80% færre rejsende i CPH – og til andre rejsemål end normalt

Juli plejer at være højsæson for ferierejser, men intet er normalt i 2020. I år var der 80% færre rejsende i sommerferien end sidste år – og til andre destinationer.

Af Kenneth Karskov

Travlhed er afløst af stilhed i Københavns Lufthavn. Hvor lufthavnen plejer at være fyldt til bristepunktet med glade ferierejsende på denne tid af året, så har sommeren 2020 været alt andet end normal.

“Den gode nyhed er, at antallet af rejsende vokser. Den dårlige nyhed er, at genstarten går meget langsomt. I den normalt travle juli har vi år haft 18.000 passagerer igennem terminalerne hver dag. Sidste år var det 100.000 dagligt,” siger kommerciel direktør i Københavns Lufthavn, Peter Krogsgaard.

Der mangler helt præcis 81,8% af passagererne, hvis vi sammenligner med sidste år. Så selvom antallet af rejsende faktisk blev tredoblet fra juni til juli i år, så er det stadig små tal i forhold til de foregående år. I reelle tal: I juli 2020 var der 565.910 passagerer i lufthavnen. Sidste år rejste 3,1 millioner igennem lufthavnen i juli måned

Vi er vilde med Norge

Corona epidemien og de mange rejserestriktioner verden over har også ændret rejsemønstre. Normalt er Storbritannien det mest populære rejseland fra København. I juli i år er antallet af rejsende til de britiske øer faldet med 90 procent, hvilket ender Storbritannien ned på en syvendeplads over de mest populære rejselande.

Top ti rejselande var i juli Norge med 67.015 rejsende, Tyskland 53.965, Danmark (indenrigsflyvninger) 52.533, Spanien 45.384, Island 35.587, Frankrig 27.972, Storbritannien 25.282, Grækenland 24.588 og Færøerne med 22.647 rejsende.

At Danmark er højt på listen skyldes, at indenrigs ikke er så hårdt ramt som udenrigstrafiken. I juli var faldet på de europæiske ruter 81,3 procent, og endnu mere på de interkontinentale lange ruter til Asien og USA hele 94,4 procent, mens antallet af passagerer på indenrigs faldt med 41,4 procent. Det afspejler sig også på top-10-listen over destinationer, hvor Aalborg nu er nummer to, kun overgået af Oslo.

Hvis vi medregner de to “normale” måneder i januar og februar – inden nedlukningen af verden – så har der år til dato været 5.587.225 rejsende igennem Københavns Lufthavn. Det svarer til et fald på 68,2 procent.


Posted

in

by