Norwegian Boeing 7373-800 parkeret i Gatwick (foto: Simon Wright)

Norwegian i dyb krise: 71% færre passagerer, 8000 ansatte hjemsendt og 140 fly er parkeret

Af Kenneth Karskov

Det skulle have været et godt år for Norwegian, hvor det norske lavprisselskab kunne distancere sig lidt fra den snak om krise, som har omgivet selskabet de seneste år. Ifølge Norwegian selv, var der lagt op til den bedste sommer nogensinde, men 2020 skulle hurtigt vise sig at blive noget helt andet. Og noget meget værre, som vi jo alle ved.

De strenge rejserestriktioner har givet et dramatisk fald i efterspørgslen, og det har sendt Norwegian ud i tovene. Selskabet har parkerer 140 fly og hjemsendt cirka 8000 ansatte.

“Ved indgangen til 2020 forventede vi et positivt resultat og den bedste sommer nogensinde takket været vellykkede omkostningsbesparende initiativer og en mere effektiv drift. Så blev vi ramt af COVID-19, og efterspørgslen efter billetter stoppede bogstaveligt talt helt op fra den ene dag til den anden,” siger Norwegians koncernchef Jacob Schram.

I andet kvartal havde Norwegian blot 7-8 fly i drift på indenrigsruter i Norge. Efter en vellykket omstruktureringsproces fik selskabet adgang til den lånegaranti på tre milliarder norske kroner, som den norske stat stillede.

“De seneste måneder har vi arbejdet utrætteligt for at sørge for, at vi kommer ud af krisen som et stærkere selskab, der er godt positioneret i den fremtidige konkurrence. Kreditorer, obligationsejere og aktionærer har givet os støtte og tillid til vejen videre. Vores kunder udtrykker også stærk støtte. Det er jeg meget taknemmelig for. Samtidig er jeg stolt over alle vores ”Red Nose Warriors”, der holder modet oppe og hver dag arbejder hårdt for vores kunder”, udtaler Jacob Schram.

Og der er absolut ingen trøst at finde i regnskabets nøgletal for den danske Norwegian chef.

  • I løbet af årets første seks måneder rejste 5,31 millioner kunder med Norwegian mod 18,1 millioner i samme periode sidste år.
  • Kapaciteten (ASK) faldt med 69 procent og passagertrafikken (RPK) faldt med 72 procent.
  • Belægningsgraden var på 78,2 procent, et fald på 6,5 procentpoint sammenlignet med første halvår 2019.

Den første juli genåbnede Norwegian 76 ruter, satte yderligere 12 fly i trafik og hentede mere end 600 ansatte tilbage til arbejde. Markedet er fortsat meget usikkert, hovedsageligt på grund af stadig ændrede rejsevejledninger fra myndigheder i hele Europa.


Posted

in

by