Regeringens coronapas skal kickstarte flybranchen (foto: Kenneth Karskov)

Coronapas er på vej – kan vi snart rejse igen?

Et coronapas udviklet af regeringen skal sætte skub i koncerter, restaurantbesøg og ikke mindst rejser. Det haster, siger Danmarks Rejsebureau Forening.

Af Kenneth Karskov

Regeringen afslørede i dag på et pressemøde, at de vil gå sammen med relevante dele af erhvervslivet nu om at udvikle et coronapas. Det skal sætte gang i oplevelsesindustrien herhjemme samt i flybranchen – de dele af økonomien, som er hårdt ramt af nedlukningen.

Det skaber begejstring blandt de hårdt prøvede danske rejsebureauer, som i lang tid ikke har kunnet sende kunder ud at rejse.

”Jeg er virkelig glad for finansministerens melding i dag om coronapas. Det er et stort skridt på vejen til at få åbnet for rejser og ikke mindst branchen igen. Tidshorisonten på 3-4 måneder er dog for lang, og jeg mener, at vi skal arbejde på at få rammerne og det praktiske på plads så hurtigt som muligt. Ja, det kan faktisk ikke gå hurtigt nok,”, siger Lars Thykier, adm. direktør i Danmarks Rejsebureau Forening.

Regeringen har inviteret Dansk Industri, Dansk Erhverv og kulturlivet med i udviklingen af et digitalt coronapas. Der er dog endnu et hav af ubesvarede spørgsmål omkring coronapasset.

Klar inden sommerferien

For Dansk Rejsebureau Forening er det vigtigt, at coronapasset bliver anerkendt internationalt, og at det hele er klar 1. maj. I god tid inden den normalt indbringende sommerferieperiode.

”Jeg er helt med på, at der også i en rum tid endnu vil være lande ude i verden, som det coronamæssigt ikke er forsvarligt at besøge nu og her og måske heller ikke om et halvt år. Omvendt er der også mange lande, som vi formentlig kan rejse sikkert til om ganske få måneder, også uden for EU. Derfor er det vigtigt, at EU og WHO kommer på banen sammen, for den ideelle situation er, at coronapasset fra begyndelsen er internationalt”, siger Lars Thykier.

Flere flyselskaber arbejder allerede på egne coronapas. Det gælder bl.a. Lufthansa og British Airways. Flyselskabernes internationale organisation, IATA, arbejder også på et coronapas, og dette pas bliver afprøvet af bl.a. Emirates og Singapore Airlines. Så flere løsninger er altså allerede i spil, og det kan tyde på, at det kan blive omend meget svært med et coronapas, der gælder for samtlige flyselskaber og lande.


Posted

in

by