LATAM Dreamliner flyet klar til turen til Påskeøerne (foto: Flybranchen.dk)

Rutetjek: Med rutefly fra Påskeøen

Påskeøen ligger i det sydlige Stillehav. Med over 3.500 km ind til fastlandet ligger øen mere end bare almindeligt isoleret. Dette er et af de mest øde steder på verdenskortet. Der er over 2.000 km til nærmest beboede ø, så det er næsten en underdrivelse at konkludere, at ‘her er langt til alting’.

Påskeøen hedder “Rapa Nui” det lokale sprog. “Isla de Pascua” på spansk. “Easter Island” på engelsk. Den er en del af Chile og kendt for sine enorme Moʻai statuer.

Disse har alle dage tiltrukket sig stor opmærksomhed og en deraf følgende turiststrøm. Det er dog ikke kun turister, som flyver mellem Påskeøen og hovedstaden Santiago i Chile. Her er både øboere, chilenere, forretningsfolk, embedsmænd og en masse andre ombord på flyet. Alle har de et behov for at komme mellem hovedlandet og den isolerede polynesiske ø, og de store afstande gør det oplagt at flyve.

Med LATAM til hovedlandet

Dreamliner-flyet fra selskabet LATAM flyet tilbagelægger ruten mellem Påskeøen (IPC) og hovedstaden Santiago (SCL) på fire-en-halv time. Med tidsforskel iberegnet, så giver det en dagsflyvning, hvor du tager afsted omkring middag og lander ved seks-tiden om aftenen.

LATAM er Latinamerikas største flyselskab og har hovedsæde i den chilenske hovedstad, Santiago. Flyafgang LA844 har afrejse fra Påskeøen ti minutter over tolv og ankomst til selskabet hjemmebase i Santiago klokken 18:20.

Tidsmæssigt passer det jo perfekt i begge ender. Du checker ud fra dit hotel i ro og mag om formiddagen, checker ind i lufthavnen, spiser en frokost på flyet, ser film, slapper af og lander til aftensmad i hovedstaden. Perfekt!

Verdens mest isolerede lufthavn

Mataveri International Airport på Påskeøen siges at være verdens mest isolerede lufthavn. Lufthavnskoden er IPC efter Påskeøens spanske navn: Isla de PasCua.

Billede: Mataveri International Airport på Påskeøen (foto: Flybranchen.dk)

De første rutefly kom fra det chilenske fastland til Påskeøen i 1967. Dengang var der tale om en månedlig afgang. Nogle år senere blev det til en ugentlig rute, og i dag er daglige flyforbindelser mellem hovedstaden og Påskeøen.

Der gælder en række forhold omkring lufthavnen på Påskeøen, som er ganske usædvanlige. Så isoleret som øen ligger er her en udpræget mangel på ‘diversion airports’ i nærheden – altså alternative steder at lande i nødstilfælde – så det kræver sine forholdsregler.

Reglen hedder, at så snart et fly har kurs mod Påskeøen og er nået over halvvejs mellem fastlandet og Mataveri lufthavnen, så må alle andre fly vige. Ingen andre fly må opholde sig mere end halvvejs fra fastlandet indtil det første fly er landet sikkert på Påskeøen.

Forklaringen er, hvis det første fly skulle få et uheld og lukke start- og landingsbanen på Påskeøen, så skal det andet fly kunne nå at vende om. Det fortæller alt om, hvor isoleret dette sted er.

Billede: LATAM flyet står klar til afgang i lufthavnen på Påskeøen (foto: Flybranchen.dk)

Påskeøens hyggelige lufthavn

Lufthavnen på Påskeøen er hyggelig – den er næsten charmerede lille. Der er to daglige flyvninger til fastlandet med LATAM, og i højsæsonen kommer det tal op på tre. Her er således aldrig travlt i lufthavnen.

Boarding foregår til tiden – og til fods. Flyet fra LATAM er en Boeing 787-8 Dreamliner med registreringen CC-BBB. Maskinen er fra 2012 og rummer 30 passagerer på Business Class samt 217 sæder på Economy Class.

Billede: LATAM Boeing 787-8 Dreamliner flyet (foto: Flybranchen.dk)
Billede: Række 27 på Economy Class på Dreamliner flyet fra Påskeøen til Santiago (foto: Flybranchen.dk)
Billede: Dreamliner flyets vinduer kan blændes ned ved at trykke på knappen under ruden (foto: Kenneth Karskov)

Hele lufthavnsoplevelsen er afslappet, selvom der er lidt kø ved sikkerheds- og toldkontrollen. Maskinen er i luften ti minutter før planlagt afgang, for luftrummet over øen er på grund af restriktioner ikke præget af travlhed.

Ved sædet ligger der en pude, så man kan gøre sig behagelig på den lange flyrejse. Sædet er komfortabelt og nakkestøtten kan indstilles individuelt, så det faktisk er muligt at sidde helt behageligt her.

Alle passagerer har egne skærme. Lidt overraskende er skærmene fastmonteret og kan ikke vippes, så man kan ikke kompensere vinklen på skærmen alt efter hvor høj eller lille man er. De er til gengæld fyldt med film og underholdning til turen.

Billede: Velkommen ombord hos LATAM (foto: Flybranchen.dk)
Billede: Alle passagerer har egen skæm, som er fyldt med film og underholdning (foto: Flybranchen.dk)
Der er 3.500 km fra Påskeøen til fastlandet. Det er en lang flyrejse til Santiago (foto: Flybranchen.dk)

Frokost på flyet

Efter tre kvarters flyvning bliver der serveret frokost på flyet. Valgmulighederne er kylling med ris eller ravioli med ost. Kyllingen er ekstrem salt og den tilhørende ris har fået for lidt. Det havde været rart med lidt grøntsager eller en salat, men det er der ikke blevet plads til på bakken. Desserten er til gengæld virkelig god.

Der er drinks til maden i form af øl, vin, juice eller sodavand. Efter maden samler personalet bakkerne ind og serverer endnu en runde drikkevarer. Det er samme udvalg som til maden plus kaffe/the.

Med frokosten vel overstået er det sådan set bare at slappe af og nyde resten af turen. Flyet smider hjulene på jorden i hovedstaden Santiago 30 minutter før tidspunktet angivet i tidstabellen. Dermed er turen med LATAM fra Påskeøen til hovedlandet slut.

Billede: Economy Class er indrettet 3-3-3 (foto: Flybranchen.dk)
Billede: LATAMs inflight magasin hedder “Vamos” (foto: Flybranchen.dk)
Billede: LATAMs indenrigsrutenetværk er stort (foto: Flybranchen.dk)

Posted

in

, ,

by