Cognac er en by med 20.000 indbyggere og en flot bymidte fra middelalderen med brostensbelagte gader (foto: Kenneth Karskov)

Frankrig: Cognac skal ikke kun drikkes. Byen skal også opleves

Cognac er en charmerende kongeby i det sydvestlige Frankrig, som tilfældigvis også laver verdens fineste digestif. Det er det landlige Frankrig, når det er bedst, med fuld fart på bordets glæder, masser af spændende historie og nå ja, en lille én til kaffen, selvfølgelig.

Af Kenneth Karskov

Cognac er et af den slags steder, som er mere end blot den samling huse, marker og snoede landeveje, der tilsammen udgør dets postnummer. Det er et begreb.

For sig navnet på denne franske flække med knap 20.000 indbyggere, og ingen kan tænke på andet end den fadlagrede, destillerede vin, der bærer byens navn.

Cognac er en sagnomspunden drik med flere hundrede års historie, og det samme gælder for byen af samme navn. Men er er meget mere til området end blot det berømte lokale produkt, for dette er også historien om Frankrig, når det er allermest idyllisk.

Kongebyen Cognac

Cognac ligger 50 km fra kysten i den undervurderede Charente region i det sydvestlige Frankrig, og ca. 100 km fra Bordeaux.

Sceneriet ændrer sig markant, jo tættere man kommer på Cognac. Fra åbne vidder med rustikke vingårde og frodige marker, der strækker sig så langt øjet rækker, bliver landskabet pludselig erstattet af en middelalderlig by med smalle brostensbelagte gader.

Tværs igennem byen løber en flod, der i århundreder har været områdets livsnerve, og har givet regionen sit navn, Charente. Floden løber lige forbi det gamle kongeslot ‘Chateau de Cognac’, som er et spændende sted at starte udforskningen af Cognac.

Stilarterne stikker i mange retninger på slottet. De ældste sten er da også mere end 1000 år gamle og gennem historien har stedet levet en omskiftelig tilværelse som fort, så residens, derefter negligeret og forladt, overtaget af staten under Den Franske Revolution og til sidst solgt på en auktion.

Køberen var en privatperson, der ville skabe et storslået cognachus i de historiske omgivelser. Det er i den grad lykkedes, og således har Chateau de Cognac de sidste 150 år været hovedsæde for cognachuset ‘Baron Otard’.

Huset Baron Otard har hovedsæde i det mere end tusinde år gamle kongeslot i hjertet af Cognac (foto: Kenneth Karskov)
Huset Baron Otard har hovedsæde i det mere end tusinde år gamle kongeslot i hjertet af Cognac (foto: Kenneth Karskov)

Fugt i kælderen

Slottet i Cognac er også stedet, hvor Frankrigs første renæssancekonge blev født for et mere end et halvt årtusinde siden. Som 20-årig blev Frans 1. kronet til regent og styrede Frankrig frem til sin død i 1547. Han skabte en stor kunstsamling, var en engageret bygherre og forvandlede i sin regeringstid også Louvre til et prægtigt renæssanceslot.

“En af kongens gode venner var en vis Leonardo…,” fortæller Elisabeth Gillett, som viser rundt på kongeslottet i Cognac. Hun holder en kunstpause som om hun godt ved, at nu om dage vil de fleste automatisk tænke på skuespiller og storcharmør Leonardo DiCaprio, når de hører det berømte fornavn.

“…Leonard da Vinci,” afslutter hun triumferende sætningen. Den berømte italienske maler, videnskabsmand, billedhugger, arkitekt og opfinder, naturligvis. Indtil sin død kørte han et tæt parløb med Frans 1. af Frankrig.

Det er altså historieundervisning på den store klinge her. Rundvisningen på Chauteau de Cognac er lige så meget en lektion i Frankrig gennem de seneste århundreder, som det er optakten til den cognacsmagning, der venter.

Kældrene under det gamle kongeslot er det perfekte sted at opbevare de store fade med cognac (foto: Kenneth Karskov)
Kældrene under det gamle kongeslot er det perfekte sted at opbevare de store fade med cognac (foto: Kenneth Karskov)

I kælderen driller den karakteristisk duft af fugt i fundamentet straks næseborene. Netop de tykke stenvægges evne til at holde temperaturen i ro og fugtigheden i top har gjort slottets kældre til det perfekte sted at opbevare cognac. Så her ligger de store fade på rad og række i sparsomt oplyste rum.

“Før cognac’en gjorde området rigt og berømt var det salt, man levede af,” forklarer Elisabeth og fortsætter: “Hvis der ikke var for floden, som du kan se uden for vinduet, så havde der slet ikke været noget der hed cognac. Vi siger, at cognac rejser, og det betyder, at helt op til 98% bliver eksporteret.”

Det er interessant. For det er lidt en overraskelse, at Frankrig slet ikke er en nation af store cognac-drikkere. Det har dog sin helt naturlige forklaring.

“Frankrig har meget stærke lokale traditioner, så i andre dele af republikken producerer de deres egen brændevin, som de sværger til. Så vi har altid eksporteret størstedelen af vores produktion her i Cognac”, fortæller hun og skænker et par smagsprøver op.

De store cognacfade rummer tilsammen tusindvis af liter kostbar brændevin og opbevares i sparsomt oplyste kælderrum (foto: Kenneth Karskov)

En tot af Napoleons hår

De store cognachuse ligger som perler på en snor her i området: Hennessy, Remy Martin, Martell og Courvoisier.

Sidstnævnte har et omrids af Napoleons hat på sine flasker, og gør et stort nummer ud af de tætte bånd til den tidigere franske kejser. Faktisk i en sådan grad, at Courvoisier har indrettet et lille museum på deres hovedsæde med genstande, der har tilhørt Napoleon. Ikke uventet findes her en af Napoleons ikoniske hatte, men mere overraskende er den tot af hans hår, der også er udstillet her.

Courvoisier er stadig kongelig hofleverandør og dets 170 år gamle hovedsæde ligger i den lille naboby, Jarnac. Den er mindst lige så charmerende som Cognac, omend endnu mere stille. Her bor blot 4.500 mennesker, og gaderne ligger decideret øde hen.

Nabobyen Jarnac er omend endnu mere stille end Cognac. Byens stolte søn er den nu afdøde franske præsident François Mitterrand (foto: Kenneth Karskov)
Nabobyen Jarnac er omend endnu mere stille end Cognac. Byens stolte søn er den nu afdøde franske præsident François Mitterrand (foto: Kenneth Karskov)

“På et tidspunkt ville folk her i byen have, at den drik, vi kender som Cognac, skulle hedde ’Jarnac’,” fortæller Silvio fra det lokale turistkontor. ”Folk var meget opsatte på, at den skulle opkaldes efter byen her, men som alle ved i dag, så fik de ikke held med deres forehavende”.

Det var nok er meget heldigt, for Jarnacs vinhuse nyder i høj grad godt af Cognac-navnets globale udbredelse.

Men også i Jarnac er der mere til byen end blot den berømte drik. Byen kan ligesom Cognac prale af at være fødested for en stor franskmand, om end ikke en konge. Men det er tæt på.

I Jarnac voksede den længst siddende franske præsident i historien op. François Mitterrand regerede Republikken fra 1981-1995, og den afdøde præsidents barndomshjem er åbent for besøgende. Huset står stort set som for 100 år siden, og kan være et interessant kig ind i historien.

Charente-floden er en vigtig livsnerve, og mange af cognac-husene ligger direkte ned til flodens bred, som her i Jarnac (foto: Kenneth Karskov)
Charente-floden er en vigtig livsnerve, og mange af cognac-husene ligger direkte ned til flodens bred, som her i Jarnac (foto: Kenneth Karskov)

Bordets glæder

En rejse til Cognac-distriktet handler også om bordets glæder i bredere forstand. Regionen er kendt for Frankrigs bedste østers, og selv det mindste brasserie smider et fad med seks østers på bordet til priser, der kun kan betegnes som charmerende.

Men en ting er at sidde inde i byen og nyde sin mad, noget helt andet er at rykke ud på landet og indtage måltidet dér.

Selvom GPS’en driller med vejvisningen til restaurant “Le Mas Charentais”, så er det alligevel en skøn køretur igennem vinmarker og landlig idyl. Restauranten ligger væk fra alfarvej, på en bakketop med udsigt til frodig bevoksning, velplejede marker og Charente-floden i baggrunden.

De frodige vinmarker danner grundlaget for områdets cognac-produktion og kan ses så langt øjet rækker (foto: Kenneth Karskov)
De frodige vinmarker danner grundlaget for områdets cognac-produktion og kan ses så langt øjet rækker (foto: Kenneth Karskov)

På en smuk solskinsdag er det vidunderligt at sidde på terrassen og stifte bekendtskab med regionens køkken. ”Le Mas Charentais” gør en dyd ud af, at alle råvarer er lokale, og køkkenet laver mad baseret på, hvad der var tilgængeligt på markedet om morgenen. Så dagens ret er “cassoulet de tripes a la tomate”.

“Vi kan også lave noget andet til dig,” siger tjeneren og foreslår straks kalvemedaljon eller entrecote.

“Nej tak, jeg prøver gerne jeres cassoulet,” insisterer jeg. Normalt er det en velsmagende fransk gryderet med bønner, grøntsager og mørt kød.

“Okay, men den er… øhhmmm… den er ikke så turist-venlig,” svarer hun og kigger på mig med et undskyldende smil. Cassoulet de tripes, må jeg forstå, er lavet af indvolde. I dette tilfælde mave.

“Det vil jeg glæde mig til at smage,” fremstammer jeg. Uden helt at vide hvad jeg har sagt ja til.

Netop dét er måske stedets helt store kvalitet: At køkkenet på ”Le Mas Charentais” indgyder tillid i en grad, så man får lyst til et kulinarisk eventyr. Om ikke andet, så kommer måltidet med et godt glas vin til at skylle det hele ned med, hvilket jo er Frankrig i en nøddeskal.

Stort set alle måltider synes i øvrigt at komme med vin, og selv en lille frokost bliver serveret med et glas lokal rød, hvid eller rosé. Det er ikke alle druer på disse kanter, der ender som cognac. Der bliver også produceret helt almindelig bordvin.

Menukortet på “Le Mas Charentais” er stort, og restauranten gør et stort nummer ud af at bruge lokale råvarer (foto: Kenneth Karskov)

Måltidet starter med lidt lokal skinke, et par skiver røget andebryst samt en luns af husets foie gras. Så kommer hovedretten ind, og i en lille porcelænsskål svømmer svinemaven rundt i tomatsauce.

Retten har tydeligvis simret længe. Grøntsager er møre, og kødet ligeså. Konsistensen af mavsen er… skal vi sige…. uvant! Mave skulle være en fortræffelig kilde til både protein, vitaminer og mineraler, men måske skal man være vokset op med denne ret, for rigtigt at sætte pris på den.

Det er omvendt også med til at give maden et nærmest fysisk nærvær til omgivelserne. Det er som om, at man for hver skefuld rykker en smule tættere på landskabet, regionens liv, bøndernes hverdag, markernes beskaffenhed og historien, som har formet området. På den front kan det landlige Frankrig altså noget, som kun få steder kan matche.

Selvfølgelig slutter måltidet med dessert og kaffe, og var det ikke fordi bilen ventede, så havde der også stået et glas cognac på bordet. Der er mange steder i verden, hvor man gør klogt i at holde sig fra det lokale ildvand, men ikke her.

For Cognac er en “eau-de-vie” – livets vand – og livet er ikke dumt i det sydvestlige Frankrig, hvor byen med den berømte brændevin ligger.

Østers serveret på fortorvet i Cognac. Området er kendt for at have Frankrigs bedste østers (foto: Kenneth Karskov)
Østers serveret på fortorvet i Cognac. Området er kendt for at have Frankrigs bedste østers (foto: Kenneth Karskov)

Rejsen til Cognac: Fly og tog

Du kan ikke flyve direkte til Cognac. Nærmeste storby er Bordeaux, som ligger halvanden times kørsel væk. Ellers kan du flyve til Paris og tage TGV toget videre til områdets hovedsæde, Angoulême. Her napper du en lejebil for at køre de sidste 30-40 minutter til Cognac. Tommelfingerreglen hedder: Hvis du tager toget fra Paris over frokost, så kan du være i Cognac til kaffen.


Posted

in

,

by