Singapore Airlines cabin crew

Singapore Airlines åbner København-Rom rute

Snart kan du købe en flybillet fra København til Rom med det femstjernede flyselskab Singapore Airlines. Den utraditionelle rute bliver lanceret fordi ruten mellem København og Singapore bliver forlænget til Italien.

Af Kenneth Karskov

Fra den 16. juli 2021 bliver det muligt at flyve til Rom med det femstjernede flyselskab Singapore Airlines. Det er første gang Singapore Airlines tilbyder denne form for europæiske flyvninger, og det bliver en unik chance for at opleve den prisvindende service fra Singapore Airlines på en europæisk flyvning.

Muligheden for flyvningerne mellem København og Rom opstår fordi Singapore Airlines vælger at forlænge Københavner-ruten til Italien. Der er fortsat en stor nedgang i antallet af rejsende mellem Europa og Asien, så ved at forlænge ruten kan Singapore Airlines betjene to vigtige byer med én flyver.

Samtidig giver det mulighed for at sælge billetter på strækningen København-Rom. Den italienske hovedstad er normalt populær blandt danske rejsende om sommeren, så timingen er rigtig.

Uændrede afgangstider

“Vi er glade for, at vi for første gang kan tilbyde de skandinaviske kunder at flyve til Rom med Singapore Airlines store, komfortable A350. Alle vores priser inkluderer bagage på minimum 25 kg, forfriskninger og gratis underholdning,” fortæller Erwin Widjaja, General Manager for Singapore Airlines i Norden.

Der er afgang fra København til Rom tirsdag, fredag og søndag kl. 08.15. Returrejsen fra Rom til København foregår mandag, onsdag og lørdag kl. 08:35. Vil du benytte tilbudet om at flyve med Singapore Airlines til Rom, så skal du altså tidligt op – både i København og i Rom.

Den tidlige afrejse fra København til Rom er fin. Du kommer tidligt afsted og får masser af tid i Italiens hovedstad. Hjemrejsen er en anden historie. Det er langt fra optimalt at skulle fra hotellet tidligt om morgenen for at kunne flyve retur til København kl. 8:35. Det er noget med at forlade hotellet i Rom allerede ved 5-6 tiden om morgenen, hvilket sjældent er den ideelle afslutning på en smuttur.

Bagage med i prisen

Til gengæld er prisen god. For en tur med Singapore Airlines giver dig en bedre oplevelse på flyet end nogen af de andre selskaber, som kan fragte dig mellem København og Rom.

Rute SQ352 (SIN-CPH-FCO) samt SQ351 (FCO-SIN-CPH) bliver fløjet med en moderne og luksuriøs Airbus A350. Og du kan både booke plads på Economy, Premium Economy og Business Class.

Som udgangspunkt starter priserne ved 1.099,- for en returrejse på Economy inkl. 25 kg bagage, forfriskninger og underholdning. For Premium Economy ligger prisen på kr. 2399 DKK inkl. 35 kg bagage og på Business Class kr. 3499 DKK inkl. 40 kg bagage.

Forlængelsen af Københavner-ruten påvirker ikke afgangstiderne fra København til Singapore. Klokkeslettene er uændrede, og eneste forskel vil være, at flyet til Singapore allerede vil have italienske passagerer ombord, når du boarder maskinen i København.

Sikkerhed i top

Singapore Airlines fortæller, at sikkerheden ombord er i top. Alle fly anvender såkaldte HEPA-filtre (High Efficiency Particulate Air-filtre), der fjerner mere end 99.9% af de luftbårne partikler, herunder luftbårne vira og bakterier og renser og udskifter luften hvert andet til hvert tredje minut.

Alle overflader og områder som vinduer, borde, controllers, skærme, toiletter, kabine-hylder og skabe aftørres med godkendt kraftigt desinfektionsmiddel. Alle head-set, pudebetræk, linned, tæpper mv. udskiftes og vaskes efter hver flyvning.

Desuden er den menneskelige kontakt minimeret med digitalisering af boardingkort, rejsedokumenter, menukort og læsematerialer. Alt dette kan håndteres og nydes på passagerernes egne mobile enheder.

Der er god komfort på flyet hos Singapore Airlines (foto: Singapore Airlines)


Posted

in

by