Tel Aviv er storby, strand og 300 solskinsdage

Tel Aviv har pulsen fra storbyen, stemningen fra badebyen og 300 solskinsdage om året. Her er alt det bedste fra Mellemøsten samlet ét sted. 

Af Kenneth Karskov

Tel Avivs strand er 15 km lang. Femten kilometer..! Et faktum, der alene kan indbringe Tel Aviv en plads på hitlisterne hos alverdens rejsemagasinerne, når klodens bedste badebyer skal kåres.

Israels næststørste by emmer nemlig af den særlige stemning, som findes i byer langs Middelhavet. Dresscoden dikterer badeshorts og bikini. De lokale får solskinstimerne til at gå med løb, cykling, træning, rulleskøjter og beach volley i strandkanten. Nøjagtigt som på enhver anden lækker strand i verden. 

I Tel Aviv dog med en ekstra tilføjelse, nemlig ”matkot”.

Matkot er Israels ophøjede version af strandtennis. Overalt på Tel Avivs strand kan man høre det hule dunk, dunk, dunk – lyden af den lille hårde plastbold, der rammer træbattet hos Matkot-spillerne.

Bold og bat kan købes for 10 shekel (ca. 17 danske kroner) på det lokale marked, så der er ingen undskyldning for at holde sig ude af spillet. 

Tel Avivs badesæson strækker sig fra maj til oktober, og i denne periode er der både livreddere og turistpoliti på stranden. Dertil kommer brusere, omklædning og toiletter samt en stribe entreprenante sjæle, der lejer solstole ud.

Strandområdet er omgivet af restauranter, barer og caféer, så stemningen er i top her.

[toc]
Billede: Tel Aviv nævnes ofte som en af verdens bedste badebyer (foto: Kenneth Karskov)

Spis: 23 lækre forretter

Når maven rumler og solen går ned, så er det på tide at finde et godt sted at nyde Mellemøstens gode mad. Restauranten ‘Old Man and the Sea’ i Tel Aviv-bydelen Jaffa er kendt for sin kavalkade af lækre forretter, der nærmest virker endeløs. 

En, to, tre, fire. Tjenerens arm flyver frem og tilbage mellem serveringsvognen og bordet, som han fylder med små tallerkener. Ti, elleve, tolv. Lavinen af forretter fortsætter, selv om her allerede står fløjlsblød humus, sprøde falafler og dampende varme fladbrød. 20, 21, 22. Først ved tallerken nr. 23 stopper festen, da bordet ganske enkelt ikke kan rumme mere. 

Forretterne bliver serveret sammen med en kande læskende mint-lemonade,. Det her kunne snildt være et helt måltid i sig selv, men der kommer også ho- vedretter. Her bliver bordet beriget med både friskfanget fisk og kebabspyd fra grillen. Det er en ordentlig omgang.

Atmosfæren er livlig, betjeningen uformel, og snakken går lystigt omkring bordene. Publikum består af unge og gamle, arabere og jøder, turister og lokale. Regningen endte på 130 shekel pr. person (ca. 225 kr.). Old Man and the Sea ligger på Kedem Street nr. 83 i Jaffa. 

Billede: Fløjsblød humus og lune pita er en skøn snack (foto: Kenneth Karskov)

Oplev: Mellemøstens smukke farver

Der er kun få ting, der er mere fascinerende ved Mellemøsten end regionens farver. De dybrøde tomater, violette auberginer og grønne bundter af kruspersille. Det er farverne, der gør Mellemøstens markeder så betagende. De smukke nuancer kan få selv simple fødevarer til at ligne små stykker kunst. 

Det fortsætter med frugten. Både de modne stykker frugt, de tørrede og de skiveskårne, som er klar til at blive indtaget med det samme. Dadlerne ligger i store, flotte bunker og byder sig til.

Er din eneste erfaring med dadler den lidt triste pakke til jul, så prøv de vidunderlige medjoul dadler – også kaldet dadlernes konge. Det vil være en helt ny verden, der åbenbarer sig. 

Billede: Carmel markedet i Tel Aviv sælger frugt, kød, køkkenudstyr og meget andet (foto: Kenneth Karskov)
Billede: Det lokale bagværk er både sødt, sprødt og lækkert (foto: Kenneth Karskov)

Carmel-markedet er beliggende på Carmel Street i Tel Aviv. Her er åbent alle dage undtagen lørdag. Det er godt at ankomme hertil med en smule appetit.

Nyd et glas forfriskende limonade på markedet. Smag på det lokale bagværk, som er så sødt, at plomberne i munden vil hvine af sødmen. Få lidt at spise på de små spisesteder. 

Og køb så det Matkot-sæt med bat og bold. Carmel markedet byder også på kød, fisk, blomster, køkkenredskaber, krydderier, brød, nødder samt souvenirs og legetøj. 

Billede: Grøntsagsboderne på Carmel markedet er fulde af farver (foto: Kenneth Karskov)
Billede: Forskellige slags oliven, der sælger i løs vægt på markedet (foto: Kenneth Karskov)

Se: Tel Avivs modsætning

Tel Avivs diametrale modsætning er Jerusalem. Blot en times kørsel er der mellem de to byer, men kontrasten kunne knap være større. Tel Avivs badetøj, solbriller og strandtennis er skiftet ud med Jerusalems kalotter, bredskygget hatte og slangekrøller. 

Der er god grund til at lægge et besøg i Jerusalem ind i rejseplanen, når du kommer til Israel. Jerusalem er en by som ingen anden, og hvis klicheen om ”historiens vingesus” hører til noget sted, så er det her.

Billede: Grædemuren i Jerusalem, blot en times kørsel fra Tel Aviv (foto: Kenneth Karskov)

For det er her, Jesus blev korsfæstet. Det er her Muhammed steg til himmels. Det er her jøderne finder deres største helligdom, Grædemuren.

Så om fredagen valfarter jøderne til Grædemuren som optakt til shabbat. Imens beder muslimerne fre- dagsbøn på Tempelpladsen lige oppe over. Og kristne grupper går ad Via Dolorosa – korsets vej – bærende på store trækors – præcis samme rute, som  Jesus menes at have gået. 

Tre af verdens store religioner krydser klinger i Jerusalem. Jødedommen, kristendommen og islam. Det gør byen til noget helt udover det sædvanlige.

Jerusalem kan klares som en en dagstur fra Tel Aviv. Minibusser kører frem og tilbage mellem de to byer flere gange i timen, og turen koster 25 shekel (ca. 43 kr.) pr. vej. 

Billede: Den Hellige Gravs Kirke i Jerusalem. Her menes Jeres at være begravet (foto: Kenneth Karskov)

Bo: Her er dit hotel i Tel Aviv

Hotellet InterContinental David Tel Aviv ligger lige i smørhullet i byen. Her er blot fem minutters gang til strandpromenaden, Carmel-markedet og det trendy Neve Tzedek- kvarter.

InterContinental David Tel Aviv har spa, fitness, pool, kæmpe lobby, overdådig morgenbuffet og alt hvad der forventes af et femstjernet luksushotel. Pris fra kr. 1.025 kr. pr. person pr. nat i delt dobbeltværelse.  Se mere på telaviv.intercontinental.com

Tip: Tag i lugthavnen i GOD tid

Lufthavne i Israel er ikke som andre lufthavne. Sikkerhedsniveauet er tårnhøjt og du skal sætte god tid af til at komme igennem Tel Avivs lufthavn. Rigtig god tid.

Du vil blive interviewet, vurderet og undersøgt. Din bagage vil få en endnu grundigere tur. Sikkerheden i Tel Avivs lufthavn er tårnhøj, og du kan få et bedre indtryk af det i denne anmeldelse af Finnair på ruten fra Tel Aviv til Helsinki – klik her. Selve flyoplevelsen var middelmådig, men læs mere om hvad du kan forvente dig af turen igennem Tel Avivs lufthavn.


Posted

in

,

by