Gadebillede fra byen Staufen im Breisgau i Schwarzwald, Tyskland

Den ultimative Schwarzwald guide: 7 dages episk gør-det-selv rejse

Schwarzwald er Tyskland, når det er allerbedst. Jeg blev blæst bagover af Schwarzwalds overflod af oplevelser med både vinmarker, vandfald og verdens bedste forlystelsespark. Følg denne gør-det-selv guide til et af Tysklands mest fascinerende områder, hvis du vil være sikker på at få det hele med.

Af Kenneth Karskov

Hvert gang jeg lagde et billede op fra Schwarzwald, blev det mødt med kommentarer i den her stil: “Wauw! Det ser lækkert ud. Hvor er det henne?”. For Schwarzwald kan noget som overrasker mange danskere. Det er et andet Tyskland end Hamburg og Berlin.

Min rejseplan til Schwarzwald blev lavet med hjælp af eksperterne hos Tysk Turist Information i Danmark og Schwarzwald Tourismus i Tyskland. De sørgede for, at jeg fik alle højdepunkterne med.

Alle deres små hemmeligheder vil jeg nu dele med dig. Du er velkommen til at følge denne rejseplan eller bruge den som inspiration til din egen rejse til denne skønne del af Europa. Rejseplanen er lavet til dig, som gerne vil opleve alt det bedste fra Schwarzwald på egen hånd.

Og læs med helt til slut i artiklen. For højdepunktet i Schwarzwald ligger til allersidst på ruten.

Episk rejseplan til Schwarzwald

Foto: Eventyrstien ved Bad Wildbad – Märchenweg på tysk (foto: Kenneth Karskov)

Introduktion: Hvad er Schwarzwald?

Schwarzwald er en grøn og bjergfuld del af Tyskland. Området ligger i Tysklands sydvestlige hjørne ved grænsen til Frankrig og Schweiz. Den største by er Freiburg im Breisgau, der også kan prale af at være Tysklands mest solrige by. Og solen gider man jo godt, ikk’?

Schwarzwald er mere end “bare” en skov. Området er på størrelse med to gange Fyn. Skoven i sig selv er fantastisk og det siges, at Brødrene Grimm fik inspirationen til flere af deres eventyr i Schwarzwald. Det kan man sagtens forestille sig, når man bevæger sig rundt i området.

Det vrimler med oplevelser i Schwarzwald. Spektret af ting du kan opleve er virkelig bredt, så din første opgave er at finde ud af, hvad du gerne vil have ud af rejsen. Er det vinsmagning, hiking eller landsbystemning? Spa, veterantog eller gourmet? Mulighederne er uendelige.

Du skal regne med at bruge 5-6-7 dage i Schwarzwald. Så kan du få lidt af det hele. Læg nogle ekstra dage oveni, hvis du gerne vil gå i dybden med området.

Jeg satte elleve dage af til besøget i Schwarzwald. Det er mere end de fleste plejer at bruge der. Du kan jo vælge og vrage i oplevelserne, som du lyster. Lægge til og trække fra. Personligt ville gerne have både bjerge, vin og forlystelser. Samt små hyggelige byer, hikingture og god mad.

Jeg fik meget mere end bare det. Jeg fik verdens bedste skovtur.

Episk 7-dages rejseplan til Schwarzwald

Det kan være svært at finde information om Schwarzwald på dansk. En række tyske hjemmesider har nyttige tips til området, men der er ikke meget på dansk om Schwarzwald.

Så jeg var faktisk lidt på bar bund, da jeg startede min research. Og derfor skal du bare bruge løs af alle de tips og tricks, som jeg fik forærende fra de gode folk på turistkontoret.

Hvis du vil besøge Schwarzwald, så er de nedenstående fem punkter obligatoriske. Den her rejseplan er på syv dage og vil give dig en decideret vidunderlig uge i denne skøn del af Europa.

  • 1 nat i Bad Wildbad med spa, hængebro, skovtårn og trætopstien
  • 2 nætter i Freiburg im Breisgau med sightseeing, marked og domkirke, 
  • 2 nætter ved Scluchsee med luksus, damptog og afslapning
  • 1 nat i Staufen im Breisgau med vin, borgruin og leben
  • 1 nat ved Europa-Park og badelandet Rulantica (især hvis du har børn med på rejsen)

Sådan kommer du til Schwarzwald

Der er 800 km fra den dansk-tyske grænse til toppen af Schwarzwald. Jeg kørte fra København til Schwarzwald med et stop på vejen i byen Celle, der er spækket med smukke bindingsværkshuse, samt i vinbyen Rüdesheim am Rhein.

Du kan også vælge at flyve. easyJet flyver direkte fra København til EuroAirport Basel Mulhouse Freiburg (BSL). Herfra er der blot 40 km til Schwarzwalds største by, Freiburg. De fleste flyselskaber – inklusive easyJet – sælger denne lufthavnen som Basel, men den dækker faktisk alle tre byer; Basel i Schweiz, Mulhouse i Frankrig og Freiburg i Tyskland.

Det er nemt at komme rundt i Schwarzwald med både bus og tog. Eller på cykel, i bil eller med vandrerstøvler på. I det hele taget er det et område med en enormt god infrastruktur. Offentlig transport, cykelstier, vandrerruter og veje er alle tiptop.

Schwarzwalds bedste byer

Baden-Baden

Hvor lang tid: 1 dag
Hvor skal du bo: Vienna Townhouse Batschari i Baden-Baden (en gammel cigaretfabrik, der er bygget om til hotel)

Baden-Baden vil for mange være det første stop i Schwarzwald, hvis man kommer oppe fra nord. Det skyldes at byen ligger helt oppe i toppen af Schwarzwald-området. Det bor knap 55.000 mennesker i Baden-Baden og byen er kendt for sine varme kilder, eksklusive livsstil samt verdens – efter sigende – smukkeste casino.

Casinoet i Baden-Baden er omtalt som verdens smukkeste af sin slags
Casinoet i Baden-Baden er omtalt som verdens smukkeste af sin slags (foto: Kenneth Karskov)

Det var Marlene Dietrich, som betegnede det som “the most beautiful casino in the world”. Den tysk-fødte amerikanske skuespillerinde besøgte Baden-Badens casino og blev dybt betaget af stedet og dets 250 år lange historie.

Casinoet ligger i hjertet af byen. Hele området omkring centrum af Baden-Baden har fået lov til at stå uberørt af verdenskrigene. Det giver stedet et helt særligt præg.

I Baden-Baden findes de flotte og dyre butikker, lækre hoteller samt hyggelige restauranter i små gårdhaver. Som på billedet herover. Byen tiltrækker et velhavende klientel af gæster, så det føles som at være i en – lille – storby.

På din tur igennem Schwarzwald vil du hurtigt opdage, at denne “storby”-følelse står i skærende kontrast til områdets mange hyggelige landsbyer. Næste gang du møder byen bliver i Freiburg, så nyd det leben som Baden-Baden byder på. Og så er du for alvor klar til at bevæge dig længere ind i skoven.

Bad Wildbad

Hvor lang tid: 1 dag
Hvor skal du bo: Hotel Rothfuss i Bad Wildbad. Med pool, jacuzzi og skøn udsigt.

Det er køreturen fra Baden-Baden til Bad Wildbad, der rigtigt giver dig følelsen af at være i Schwarzwald. Så er man for alvor på vej ind i skoven. Ad små veje med træer til begge sider og med højdedrag, skovrygge, landsbyer, dale og det hele.

Bad Wildbad er en af Schwarzwalds historiske spa-byer. Her har folk har dyrket wellness i flere århundrede. Der er omgivet af skov til alle sider, og det er på alle måder et hyggeligt lille sted.

Men jeg havde ikke overnattet her, hvis det var det. Bad Wildbad har dog tre geniale attraktioner, der snildt kan retfærdiggøre en nat her. For disse tre ting giver dig et fuldstændig genialt indtryk af Schwarzwald.

Den første er en hængende skovsti, kaldet “Baumwipfelpfad Schwarzwald“. Det er en sti i højde med trættoppene, hvor du går rundt i op til 20 meters højde. Her kan du nyde udsigten fra toppen af skoven. Stien er 1.200 meter lang og fører dig direkte videre til den næste attraktion.

Nemligs videre til et 40 meter højt skovtårn. Det ligner umiddelbart deamme t tårn som mange danskere kender fra TV 2s julekalender ’Tinka og Kongespillet’. Tyskerne har dog tilføjet en detalje, som må gøre det danske skovtårn grøn af misundelse.

I midten af tårnet i Schwarzwald løber et langt, skinnende metalrør. Røret snor sig ned igennem tårnet som serpentiner til en nytårsfest. Det er en legesyg hjerne, der har udtænkt det her. Efter man har spadseret hele vejen til toppen, klemmer man sig ind i metalrøret, giver los og er nede på ingen tid.

Herefter fortsætter du igennem den mest eventyrlige del af skoven. “Märchenweg” står der på et lille skilt – Eventyrstien – og her har folk lavet små figurer af sten. Eventyrstien fører videre til den næste udfordring: Wildline.

Det er en hængebro, der rækker hen over en skovklædt kløft. Der er 60 meter ned. Tres meter. Så selv en let brise kan tydeligt mærkes. Broen er sølle 1,20 meter bred, knap 400 meter lang og naturligvis lavet med gitterbund, så man altid kan se ned i afgrunden.

Freiburg im Breisgau

Hvor lang tid: 2 dage
Hvor skal du bo: IntercityHotel Freiburg (billigt, har p-kælder og ligger ved den gamle bydel. Der findes dog mere charmerende hoteller i byen)

Freiburg er Tysklands mest solrige by. Her bliver der ganske enkelt målt flere solskinstimer end i nogen anden større tysk by. Det er jo en god start.

Freiburgs vartegn er den store domkirke – kaldet Münster. Den er næsten lige så gammel som byen. Og Freiburg kunne i 2020 fejre 900 års fødselsdag. Så der er masser af historie her.

Omkring kirken er der marked hver morgen og formiddag. Sådan har det været i århundreder. Bønder og småhandlende stiller boder op med alskens varer. Her er alt fra lokale delikatesser til udsøgt træskærerarbejde. Det er rigtigt hyggeligt.

Om eftermiddagen skal du komme tilbage til torvet i Freiburg. Så er markedet væk, men nu er det tid til at nyde et glas vin. “Alte Wache – Haus der Badischen Wein” serverer god lokal vin. Tysk vin får al for lidt respekt, så det her er en god mulighed for at prøve kræfter med den lokale vinproduktion.

Alte Wache serverer også en sommerlig drik kaldet “Kalte Sofie”. Det er iskold vin, enten rød eller hvid. Det kan være sjovt at prøve på en varm solbeskinnet sommerdag i Freiburg.

Europa-Park

Hvor lang tid: 2 dage
Hvor skal du bo: Hotel Krønasår i Europa-Park (nyt hotel med skandinavisk tema og gode familieværelser).

Schwarzwald er i høj grad naturoplevelser. Derfor kan det være overraskende, at dette hjørne af Tyskland også er hjemsted for verdens bedste forlystelsespark. Den fine titel har Europa-Park fået tildelt af fagtidsskriftet Amusement Today. Som har kåret Europa-Park til verdens bedste seks år i træk!

Det er noget af et afbræk fra Schwarzwalds små, traditionelle landsbyer pludselig at stå her. Det her er noget anden end skov og stilhed. For Europa-Park er et vidunderligt fiktions-univers med tegneseriefigurer, eventyr og vanvittige forlystelser. Bare glæd dig!

Europa-Park er udtænkt af familien Mack, der har skabt sig et navn på at producere kørende forlystelser til hele verden. En række af de vildeste og mest vovede af forlystelserne har de så placeret i deres egen park i Schwarzwald.

Forlystelserne veksler mellem både sindsyge, sjove og søde. Europa-Park er delt ind i en række områder, som er tematiseret efter lande og regioner, f.eks. Skandinavien, Grækenland og Frankrig. Det er hyggeligt at spadsere rundt her, for der er noget nyt at opleve omkring hvert hjørne.

Nogle områder er mere action-prægede, mens andre er mere rolige. Det giver en god variation i oplevelsen. Dertil kommer at Europa-Park er kæmpestor, så man keder sig aldrig i parken.

Hvis du har børn med på turen – eller evner at finde dit indre legebarn frem – så venter her nogle fantastiske timer. Én dag er faktisk for lidt til at opleve hele Europa-Park, så tag en overnatning her og få det hele med.

Besøg samtidig Europa-Parks nyåbnede vandland, Rulantica. Vandlandet kræver en separat billet, men det bliver altså et par sjove, intense og uforglemmelige dage i Europa-Park.

Triberg

Hvor lang tid: 1 dag
Hvor skal du bo: Hotel Café Adler (værelser i hovedgaden oven på konditoriet)

Byen Triberg er kendt for tre ting: Kukure, lagkage og Tysklands højeste vandfald. Det er grunde nok til, at du kan retfærdiggøre et stop her.

De fleste kommer her for vandfaldet. “Triberger Wasserfälle” starter i 872 meters højde. Derfra falder vandet ned over syv plateauer, så det ligner at de mange tusinde liter ferskvand elegant spadserer ned af en trappe med syv trin. Vandfaldet ligger omgivet af skoven og er en nem spadseretur.

I Triberg findes også konditoren som praler af at være i besiddelse af den originale opskrift til Schwarzwälder Kirschtorte. Det er Tysklands mest berømte kage. En stor, flot lagkage med chokoladebunde, flødeskum og kirsebær.

På konditoriet Cafe Adler i Triberg har kagen også fået et ordentligt skvæt Kirschwasser. Det er en potent frugtbrændevin lavet på knuste kirsebær – og den kan smages! Så er der ikke længere tale om bagværk, man ville smide på bordet til en børnefødselsdag, men noget med langt mere krudt i. Det er slet ikke dumt!

Kukurets oprindelse kan spores til Schwarzwald. I og omkring byen Triberg går de særligt meget op i kukurene. Så har du interesse i de klassiske overpyntede ure til at hænge på væggen, hvor en lille fugl kommer frem hver hele time og kukker, så er du landet det rette sted.

Små 17 km fra Triberg ligger Gutach. Det er ca. en halv times kørsel. I Gutach findes en bobslædebane, som kan få smilet frem hos både store og små. På “Sommerrodelbahn Gutach” bliver du trukket hele vejen op til toppen i den lille bobslæde, og så går det ellers nedad i en fart i de små vogne. Hvis du giver los kan du få dem op på en topfart på 50 km/t.

Slut dagen af med en godt måltid på en lokal beværtning, som på billedet herunder. Du har fortjent en stor kold øl fra det lokale Rothaus bryggeri. Dertil en tallerken tallerken med “Schweinshaxe” – en ovnstegt svineskank med sprød svær. Serveret i et traditionelt bjælkehus fra bjergene.

Det er sindsygt hyggeligt og næsten så tysk, som det kan blive. På den gode måde.

Schluchsee

Hvor lang tid: 2 dage
Hvor skal du bo:: Vier Jahres­zeiten am Schluchsee (luksushotel med wellness, kæmpe pool og lækker mad)

Schluchsee er en lille by ved en af Schwarzwalds søer. Faktisk den hyggeligste af søerne, har en guide tidligere på turen fortalt.

Selvom Scluchsee ikke er Schwarzwald mest berømte sø, så er den mindst lige så flot. Her er også markant færre turister. Du kan leje en lille eldrevet båd for 13 Euro (ca. 98 danske kroner) for en halv time og sejle søen rundt.

Trænger du til at blive forkælet, så glæd dig til at tjekke ind på Hotel Vier Jahreszeiten ved Schluchsee. Hotellet er en klassiker i området og har mange faster gæster, der kommer tilbage år efter år.

Værelserne er lækre og moderne. Poolområdet er kæmpestort. Her er et væld af aktiviteter og sport. Tilmed er restauranten fremragende. Så det er et perfekt sted at slappe af i nogle dage.

Den mest berømte sø i Schwarzwald hedder i øvrigt Titisee. Denne sø er bestemt også den mest turistede del af Schwarzwald. Flere har advaret om, at man skal kigge mod andre steder i regionen for at få de autentiske oplevelser. Så det er vist meget godt at opholde sig ved Schluchsee i stedet.

Tag en afstikker til Feldberg for Schwarzwalds højeste punkt. En svævebane fører op til toppen med en skøn udsigt over skoven. Fortsæt til Todtnau for at se det flotte vandfald. En sti fører igennem skoven til det smukke vandfald.

Og en ting mere i Todtnau…

…nemlig Hasenhorn Coaster’en. En næsten tre kilometer lang bobslædebane. Igen, tænker du måske. Denne her er MEGET vildere. Du kører op i svævebanen. Og suser ned ad den snørklede bane, som kan ses i højre hjørne på billedet herunder.

Udsigten er vidunderlig. Det er dog strengt forbudt at tage billeder på vej ned. Det går alt for stærkt. Begge hænder skal være på håndtagene. Du trykker håndtagene ned for at få fart på. Du slipper håndtagene (eller trækker dem tilbage) for at bremse. De 2600 meter tager blot nogle få minutter. Og så vil man gerne op og prøve en tur mere…

Blumberg

Hvor lang tid: 1 dag
Hvor skal du bo: Hotel-Gasthof Kranz i Blumberg

I Blumberg starter jernbanestrækningen, der går under navnet “Grisehalebanen” – eller på tysk: Sauschwänzlebahn. Det er Tysklands mest imponerende og usædvanlige togstrækning.

På stationen i Blumberg står et gammelt damplokomotiv fra 1950’erne og varmer op. Det skal trække de historiske togvogne ned til Weizen, en togtur på godt en times tid. Strækningen kaldes ‘Grisehalebanen’ fordi den snor sig igennem Schwarzwald som halen på en glad økologisk frilandsgris. 

Det er over 40 år siden, at Deutsche Bahn indstillede passagerdrift på denne strækning. Et hold ildsjæle har dog stædigt vedligeholdt det gamle damplokomotiv og kører strækningen som museumstog. 

Røgen fra lokomotivets skorsten hænger tungt over de små landsbyer langs strækningen. Alle steder hvor sporet krydser bilisternes vej, stopper folk op og tager billeder af toget.

Charmen ved turen kan ingen tage fra veterantoget, som tøffer igennem det smukke landskab med dale, broer, skov, marker og tunneller. 

Staufen im Breisgau

Hvor lang tid: 1 dag
Hvor skal du bo:: Gasthaus zum Hirschen i Staufen

Staufen im Breisgau er en lille perle i Schwarzwald. Byens huse er malet i sarte pastelfarver med hvide vinduer og skarpe kontrastfarver på skodderne. Gadelamperne ligner noget, der er blevet stjålet på et eventyrslot. Og så laver de god, lokal vin.

Vinen skal nydes hos Peter Landmann. Druerne kommer fra de marker på det kegleformede bjerg bag byen. Her står de frodige grønne vinranker og soler sig op langs siderne af det 375 meter høje Schlossberg. 

Peter Landmanns vine skal man ikke kimse af. Det samme gælder hans prissætning. Vi taler om et vinkort der starter ved 20 danske kroner for et glas lokal hvidvin.

Som du kan nyde i en af Schwarzwalds hyggeliste byer, mens solens sidste stråler kærtegner dit ansigt. Det er næsten for godt til at være sandt.

I Staufen er man virkelig tæt på grænsen til Frankrig og Schweiz. Så om aftenen kommer der ostefondue og Flammkuchen på bordet.

Nede ad hovedgaden, inde i gården i nr. 56, serverer en lille restaurant de fineste udgaver af den lokale specialitet Flammkuchen. Den er en ultratynd hvid pizza med en knasende sprød bund, et tyndt lag ost, bacon og løg på toppen.

I den hyggelige gårdhave er denne lokale spise blevet blevet forfinet med bjergost og friske grøntsager fra markedet. Det er decideret instragram-venlig mad i de hyggeligste omgivelser, og som smager helt vidunderligt. 

Slut besøget i Schwarzwald af med at gå op til toppen af det kegleformede bjerget lige bag byen. Nyd udsigten over Staufen. Undersøg den 800-900 år gamle borgruin. Og tag synet af Schwarzwald ind en sidste gang.

Det er synet af smukke bjergsider fyldt med grønne træer. Så langt øjet rækker. En kæmpe skovområde som danner rammerne om de mest fantastiske oplevelser. Og alskens slags forskellige oplevelser.

Schwarzwald er en del af Tyskland, som mange danskere blot kører forbi, når de ruller sydpå. Men næste gang du fræser ned ad Autobahn’en skal du lige stoppe op. Holde ind. Og give dig selv lov til at opleve en del af Tyskland, som er helt sit eget. Og er helt vidunderligt.


Posted

in

,

by