Formel 1, oliepenge og ”Land of Fire”. Disse tre stikord til Aserbajdsjans hovedstad kan mange sikkert nikke genkendende til. Baku er dog MEGET mere end det. Her er artiklen med et hav af insidertips til Baku.

Af Per Heide, Flybranchen.dk korrespondent

Aserbajdsjan og hovedstaden Baku havde i mange år været en hvid plet på mit relativt velbesøgte verdenskort. Det var derfor ret begrænset, hvad jeg på forhånd kendte til den sydkaukasiske by langt mod øst ved Det Kaspiske Hav.

Overdådige grand prix-events, oliepenge og ”land of fire” var nogle af de få begreber, jeg forbandt byen og landet med. Baku viste sig hurtigt at byde på en hel del mere.

Og turismen vokser da også stærkt for Aserbajdsjan i disse år. Antallet af turister er tredoblet siden 2006, og i 2017 oplevede landet en vækst i turistøkonomien på næsten 50%. Det var den højeste vækst af alle lande i hele verden.

Arkitektur på speed

Følelsen rammer dig det sekund, du fysisk sætter foden på aserbajdsjansk jord. Fra du sætter foden på det bløde, lyse gulvtæppe i lufthavnen, til du går gennem den top-tjekkede lufthavn (som primært består af én kæmpemæssig glasfacade) til du kører ind mod byen ad den firsporede motorvej. Følelsen af orden, velplejethed, af overskud, af massive oliepenge – samt en arkitektur på speed.

På vej fra lufthavnen passerer vi bygningsværker, som man til forveksling kunne finde i Dubai – større, højere, vildere, synes mottoet at være til denne symfoni af glas og stål.

Hér er der lånt lidt fra ”Turning Torso” i Malmö, dér har man kopieret formen fra ”Sejlet”, luksushotellet Burj-Al-Arab i Dubai. Og ved havnen skyder et nyt shopping-center op, som med sine hvide ”muslingeskaller” ser ud til at være kraftigt inspireret af Utzons operahus i Sydney.

Så Baku er på én og samme tid hypermoderne og meget gammeldags. Der er absolut ingen grænser for, hvad arkitekturen kan, og wow-faktoren er umådelig høj. Byen er skabt til at ville imponere den besøgende.

Og samtidig rummer byen fantastiske, historiske områder fra oldtiden, hvor man i den grad mærker historiens vingesus, når man går på opdagelse inde bag den gamle borgmur (i øvrigt på UNESCOs kulturarvsliste), ved Jomfrutårnet, Shirvanshahs Paladset, osv. Bakus gamle bydel byder på en smuk bymur, fæstningsværker og tårne.

Det er lige præcis dét, der gør Baku til en yderst fascinerende oplevelse. Det ene øjeblik befinder du dig 900 år tilbage i tiden, mens du går langs bymuren og beundrer tårne, forsvarsværker, kanoner og moskéer. Du indsnuser duften fra tehuse, tæppehandlere, restauranter og vandpibecafeer, der er som taget ud af et eventyr fra 1001 Nat.

Det næste øjeblik står du og kigger på byens ikoniske og hypermoderne vartegn, ”Flame towers”. Helt i byens – og landets – selvforståelse er det udformet som tre fakler.

Eller det fantastiske olympiske stadion på vej ind til byen. Eller verdens største tæppemuseum, hvor bygningen naturligvis selv er udformet som et kæmpe, udrullet tæppe. Eller Heydar Aliyev-centeret, et kæmpe kongres- og udstillingscenter, kåret til verdens smukkeste bygning i 2014 og udformet som en kopi af landsfaderens Heydar Aliyevs underskrift.

Byen imponerer nat og dag

Der er masser af muligheder for at beundre byens utrolige arkitektur, og det giver god mening, at byen ser sådan ud, når man ved at oliepengene er rigelige ved Det Kaspiske Hav. Og synes man bygningerne er imponerende om dagen, så får det hele lige et ekstra tvist når mørket bryder frem.

Lysshowet på ”Flame Towers” om aftenen får dig i den grad til at tabe kæben. Det skifter mellem landets nationalfarver og brændende ild, og er et lysshow, der simpelthen skal opleves.

Udover gratis lysshow om aftenen, så frister også massevis af restauranter i alle tænkelige prisklasser. Prøv f.eks. nogle af de lokale hvor nationalretten ”Plov” serveres, en sammenkogt ret med kød, safranris, svesker og løg. Rå grønsager, diverse salater, lam og alle former for kebab er desuden andre populære indslag i det lokale køkken.

Og efter en god middag er der mulig for at nyde en kølig øl på én af de mange kælderbarer med livemusik, herunder især jazz. Selvom Aserbajdsan på papiret er et muslimsk land, så serveres der alkohol de fleste steder, og næsten ingen kvinder er tildækket eller bærer tørklæde. Man virker til at have et relativt afslappet forhold til religionen her.

Aserbajdsjan er da også officielt en sekulær stat, og har desuden religionslighed, hvilket betyder, at Islam og landets øvrige religioner – kristne, hinduer osv. – er komplet ligestillet.

Er Baku et mini-Dubai?

Som i Dubai er der ingen grænser for galskaben i Baku – alt er muligt. Der er desuden utrolig rent og velplejet overalt. Parkerne fremstår som var de klippet med neglesaks, og der er konstant personale på gaden til at feje, passe og pleje. Boulevarderne er brede og mondæne, flankeret af flotte velrenoverede herskabslejligheder, luksushoteller og kontorbygninger.

Skolebørnene går rundt i uniformer, og der er masser af (færdsels-)politi på gaden. Kort sagt oser Baku af styr på sagerne.

Byen har som nævnt et utroligt velplejet ydre, og i centrum og ved havnefronten er stort set alle spor efter ca. 70 års kommunistisk regime stort set som blæst væk. Kigger man dog nærmere efter – det gælder både ude i forstæderne, men også længere oppe ad de bakker, som Baku er bygget op ad – så falder det i øjnene, at byfornyelsen ikke alle steder er lige fremskreden.

Oppe bag Teze Pir-moskéen, som pt. ligner en kæmpe byggeplads, kan man se eksempler på, hvordan de lokale boede under sovjetstatens herredømme. Kommunismen ses alligevel i små glimt i en by, der ellers oser af storkapitalisme og sort guld.

Shopping og wifi

For de indkøbslystne er der masser af dyre mærkevarebutikker og shoppingcentre at besøge. Havnefronten er utrolig hyggelig til en spadseretur, mens man nyder den velplejede park, spotter boreplatforme til havs, skyskrabere i det fjerne og lige checker nyhederne på sin telefon imens.

Gratis wi-fi? Jep, de lokale myndigheder har naturligvis sørget for gratis wi-fi i de fleste af byens parker, så det er bare om at surfe løs. Og når man så er på nettet, mens man går rundt inde i den gamle by, så er det helt konkret et eksempel på, når fortid og fremtid brager sammen i Baku.

Inden min rejse forestillede jeg mig, at Aserbajdsjan – som en tidligere sovjetrepublik – ville være meget russisk i sit udtryk. Både i forhold til de lokale indbyggere samt sprog og alfabet. Intet kunne dog være mere forkert.

Man føler faktisk nærmere, at man er i Tyrkiet. Det gælder både folks etniske rødder samt deres sprog, som da også er en tyrkisk dialekt. Det gør naturligvis det hele meget nemmere som besøgende turist, at gadenavne osv. er skrevet med det latinske alfabet (dog med enkelte specialtegn, bl.a. et spejlvendt ”e”) fremfor det kyrilliske.

Prisniveauet er absolut rimeligt. På gadeplan kan man spise frokost for en 25-30 kroner for en billig ret, og det er let at beregne priserne, da 1 aserbajdsjansk manat svarer til 4 danske kroner. En lokal indbygger fortæller, at en skolelærer tjener ca. 100 euro om måneden, så en dansk turist og pengepung kommer langt i Baku.

Selve Baku er utrolig spændende at gå på opdagelse i, men da jeg også gerne vil nå at se de vigtigste seværdigheder ude omkring byen, beslutter jeg mig for at tage ud i det blå dagen efter.

Gobustan

Det er en solrig septembermorgen, da jeg næste morgen sætter kursen ud af bycentrum og ud til forstæderne. På vej ud af byen ligger der nogle temmelig slidte boligområder, som minder om de brasilianske favelhas, kun for kort efter at blive afløst af flot nybyggeri ved kysten. Her er smukke huse og lejligheder i gated communities, alle ligger opført bag høje hegn og pigtråd.

Snart ser jeg hele fundamentet for byens rigdom og imponerende udvikling. De første oliefelter dukker op langs min rute, og man føler sig nærmest hensat til Texas, når man betragter oliepumpernes karakteristiske, malende bevægelser, når olien hives op gennem brøndene.

Olieindustrien er naturligvis en meget synlig, gennem-gående faktor i Baku. Man forstår, hvorfor det under Ruslandsfelttoget var Hitler magtpåliggende at nå frem til oliekilderne i Kaukasus. Hans hære nåede dog aldrig mere end 500 kilometer i nærheden af Baku.

Turens første stop er samtidig det logiske, kronologiske startpunkt for hele landet. Den forhistoriske nationalpark Gobustan befinder sig ca. 60 km. udenfor Baku.

Det var her, landets oprindelige befolkning slog sig ned omkring 800 år før Kristi fødsel. og det er fascinerende at gå og se på tegninger hugget ind i klippevæggen af dyr, jægere, ild og religion. Vi er desuden inde i én af stenalder-folkets huler, som giver god skygge og sval temperatur på en varm dag som i dag, hvor vi nærmer os de 30 grader i solen.

Desuden ser vi ildsteder, og hvordan folket huggede dybe huller ned i klippen for at kunne benytte hullerne som en slags datidens køleskab. Fra stenalderfolk i Gobustan til toptjekket olieby ved Det Kaspiske Hav på tre tusinde år – den rejse Baku har været igennem er faktisk imponerende.

Gobustan er naturligvis på Unescos kulturarvsliste, hvorfor alle klipper på det store område også er nummererede.

Sort og brunt guld

Aserbajdsjan skylder naturligvis hovedsageligt sin velstand til sin rige undergrund, som udover olie og gas – og det er noget af en overraskelse – også indeholder helsebringende mudder!

Mit næste stop på dagens udflugt er muddervulkanerne i nærheden af Gobustan. Det er en ret vild følelse at befinde sig i en slags måneselskab med en masse små og store muddervulkaner, som ligger og sprutter og bobler.

Mudderet er ikke varmt ved overfladen, og min guide anbefaler mig at fylde noget på flaske og tage med hjem, da det efter sigende har en positiv virkning som ansigtsmaske – altså et sandt naturprodukt.

De muddervulkaner, jeg besøger i dag, ligger lidt afsides og kan derfor ikke nås ad asfalteret vej. Derfor har min guide kørt mig det sidste stykke i en gammel smadrekasse af en Lada. Bilen er endnu et eksempel på byens fortid, men den kan dog stadig få speedometret over de 100 km/timen – på trods af sine +30 år på bagen.

Jeg får som en ekstra oplevelse selv lov at køre det firhjulede kommunistsymbol på en kortere strækning. Udover utrolig dårlig affjedring kører den glimrende.

Land of Fire

Videre går det til Ildtemplet (”Ateshgah” på lokalsproget). Det er et helligt tempelområde, hvor der i 4000 år naturligt har brændt ild. Der ligger gasser lige under jordoverfladen, som fodrer ilden.

De oprindelige stammefolk gjorde stedet til en helligdom og tilbad ilden. Da den grundet generel gasudvinding i 1900-tallet gik ud, har man siden da kunstigt holdt ilden ved templet i live.

Templet er indrettet som et lille museum med diverse genstande og relikvier fra oldtiden. Det er spændende at gå rundt og udforske de forskellige dele af ildtemplet og blive klogere på befolkningens levevis for flere tusinde år siden.

Aserbajdsjan markedsfører sig som turistdestination med sloganet ”Land of fire”. Man forstår hvorfor, når man besøger Yanar Dag – ”Ildbjerget”. Her får man virkelig anskueliggjort, hvilke naturkræfter der findes i landets undergrund. Her kigger man direkte ind i store huller i bjergvæggen, hvor kombinationen af gasser i mange hundrede år naturligt har skabt store bål.

Principielt går der en lige linje fra disse underjordiske bål og til de tre hypermoderne fakkeltårne inde i byen. Nyt og gammelt på hver sin måde iført ildsprudlende gevandter.

Efter 48 fascinerende og intense timer i Baku går det atter retur til det kolde nord. Jeg ser tilbage på en yderst eksotisk oplevelse, som på spændende vis blander en hypermoderne metropol med oldhistorie og kultur. På vej hjem i flyet minder jeg mig selv om, hvad det egentlig er, byer som Baku kan: De tilbyder en helt anden oplevelse end en forlænget weekend i f.eks. Paris, Rom eller Barcelona. I Baku er der der eksotisk, der er anderledes og der er en arkitektur, som i bogstaveligste forstand brænder sig fast i din erindring.