Billund Lufthavn må fyre 270

Af Kenneth Karskov

Billund Lufthavn varsler afskedigelser af 270 årsværk som følge af nedgangen i flytrafikken. Lufthavnen har tidligere fortalt, at passagertallet i april måned var 99% lavere end sidste år, og det koster nu medarbejderne deres job.

Kun KLM samt Wizz Air flyver til og fra Billund for tiden, og derfor er lufthavnen nødt til “at tilpasse sig”, som det hedder på moderne dansk. Hvilket betyder fyringer.

“Det er trist, at COVID-19 tvinger os ud i en situation, hvor vi skal sige farvel til så mange dygtige medarbejdere. For to måneder siden præsenterede vi vores vækstplan frem mod 2040. Nu skal vi handle rettidigt, så lufthavnen kommer bedst muligt igennem krisen og kan stå konkurrencestærkt på den anden side. Det kan vi desværre kun gøre ved at tilpasse antallet af medarbejdere i forhold til det fald, der er i indtægterne,” siger Jan Hessellund, administrerende direktør for Billund Lufthavn.

Med lukkede grænser i en række lande i Europa og en meget lille rejseaktivitet, er lufthavnen i Billund ekstremt hårdt ramt. Kun lufthavnens fragtafdeling har stadig en betydelig aktivitet, selvom der også i denne del af forretningen er en kæmpe nedgang. Samlet har corona-krisen betydet en afslutning på 10 års uafbrudt vækst i Danmarks næststørste lufthavn.

De varslede fyringer svarer til 270 årsværk ud af 800 årsværk i lufthavnen. Det er med andre ord en nedskæring på over en tredjedel af medarbejderstaben.

Billund Lufthavn frygter en tilbagegang i hele 2020 på over to millioner passagerer ud af de 3,7 millioner passagerer, der rejste igennem lufthavnen i 2019.


Posted

in

by