British Airways Airbus Airbus A320 fly (foto: Stuart Bailey / British Airways)

British Airways tilbage i Billund

Af Kenneth Karskov

Mens rejserestriktionerne bliver strammere og strammere for ikke-nødvendige rejser, så vender flyselskabet British Airways nu tilbage til Billund Lufthavn.

Det engelske flyselskab genåbner den vigtige erhvervsrute mellem Billund og Heathrow i London. Samtidig genåbner Ryanair genåbner ruten til Wien.

“Det er fantastisk, at British Airways genåbner ruten til Heathrow, og at Ryanair genåbner ruten til Wien. I vores dialog med bl.a. British Airways, gør de det klart, at der er nødt til at være ruter, før der kommer passagerer,” siger Jan Hessellund administrerende direktør i Billund Lufthavn.

Erhvervsrejsende er som udgangspunkt nødvendige rejser, og derfor kan erhvervsrejsende rejse ud og komme hjem uden at blive ramt af karantæne, som de ferierejsende gør.

“Vi ved fra erhvervslivet i Vestdanmark, at der er mange virksomheder, der begynder at lempe på deres interne rejserestriktioner, og det er flyselskaberne klar til at understøtte”, fortæller lufthavnsdirektøren.

Når Billund Lufthavn gør passagergrundlaget op, er det ingen overraskelse, at de erhvervsrejsende er blandt den største gruppe rejsende derfra. I Danmark er der omkring 800.000 jobs, der relaterer sig til eksporten, omkring 400.000 af de jobs ligger i Billund Lufthavns optageområde.

I 2019 havde Billund Lufthavn 100 direkte destinationer, og nu hvor næsten hele Europa er orange, er der stadig 22 direkte ruter, hvoraf en stor del af ruterne er populære for erhvervslivet og vigtige for at få arbejdskraft ind i Danmark.


Posted

in

by