Banegården i Lviv i Ukraine (foto: Kenneth Karskov)

Lyspunkt i krisen: Ny rute til Ukraine

Af Kenneth Karskov

Der har ikke været meget at glæde sig over i Danmarks næststørste lufthavn siden corona-krisens udbrud. Nu er der dog endelig lidt at glæde sig over i Billund.

Lavprisselskabet Wizz Air bekræfter sin tillid til lufthavnen ved at annoncere en ny rute til Ukraine. De nye flyvninger går til Lviv i det vestlige Ukraine og bliver Wizz Airs 12. rute fra Billund.

“Flyselskaberne nedruster, og tiden er generelt hård for os alle sammen. Derfor er det så fantastisk, at Wizz Air ser styrken i at udvide netværket med os og med Danmark. Vi er i hård konkurrence med alle europæiske lufthavne for at få del af det udbud af ruter, der er tilbage,” siger Jan Hessellund, administrerende direktør i Billund Lufthavn.

Lviv er en lille, overset perle, og byen kan mange af de samme ting som Prag og Krakow. Det er en en flot historisk by med en velbevaret bykerne, et lavt prisniveau og masser at opleve for den nysgerrige turist. Faktisk er hele den gamle bymidte i Lviv optaget på UNESCO’s verdensarvsliste.

“Vi forventer, at Lviv bliver en central rute for erhvervslivet, der skal fragte arbejdskraft frem og tilbage mellem Danmark og Ukraine. Men vi forventer også, at se mange turister på ruten, både til Danmark, men også danskere der vil besøge den historiske, smukke by, der har en charme og rigt kulturliv”, udtaler Jan Hessellund.

Wizz Air er et af kun to flyselskaber, der holder gang i Billund Lufthavns passagerterminaer, mens corona-krisen raser. Selskabet flyver til og fra Bukarest og Iasi i Rumænien fire gange om ugen. De fleste passagerer er på arbejdsrelaterede rejser og falder således ind under passagerer med “anerkendelsesværdige formål”.

Wizz Air forventer i øvrigt at kunne genoptage selskabets ruter fra midten af maj til starten af juni. I hvilket omfang kommer an på myndighedernes vurderinger, tilladelser og rejsevejledninger.

“De danske lufthavne kommer først for alvor i omdrejninger, når de danske grænser åbner, og når resten af verden også åbner. For os er det altafgørende, hvordan og hvornår udenrigsministeriet løsner op på deres rejsevejledninger, siger Jan Hessellund.

Historisk stilhed i Billund

Udover Wizz Airs flyvninger, så er det kun de ikoniske blå fly fra KLM, der dukker op i Danmarks næststørste lufthavn. KLM er fortsat med en enkelt daglig rundtur på ruten Billund-Amsterdam.

Mens passagertrafikken er på et minimum, så er der travlhed at spore i lufthavnens fragtafdeling. Udover de 42 faste ugentlige fragtflyoperationer lander og letter en række charterfly med værnemidler. Alligevel er der en nedgang i luftfragten på 21 procent.

“Selvom vi får besøg af en lang række store maskiner fyldt med fragt til kanten, har vi stadig en nedgang. Årsagen er, at vi ikke kan pakke og køre samme mængde fragt afsted på lastbiler, da de store passagerfly i hublufthavne simpelthen ikke flyver. En stor del af luftfragten afgår nemlig normalvis på de store passagerfly”, fortæller Jan Hessellund.

Nedgangen i luftfragten er dog intet at regne mod nedgangen i passagertrafikkken. I april 2020 var der blot 3.115 passagerer i Billund Lufthavn. Det er 99 procent lavere end i april 2019.


Posted

in

by