeing 737-700 (ET-ARB)
Rute: Johannesburg (JNB) – Lilongwe (LLW)
Klasse: Economy Class

Malawian flyet på jorden i hovedstaden Lilongwe (foto: Kenneth Karskov)
Lilongwes lufthavn hedder også “Kamuzu International Airport” (foto: Kenneth Karskov)
Lilongwes lufthavn blev bygget i 1977 (foto: Kenneth Karskov)
Ankomstområdet i Lilongwes internationale lufthavn (foto: Kenneth Karskov)
Grusvej i Malawis frodige natur (foto: Kenneth Karskov)