Tog: På Orientekspressen er turen selve oplevelsen

En tur med Orientekspressen tværs igennem Europa er en romantisk, historisk og overdådig oplevelse. Det handler om at gøre transporten til selve attraktionen, når de smukke, gamle togvogne ruller igennem seks lande på turen fra Venedig til London.

Af Kenneth Karskov

Bordet er dækket med stivede hvide duge, skinnende krystalglas og det fineste porcelæn. De tre spisevogne er fra 1929 og udgør selve hjertet af Orientekspressen, der i løbet af to dage skal nå fra det nordlige Italien til den britiske hovedstad.

Tjeneren står i sin hvide jakke med guldknapper og venter tålmodigt på at notere valget af vin til frokosten.

“Kan jeg hjælpe med vinkortet?”, spørger han imødekommende. Frokosten er dampede asparges til forret og et stykke Sanktpeterfisk til hovedret, så det vil faktisk være belejligt med et godt forslag til en hvidvin.

“Må jeg foreslå St. Michael-Eppans Sanct Valentin Sauvignon 2017? Vinen er fra den italienske del af Sydtyrol, og vi kører igennem distriktet omkring klokken fire”, siger tjeneren.

“Vinen bliver dyrket oppe ved grænsen til Østrig, og området er ret nemt at spotte, for det er fuld af æbletræer og vinranker,” forklarer han.

Det er blot en time siden Orientekspressen forlod banegården i Venedig, men scenen er allerede sat for de næste to dages aktiviteter. Mens toget ruller tværs igennem Europa, er opgaven relativ simpel for passagererne om bord: Det handler om at spise, drikke og nyde turen.

Orientekspressen passerer igennem det smukke landskab nær Roppen i Østrig (foto: Belmond)

Ypperlig og luksuriøs rejseform

Historien om Orientekspressens tager sin begyndelse i 1880’erne, hvor toget første gang kører den ikoniske strækning fra Paris til Konstantinopel ved Bosporusstrædet. Den by, der i dag kendes som Istanbul.

I 1930’erne oplever Orientekspressen sin storhedstid og skaber sit renommé som en ypperlig og luksuriøs rejseform. Ikke kun forbandt toget de største og vigtigste byer i Europa med hinanden, men de komfortable sovevogne og det høje kulinariske niveau i spisevognen tiltrak også et publikum bestående af kendte og kongelige, diplomater og overklasse, forretningsfolk og kunstnere.

Eventyret sluttede i 1977, da Orientekspressen for sidste gang kørte fra Paris til Istanbul. Det var blevet for kompliceret at få 13 landes togselskaber til at samarbejde om forbindelsen, og ventetiden ved grænserne gjorde turen tidskrævende. Samtidig vandt privatbilismen indpas, og det blev mere almindeligt at rejse med fly, så tiden var ganske enkelt løbet fra en lang togforbindelse til Orienten.

Hvis ikke en amerikansk rigmand var trådt ind på scenen på dette tidspunkt, ville denne artikel være slut nu. Men James B. Sherwood købte to af de historiske togvogne på en auktion, og de følgende år brugte han millioner af dollars på at opspore og restaurere yderligere 35 gamle togvogne.

Målet var at genopfinde den romantiske togrejse, og det blev starten på Venice Simplon-Orient-Express. Det indkøbte materiel blev ført tilbage til fordums storhed og dermed så en ny, overdådig udgave af verdens mest berømte tog dagens lys.

To dages eventyr

Enrico er tog-steward på Orientekspressen (foto: Kenneth Karskov)

Enrico står i døren til kupé nummer fem i sin karakteristiske blå uniform med guldknapper og tilførende hat. Han er tog-steward og har ansvaret for passagerernes vel og vel i sovevogn nr. 3485.

“Velkommen ombord på Venice-Simplon-Orient-Express”, siger han med et stort smil.

Den lille kupé er er rammen om de næste to dages eventyr, og Enrico går straks i gang med at fortælle om togets faciliteter og kupéens små hemmeligheder.

Kupéen er lige præcis stor nok til at rumme en køjeseng, der i dagtimerne fungerer som sofa, samt et lille bord med en lampe. I hjørnet står en håndvask skjult bag to trælåger.

For to år siden blev toget udstyret med trådløst internet samt aircondition, og temperaturen styres på et lille panel på væggen. Her findes også en knap, der kan tilkalde Enrico, hvis der skulle være et behov for hans assistance. Det kan være alt fra en helt simpel forespørgsel til en akut opstået trang til Champagne eller caviar, forklarer han

Kupéen med to sovepladser (foto: Kenneth Karskov)

”Der er et toilet i hver ende af togvognen”, fortsætter han sin briefing. Der er ikke uvæsentligt, for der er ikke noget toilet i kupéen, så alle passagerer skal ud på gangen for at træde af på naturens vegne.

På samme måde er her heller ikke nogen badefaciliteter, hvilket kan komme som en overraskelse. Orientekspressen er ikke nogen billig fornøjelse, og mange ville nok forvente, at al denne luksus også inkluderede muligheden for et forfriskende bad undervejs. Men brusere fandtes ikke på toget i 20’erne, så de er her heller ikke i dag.

Det vil sige… der findes faktisk en løsning, hvis et manglende bad er en dealbraker. Det er en kostbar løsning – men den findes.

For sidste lancerede Orientekspressen tre såkaldte ’Grand Suites’ med tilhørende badefaciliteter. Disse tre Grand Suites fylder en hel togvogn, men har et lille badeværelse hver. Den dårlige nyhed er, at vi er oppe i en prisklasse, hvor spørgsmålet er, om man skal købe en ny familiebil eller nyde én nat på Orientekspressen.

De opulente Grand Suites koster 9.500 britiske pund (ca. 80.000 danske kroner) per person. For én overnatning på toget…!

Så det kan da være værd at overveje, om man kan springe badet over for en enkelt gangs skyld.

Det starter i Venedig

Kempinski San Clemente Palace ligger på en privat ø i Venedig (foto: Kempinski)

Turen med Orientekspressen begynder egentlig længe før togsættet har bevæget sig de første meter ad skinnerne. Det historiske tog forbinder nogle af Europas mest fascinerende byer, og den typiske rejse går fra Venedig via Paris til London – eller i omvendt rækkefølge.

Der findes næppe noget mere passende sted at starte en togrejse af denne kaliber end i netop Venedig. Markuspladsen, Rialtobroen og byens gondoler er nogle af verdens mest eftertragtede turistattraktioner, og Venedigs historiske rammer passer perfekt til Orientekspressen.

Venedig er dog også en by, der er udfordret af, at her er mange turister – til tider ALT for mange. Derfor er det vigtigt at sætte rammerne for turen på den rette måde, for rejsen må ikke starte med stress og jag.

Så ti minutters sejllads fra Markuspladsen ligger den lille venetianske ø, San Clemente. Der er ikke langt til turistinfernoet, men kontrasten kunne umuligt være større. På den lille private ø ligger et gammelt kloster, der er forvandlet til et stilfuldt og fredfyldt hotel.

Det er en lise for sjælen at træde i land på den lille ø, for med et trylleslag forsvinder larmen fra de mange turister. Det er nærmest som at trykke på fjernsynets “mute” knap, for pludselig er her helt stille. Ahh…

De første beboere bosatte sig på San Clemente for 900 år siden, og stedet er en hel destination i sig selv. Her er både et kloster, en forfalden kirke – som er opkaldt efter pave Clemens 1. – samt en velholdt klosterhave.

Det er hotelkæden Kempinski, der har overtaget driften af San Clemente Palace, og resten af oplevelsen matcher førstehåndsindtrykket. Det er den ideelle optakt til et par dage i historiske omgivelser på toget, for hotellet er som at bo i et storslået kapitel af historien. Det hænger perfekt sammen.

Da det er tid til at skifte den private ø ud med det rullende hotel på skinner, sejler en fin træbåd op til hotellet. Bag roret står en mand, der umuligt kunne se mere italiensk ud: Bare tæer i skoene, hørshorts og en skjorte, hvor de tre øverste knapper tilsyneladende ikke virker.

Han står både afslappet og knivskarpt, mens han sejler det lille skib ind igennem Venedig og sætter passagerer og bagage af ved Santa Lucia banegården. Wow for en optakt til Orientekspressen.

Hvirvelvind af mad og drikke

Der er masser af mad på turen med Orientekspressen, så ingen stiger sultne af toget (foto: Kenneth Karskov)

“Hvad tid kunne De tænke Dem at spise frokost”. Det er togstewarden Enrico, som er på banen igen. Der er to muligheder, forklarer han, nemlig klokken 12:00 og klokken 14:00.

Bare for en god ordens skyd, tilføjer han, så er der Afternoon Tea klokken 16:00, stor middag i aften samt et obligatorisk besøg i barvognen.

Så der er nok at se til. Orientekspressen skal igennem seks europæiske lande – Italien, Østrig, Lichtenstein, Schweiz, Frankrig og England – men turen er også en hvirvelvind af mad og drikke.

Al forplejning er inkluderet i rejsens pris, men vin, Champagne og drinks skal der betales ekstra for. Den billigste vin på kortet er en halv flaske hvidvin til 45 Euro (ca. 350 danske kroner), og derfra er det blot et spørgsmål om, hvor mange lommepenge, der er sat over på kreditkortet, for de bedste flasker Champagne koster en mindre formue.

“Jeg har reserveret plads i ’Cöte D’Azur’ til klokken 12. Det er spisevogn nummer to”, bekræfter Enrico. Der er tre spisevogne koblet til toget, som består af op til 17 vogne i alt.

Striks dresscode på toget

Både personale og gæster er iklædt det stiveste puds til middagen på Orientekspressen (foto: Kenneth Karskov)

Der er lige et par ting omkring Orientekspressen, man skal vide inden afrejse. De manglende badefaciliter er det ene, vinkortets prisniveau er det andet, og togets dresscode er det tredje.

Reglen på toget hedder ’smart casual’ i dagtimerne, og det stiveste puds om aftenen. Så ingen shorts, t-shirts, kondisko, træningsbukser eller sandaler på noget tidspunkt undervejs, og til middagen er minimumskravet jakke og slips.

Folk der ikke kan eller vil leve op til denne dresscode, vil få deres mad serveret i kupéen, står der i den lille bog om togturen, som bliver sendt ud til samtlige passagerer nogle uger før afrejse. Så er man advaret.

Læn Dem ikke ud

Toget glider ind og ud imellem maleriske landsbyer, åbne vidder og grønne marker. Her er høje bjerge, frodige vinranker og brusende floder. Kirkespiret troner fra områdets højeste punkt, en bonde går og retter i vinstokkene og et andet sted trækker en kvinde sin hvide hest igennem en frodig græsmark.

Når toget kører igennem det landlige Europa er det ren magi. De store byers forstæder er en lidt anden historie med snavsede fabrikker, grå huse og et begyndende forfald, men heldigvis er rejsen mestendels landlig idyl. Især turen igennem det bjergrige Østrig er betagende smuk.

Det er faktisk muligt at åbne vinduerne på Orientekspressen (foto: Kenneth Karskov)

En del af oplevelsen med Orientekspressen er at kigge ud på de forbipasserende landskaber. På en smuk europæisk solskinsdag kribler det også hurtigt i fingrene for at række ud efter et lille svinghåndtag ved vinduet, som ikke ses på moderne togsæt.

Dét håndtag kan nemlig udføre en lille tryllekunst: At rulle vinduet ned. Den slags kunne man også på DSB togene i gamle dage, og ved vinduet hang der altid et lille skilt med en ikonisk advarsel, som også ses her. “È pericoloso sporgersi – Ne pas se pencher au dehors – Aus dem Fenster herauslehnen verboten”. Eller på klassisk DSB dansk: “Læn Dem ikke ud”.

I samme øjeblik kommer et modkørende tog susende forbi i høj fart, og lufttrykket der skabes, da de to togsæt passerer hinanden, får det hele til at ryste. Det er nok en god idé at følge advarslen, men at sidde med vinduet rullet ned, mærke den friske luft i håret og se landskabet suse forbi udløser en nærmest barnlig glæde, som intet moderne hurtigtog kan matche.

Toget er som en smuk kvinde

Orientekspressens smukke blå togvogne tiltvinger sig en masse opmærksomhed (foto: Kenneth Karskov)

Når de smukke gamle togvogne kører ind på både små og store stationer langs ruten, er det som når en smuk kvinde træder ind på en bar.

Alle vender sig. Hoveder drejes. Folk stopper op med det, som de er i færd med, for lige at se, hvad der sker. Toget suger al opmærksomhed til sig, og mødre peger deres børns blikke i retning af de blå sovevogne. Nogle tager billeder med deres mobiler og andre nikker anerkendende over det blankpolerede togsæt.

Orientekspressen er da også noget særligt. Det tager blot to timer at flyve mellem London og Venedig, mens det tager to dage at tilbagelægge selvsamme strækning med tog.

Orientekspressen er således den diametrale modsætning til det moderne, fortravlede liv. Attraktionen ved luksustoget er selve bevægelsen mellem byerne – og ikke destinationen i sig selv. Det her er en rejse for rejsens egen skyld, en bevidst langsommelig transportform, der plads til ro og eftertænksomhed.

Drinks i barvogn ”3674”

Der bliver mixet cocktails i barvogn 3674 på Orientekspressen (foto: Kenneth Karskov)

I barvognen ”3674” spiller en pianist på et lille flygel, mens toget arbejder sig fra Østrig, ind i Lichtenstein og videre til Schweiz

Det er udødelige klassikere som ‘The Girl From Ipanema’ og ‘Piano Man’, der flyder ud af fingrene på ham. Hans glæde ved en klapsalve efter endt nummer synes at være oprigtig, for de fleste passagerer er fordybet i livlige samtaler med deres rejsefæller. De hygger sig alt for meget til at opfange musikken som mere end et stemningsmættet lydtapet.

Nogle er af sted som par, andre rejser fire sammen og en enkelt synes at tage turen alene. Her høres kvindelatter og spottes brede smil i de bløde sæder, imens de hvide jakker i baren sørger for at mixe, shake og servere cocktails.

Middag i den fine spisevogn ombord på Orientekspressen (foto: Kenneth Karskov)

Opholdet i barvognen er en form for optakt til aftenens hovedattraktion i form af den store middag. Alle sejl er sat til for at gøre dagens sidste måltid til noget særligt, og en markant del af det mandlige publikum kommer iført smoking og butterfly, mens kvinderne er iklædt elegante aftenkjoler.

For som der står i den lille info-bog, der er blevet sendt ud på forhånd: ”You can never be overdressed aboard the Venice Simplon-Orient-Express”.

Det lille rim har folk tilsyneladende taget til sig, og det er faktisk som om, at togvognenes skønhed står endnu tydeligere, når alle passagererne har taget deres fineste tøj på.

Der er lammekrone med couscous og bagte peberfrugter til hovedret (foto: Kenneth Karskov)

Slangen i Paradis

På alle måder er en tur med Orientekspressen en fortryllende oplevelse, og det varer ved lige til det øjeblik toget stopper i Calais, på den franske side af Eurotunelen. Det sker umiddelbart efter det store morgenbord med røræg, laks og en halv hummer.

I Calais skal alle forlade toget til fordel for et par VIP-konfigurerede turistbusser, der kører selskabet under den Engelske Kanal. Toget kan ikke køre under kanalen, så den står på bustransport til Folkstone i England, hvorfra turen fortsætter med Belmond British Pullman, et søstertog til Orientekspressen.

Men skiftet fra de charmerende togvogne til den rå grænseæstetik er dog brutal. Det er som at blive revet ud af en dejlig drøm, og med vold bragt tilbage til virkeligheden.

Her står grænsekontrollører med sure miner og gennemgår busserne minutiøst, folk gennes ud i køer ved paskontrollen og derefter triller bussen hen i rækken af små og store køretøjer, der venter på at komme med biltoget under den Engelske Kanal. Hele dette mellemspil er lige så opløftende som at stå i kø i et supermarked.

Heldigvis bliver alt godt igen, idet Belmond British Pullman tager hul på det sidste stykke jernbane op til den britiske hovedstad. Pludselig er de tre timers mellemspil glemt, og togrejsen op til London skal vise sig at være lige så charmerende som resten af rejsen.

Naturligvis er det tid til mere mad. Klokken er nu tre om eftermiddagen, så den står på traditionel britisk Afternoon Tea med sandwich og scones. Hele herligheden skylles ned med kold Balfour Rosé, en mousserende vin fra de britiske øer.

Udsigten ændrer sig, når det fine tog ruller igennem England (foto: Kenneth Karskov)

I mens fortsætter toget igennem det engelske landskab, og det er tydeligt hvordan sceneriet igen har ændret sig. Bjergene er skiftet ud med marker, husene er bygget i sten og med små friserede forhaver og en stolt kronhjort troner i de landlige omgivelser med resten af flokken i baggrunden.

Kvart i seks om aftenen ruller toget ind på Victoria Stationen i det centrale London, og dermed er turen igennem seks europæiske lande endegyldigt forbi. Desværre, for det er er med en god portion vemod at toget skal forlades, og transport igen bliver til noget, der bare skal overstås i en fart.

Fakta: Det koster en tur med Orientekspressen

Venice Simplon Orient-Express kører hvert år i perioden marts til november. Den typiske rejse går fra London via Paris til Venedig, og det er muligt at starte eller slutte rejsen i Paris og dermed undgå turen under den Engelske Kanal.

Rejsen fra Venedig til London som er beskrevet i artiklen koster fra 2.000 britiske pund (ca. 16.970,- danske kroner) pr. person. Den billigste strækning med Orientekspressen er dagsturen fra London til Paris, som fås fra 700 pund (ca. 5.940 danske kroner) pr. person. Prisen dækker udelukkende togrejsen samt forplejning på toget, så flytransport og hotelophold kommer oveni.

Selskabet bag toget, Belmond, tilbyder også andre kombinationer af ruter med Orientekspressen, bl.a. London-Berlin, London-Prag-Venedig og Venedig-Budapest-London som alle strækker sig over to dage og en nat på toget. Dertil kommer en række længere togrejser med flere nætter om bord, f.eks. den ikoniske tur fra Paris til Istanbul, som tager seks dage.

Der er mange gode motiver til opdateringer på sociale medier undervejs på turen med Orientekspressen (foto: Kenneth Karskov)