Billede: SAS

SAS og Lufthansa fortsætter USA-flyvninger

Af Kenneth Karskov

På trods af det nyligt indførte indrejseforbud for europæiske rejsende til USA, så fortsætter flere flyselskaber med at flyve til USA.

SAS vil opretholde et reduceret trafikprogram med tre USA-ruter, mens Lufthansa gruppen skærer ned på antallet af flyvningerne over Atlanten, men dog fortsat vil have tre amerikanske destinationer i netværket.

SAS vil gå fra ni amerikanske ruter til tre, så selskabet i denne ekstraordinære tid kun vil flyve ruterne København-Chicago, København-New York og Stockholm-New York.

Lufthansa gruppen, der tæller Lufthansa, SWISS, Brussels Airlines, Austrian samt Eurowings, vil fortsætte med at flyve til Chicago, Newark (New York) og Washington.

Helt specifikt fortsætter ruterne fra Frankfurt til Chicago og Newark (New York), fra Zürich til Chicago og Newark (New York), fra Wien til Chicago, og fra Bruxelles til Washington efter den 14. marts.

Der kommer en særlig tidstabel for Lufthansa gruppens flyvninger til USA, mens alle gruppens øvrige USA-ruter bliver indstillet indtil videre.

Det tyske flyselskaber meddeler, at ruterne til Canada fortsætter uændret, og Lufthansa vurderer i øjeblikket hvilken betydning de ændrede indrejseregler til Indien vil få.

Norwegian meddeler, at selskabets ruter til USA vil blive stærkt påvirket. Fra 13. til 29. marts vil ALLE flyvninger mellem Rom og USA blive aflyst, og de fleste USA-flyvninger fra Amsterdam, Madrid, Oslo, Stockholm, Barcelona og Paris ligeledes bliver aflyst.

Fra 29. marts til slutningen af april bliver alle Norwegian flyvninger til USA fra Paris, Barcelona, Madrid, Amsterdam, Athen og Oslo aflyst.

I Københavns Lufthavn forventer man, at flytrafikken vil blive påvirket i en helt uhørt grad, og lufthavnen forventer et markant fald i passagertallet.

“Vi ved endnu ikke, hvor meget trafikken vil blive påvirket, men det er ikke usandsynligt, der på udvalgte dage i den kommende periode kan være en reduktion af den normale trafik på op til omkring 70 pct. Det bliver vi nødt til at indrette vores organisation efter,” siger HR-direktør Kirstine Bergenholtz fra Københavns Lufthavne.


Posted

in

by