Lufthansa Airbus A-340 fly med registreringen D-AIHY (foto: Oliver Roesler / Lufthansa)

Lufthansa-plan: 90% af Europa og 70% af oversøiske destinationer tilbage fra september

Af Kenneth Karskov

Der er stadig masser af problemer forude i luftfarten, men de gode nyheder begynder langsomt at overtage i mediestrømmen. Således melder flere og flere flyselskaber om deres tilbagekomst til Københavns Lufthavn, og for Lufthansa gruppens vedkommende er der nu også “fuld plade”.

”Vi er glade for at have forbindelse til alle vores gateways med regelmæssig service til Frankfurt, München, Zürich, Wien, Düsseldorf og Bruxelles fra København samt til Frankfurt fra Billund,” siger Bastian Frantz, landechef for Lufthansa i Danmark, til Flybranchen.dk.

Lufthansa har været et af få selskaber, som har opretholdt en rute til København i hele corona-tiden. København-Frankfurt blev fløjet, mens andre lukkede deres ruter ned, så Lufthansa kan ikke prale med at vende retur til Danmark, for de har været her hele tiden.

”Vi var glade for at kunne fortsætte driften under krisen og var i stand til at opretholde den mest basale forbindelse for vores danske passagerer. Der viste sig et tydeligt behov for at kunne rejse, og det giver os håb for de kommende måneder. Det viser hvor vigtig luftfarten er, både for passagerer og hvad angår luftfragt,” forklarer Lufthansa-chefen.

I øjeblikket flyver Lufthansa to daglige afgang fra København til Frankfurt og en daglig afgang til München. Mens Lufthansa har fløjet under hele krisen, har Lufthansa Gruppens andre selskaber til gengæld været fraværende.

Brussels Airlines var helt lukket ned, men er nu kommet på vingerne igen. Fra i mandags var det Lufthansa-ejede belgiske flyselskab således igen at finde på ruten mellem København og Bruxelles.

Austrian Airlines vendte ligeledes tilbage i mandags, mens SWISS har fløjet på København siden d. 5. juni. Eurowings, som er Lufthansa gruppens lavprisselskab, er også tilbage på København-Düsseldorf ruten med tre ugentlige afgange, og dermed er der “fuldt hus”

“Det bliver en hård og spændende rejse at lære at flyve under disse nye omstændigheder. Erfaringerne fra de sidste måneder understreger dog interessen og behovet for at rejse er til stedet, og det forsøger vi at opfylde ved at have alle selskaber tilbage så hurtigt som muligt. Den nuværende plan er, at 90% af vores europæiske destinationer skal være tilbage fra september, og det samme gælder 70% af vores interkontinentale destinationer,” fortæller Bastian Frantz.

Det betyder, at det snart igen bliver muligt at flyve med Lufthansa og datterselskaberne til selv de fjerneste egne af verden via Frankfurt, München, Zürich, Bruxelles eller Wien.

Der er dog stadig mørke skyer i horisonten for Lufthansa, for mens verden langsomt genåbner, er der uvist, hvorvidt selskabet kan – eller vil – få statsstøtte, og det afgøres først på et aktionærmøde d. 25. juni.

Bestyrelsen i Lufthansa Group offentliggjorde i mandags, at selskabet forventer at nedlægge 22.000 fuldtidsstillinger. Det gælder både i flydelen af koncernen, men også i Lufthansa Technik og cateringvirksomheden LSG. For flydelens vedkommende skal Lufthansa sige farvel til 2.600 kabineansatte og 600 piloter.


Posted

in

by