Rovos Rail er verdens mest luksuriøse tog (foto: Rovos Rail Tours)

Med det ultimative luksustog på tværs af Sydafrika

En klassisk togrejse i Afrika er meget mere end “bare” transport. Det er en eventyrlig rejse i tid. Tag med på turen på fra Cape Town i syd til Pretoria i nord ombord på verdens mest luksuriøse tog

Af Kenneth Karskov

1595 km på 48 timer. Det giver en gennemsnitshastighed på under 35 km/t. Selv den store tunge afrikanske elefant kommer hurtigere igennem Sydafrika end toget her.

Men ombord på Rovos Rail betyder tid ingenting. Det her handler ikke om transport, for strækningen kunne snildt tilbagelægges i fly på mindre end to timer. Nej, det her handler om noget så gammeldags som rejsen i sig selv.

Turen starter derfor i Rovos’ eksklusive lounge ved stationen i Cape Town. I verdens måske smukkeste storby er den røde løber rullet ud for 51 gæster, der skal med »Pride of Africa« op til Pretoria. Akkompagneret af et par strygere og med et glas kølig vin i hånden ønsker ejeren og chefen for Rovos Rail, Mr. Rohan Vos, personligt alle passagerer god tur. 

“Nyd maden og drik rigeligt af vinen,” lyder budskabet. Rejsen gennem Sydafrika skal være mere end blot et 48 timers eventyr, det skal også være en kulinarisk rejse over to dage.
 Og alle måltider og drikkevarer er inkluderet i rejsens prisen. 

Bevares, på turen skal der gøres et par sightseeing stop. Som udgangspunkt er der dog kun to ting, som vi skal have styr på undervejs. Det ene er klokken, så vi ikke misser et af dagens tre store måltider. Det andet er, hvad vi vil have at drikke til maden.

Best på toget er der en udsigtsplatform. Her kan man nyde den afrikanske natur på tæt hold (foto: Greg Beadle)
Bagest på toget er der en udsigtsplatform. Her kan man nyde den afrikanske natur på tæt hold (foto: Greg Beadle)

Kun det bedste er godt nok

Toget danser elegant igennem det sydafrikanske landskab og lader bjerge, savanne og små byer glide ind og ud mellem hinanden. I mellemtiden kreerer kokken en tre retters menu til frokost og fem retter til aften. Der er ikke meget plads i køkkenvognen, men det er mad på et højt, højt kulinarisk niveau, der kommer ud derfra. 

Retterne bærer tydeligt præg af landskabet, Når toget bevæger sig igennem et område, der er kendt for lam, så ender denne specialitet på menuen. På samme måde er alle vine selvsagt sydafrikanske, og kun de allerbedste har fundet vej til vinkortet.



Fem-stjernet hotel på skinner

Listen med gode druer er alenlang. Så det kan snildt lade sig gøre at starte med et glas mousserende vin, inden maden kommer på bordet. Så et glas hvid til forretten og lidt rødt til hovedretten. For så at lukke med et bette glas dessertvin. Til frokosten, vel at mærke….


Det her er en fin restaurant og en udsøgt vinkælder på skinner, og samtidig også et femstjernet luksushotel på hjul.


De tyve togvogne som udgør »The Pride of Africa« er samlet fra hele verden og gennemrestaureret. De ældste af vognene er fra 1911, og blev transporteret fra Europa til Afrika i første halvdel af sidste århundrede.

Toget består af vogne med i alt 72 sengepladser. Derudover også to spisevogne, køkken, lounge og udkigsvogn. Udkigsvognen har ekstra store vinduer og en lille udendørs balkon til at iagttage solen gå ned, mens toget majestætisk ruller igennem Afrika.

Kupeerne bliver konsekvent kaldt »suiter« hos Rovos Rail. Det er da også mere som at træde ind på et hotelværelse end at være ombord på et tog. Her er både dobbeltseng, klædeskab og rummeligt toilet med bruser. I de største suiter endda badekar på guldfødder…! 

Her sover du på turen på tværs af Afrika (foto: Rovos Rail Tours)

Diamant-hovedstaden

Undervejs gør toget stop ved udvalgte seværdigheder. Turens store udflugt går til Kimberley, verdens diamanthovedstad, hvor attraktionen er en lukket diamantmine, som helt bogstaveligt er et hul i jorden.
Verdens største menneskeskabte hul i jorden, jovist, men stadig et stort hul i jorden.

Omkring hullet har denne lille hyggelige by skabt et levende museum med huse, der er indrettet som dengang diamantfeberen rasede. Sandheden er nemlig, at her ikke længere er nogen som helst former for rigdomme i området. Nu sætter man sin lid til turismen, og der skal lidt mere til end blot et hul i jorden, har man indset.


Her i Kimberley er en stor del af verdens diamanter blevet gravet frem. Den dag i dag er det stadig her mellem moderbyen Cape Town og hovedstaden Pretoria, at verdens diamantpriser bliver fastsat. Ikke overraskende slutter besøget i en diamantbutik før turen går tilbage til toget, hvor personalet venter med et glas kølig mousserende vin.



Billede: Rovos Rail kaldes verdens mest luksuriøse tog – og det er svært at være uenig (foto: Rovos Rail)

De kender måske ambassadøren?

Tilbage i suiten klæder vi om til middagen. Mens shorts og afslappet tøj er fint om dagen, så er slips og jakke påkrævet om aftenen. Fem retter på ægte porcelæn, hvid dug og med sølvbestik skal ikke indtages i badesandaler og en beskidt t-shirt.


Efter middagen fortrækker gæsterne mætte til lounge- eller udkigsvognen. Den er indrettet som en klassisk, lidt tung engelsk dagligstue. Her er store bløde sofaer, overdimensionerede lænestole og en velassorteret bar. Folk taler sammen på kryds og tværs om dagens oplevelser.

»Åh, de er fra Danmark!«, udbryder en kvinde begejstret, da jeg forklarer, hvor min mærkelige accent stammer fra.

»Så kender De måske Jim? Han arbejdede i Danmark og er en af vores gode venner«.


Jim!?! Det siger mig ikke umiddelbart noget. Kvinden forklarer tålmodigt, at han arbejdede på ambassaden i København. Det viser sig, at hendes gode ven var USAs ambassadør i Danmark. Samt personlig ven med USAs 43. præsident, George W. Bush.

Efter en “nightcap” er det tid til at finde tilbage til sovepladserne. Turen med Rovos Rail nærmer sig sin afslutning. To dage efter de elegante togvogne forlod stationen i Cape Town, nærmer hovedstaden Pretoria sig langsomt.

Dermed er to dages magisk eventyr også forbi. Og det er umuligt ikke at forlade toget og tænke, at man da gerne var blevet ombord lidt længere.

Pride of Africa er navnet på toget som Rovos Rail sender på tværs af Sydafrika (foto: Rovos Rail Tours)

Posted

in

,

by