Mundbind er krav, hvis du flyver med SAS

Det bliver nu obligatorisk for alle passagerer over seks år at bære ansigtsmaske på flyet, hvis rejsen foregår med SAS.

Af Kenneth Karskov

Flyselskabet har lanceret en række initiativer for at forhindre smittespredning på flyene. Maskekravet gælder fra d. 18. maj til 31. august 2020, og vil således også gælde alle flyrejser i den normalt travle sommersæson.

Kravet om mundbind kommer på trods af, at SAS kan pege på undersøgelser, der viser at smitten kun i ekstremt få tilfælde kan spores tilbage til flyrejser.

“Gode rutiner for at begrænse smittespredning og ren tør luft ombord, gør flyet til en af de sikreste transportformer. Mange mennesker i Skandinavien er dybt afhængige af SAS og af flyet som transportmiddel. Man kan være helt tryg ved, at vi ser på alle forhold vedrørende sundhed og sikkerhed med største alvor,” siger Mattias Hedrén, VP Safety & Security hos SAS.

SAS vil foretage ekstra grundig rengøring og desinficering af flyene, og har taget initiav til nye måder at klare ombordstigningen på, så folk kommer ind på flyet med passende afstand. Passagerer med sæde bagerst boarder flyet først for at undgå at passere andre passagerer

Samtidig er alle ikke-nødvendige løse genstande fjernet på SAS flyene. Det gælder in-flight magasinet i stolelommen, puder, tæpper og bakker. Således vil der heller ikke være nogen servering af mad ombord på flyene, og kontakten mellem personale og passagerer vil blive holdt på et minimum. Håndbagage vil være begrænset til ét styk per passager.

SAS justerer hele tiden i procedurerne i takt med udviklingen. Selskabet forventer, at der vil komme nye harmoniserede regler for international trafik fra myndighederne.

Kravet om maske gælder i første omgang på alle SAS fly frem til slutningen af august. Flere lande har dog også krav om maske i lufthavne og offentlig transport, så det er en god idé, at sørge for rigeligt med mundbind hjemmefra, så man har ansigtsmasker nok med til hele rejsen.


Posted

in

by