Jeg er tilbage i luften igen. På vej til Porto med KLM via Amsterdam. Det her er min første flyvetur siden 2020, så intet burde kunne slå mig ud. Troede jeg.

Af Kenneth Karskov

“Vi har et helt fyldt fly i dag” lyder det over højttaleren i gaten. Jeg kigger rundt og vi er mange ved gate B7 i Københavns Lufthavn, faktisk overraskende mange.

Det er en sen søndag eftermiddag i juni og lufthavnen virkede ellers relativt øde. Ingen travlhed i sikkerhedskontrollen og ingen kø i den toldfrie. Så hvad er nu det her?

Det er præcis 477 dage siden, jeg sidst har siddet på et fly. Det er det længste afbræk fra flyvning, jeg har haft i tyve år. Nogle af rutinerne kommer hurtigt tilbage til mig. Som computeren op af tasken, bæltet af i sikkerhedskontrollen og den lille pose med væsker.

Det er alt sammen som det plejer. Men noget er alligevel forandret.

“Gå til skranken”

Min tur begynder i KLMs app med indtjekning. Den sender mig direkte videre til skranken. Jeg har forsøgt at tjekke ind online – og får lov at vælge sæder og det hele – men KLMs app nægter at lave boardingkort til mig. Det skal jeg hente ude i lufthavnen. Minimum 90 minutter før afgang, lyder beskeden.

Forklaringen er, siger manden i skranken, at de skal se et coronapas samt en attest på gyldig indrejse til Portugal. Fair nok. Til gengæld får jeg et godt gammeldags boardingkort på pap som souvenir.

Indrejsedokumentet til Portugal skal laves online inden afrejse. “Passenger Locator Card” er den officielle titel og linket til formularen dukker op i KLM appen.

Basalt set vil de portugisiske myndigheder vide, hvor jeg rejser hen, hvor jeg sidder på flyet (sædenummer) samt mit navn og kontaktoplysninger. Det giver jo alt sammen fin mening i forhold til eventuel smitteopsporing.

Resten af lufthavnsoplevelsen er på forunderlig vis meget genkendelig. Det kan godt være at der er gået næsten 500 dage siden jeg sidst har fløjet, men procedurerne er de samme. Sikkerhedskontrol, supermarked og kiggen op på skærme med afgangstider.

Og så det lidt overraskende: Fyldte gates, lange køer ved ombordstigning og tonsvis af håndbagage.

Fuldstændig fyldt fly

Der er selvfølgelig en grund til at en stille søndag eftermiddag har en fuldstændig udsolgt afgang til Amsterdam. Flyet er vitterligt pakket til sidste sæde.

Det lignede ellers langt fra en fuld maskine, da jeg valgte sæde i KLMs app. Der var masser af plads på flyet. Folk fortæller da også jævnligt om halvtomme maskiner, som suser rundt i Europa. Så jeg takker pænt nej til en upgrade til 681 danske kroner.

Og jeg skal da heller ikke nyde godt af lidt ekstra benplads på Economy Comfort til 79 kroner. Der kommer til at være rigeligt med plads ombord, tænker jeg.

Forkert.

Datoen er d. 13. juni. Det her er dagen efter den famøse EM-kamp mellem Danmark og Finland i Parken. Kampen med Christian Eriksens dramatiske hjertestop. Så lufthavnen er fyldt med finske fans, der skal hjem.

Og jeg ved ikke om Finnair afgangen har været fyldt, om der har været et aflyst afgang et sted eller om KLM har haft virkeligt skarpe priser. Umiddelbart kan det virke som en omvej at flyve til Amsterdam for så at rejse op til Finland, men det vrimler med finske fans på flyet til Amsterdam.

Så jeg sidder på sæde 17A. En vinduesplads lige ved vingen. Med to granvoksne mænd iført finske landsholdstrøjer ved siden af mig. Lidt klemt, jovist, men de sover længe inden flyet har løftet sig fra asfalten i Kastrup.

Jeg har helt glemt hvordan det føles at sidde på et fyldt fly. Nærheden til sidemanden. Lugten fra alle menneskekroppene. Den let stressede stemning i kabinen. Det uendelige hav af hoveder, der stikker op over sæderryggen. Det er virkelig underligt efter at have holdt afstand til alt og alle i halvandet år.

Men jeg kan sidde og nyde en smuk take-off. For det er en virkelig flot dag at flyve på. Blå himmel og næsten ingen skyer. 

Krav om mundbind på flyet

På KLM flyet er der krav om mundbind. Og du skal have det på under hele rejsen. Eneste undtagelse er når du spiser.

Så lige dér er det jo genialt, at KLM serverer en sandwich til alle. Helt gratis. På det punkt adskiller KLM sig fra de andre flyselskaber, som opkræver penge for forplejning på Europa-ruter. KLM (og søsterselskabet Air France) holder fast i de gratis glæder.

Med mulighed for at smide mundbindet, mens man tygger i sin sandwich, så det salgsargument næsten endnu bedre. Du får en helt legitim undskyldning for at tage mundbindet af. Så det er jo perfekt, ikke sandt?

Der er bare intet i luftfarten, som er så godt, at et dårligt crew ikke kan spolere det.

“Sandwich without choice”

Så over højttaleren lyder det: “We will serve you a sandwich… kunstpause… without choice”. Værsågod. Så hurtigt kan et positivt budskab vendes til noget negativt.

Lad os da fremhæve det negative, nemlig at du ikke kan vælge. Jeg tænker allerede “hvorfor tror de jeg ville vælge en anden sandwich end den de serverer? Er den virkelig SÅ dårlig?”.

I stedet for at sælge det gode budskab om gratis forplejning til passagererne, så gør KLM crewet et nummer ud af, at du ikke kan vælge. Virkelig sær kommunikation.

Nå, men jeg får min sandwich og en øl. For KLM giver ikke kun gratis mad, de serverer også gratis forfriskninger i form af øl, vin og vand samt kaffe og te. “Hvad kunne du tænke dig at drikke” lyder spørgsmålet, og du vælger frit.

Tilbage til sandwichen. “Vegetar sandwich” står der på indpakningen. Sandwichposen rummer en lang forklaring om at sandwich er en hollandsk tradition, og at hollænderne tager sådan en med på arbejde. Eller i naturen. Hvilket jo virker revolutionerende. Tænk sig, på den måde at lave en madpakke. Ge-ni-alt, hva’?

Se, hvad det gør ved mig, når de fra starten fokuserer på det negative. Det smitter. 

Jeg smagte sandwichen. Så du ikke behøver gøre det

Og nu har jeg så spist sandwichen, så du ikke behøver at gøre det næste gang. For den er ikke god. To skiver lyst brød til den tørre side. Klappet sammen om noget sødligt tomatfyld. Kig på billedet herunder. Det siger det hele.

Heldigvis har jeg en dåse Heineken til at skylle den ned med. Mine to finske sidemakkere gør det samme. De er vågnet op til dåd og har bestilt alkohol til maden. Hakker sandwichen i sig, drikker ud og lukker øjnene igen.

Personalet virker lidt presset over et fyldt fly. De var på stikkerne ved ombordstigningen, hvor folk stod med rullekufferter og store stykker håndbagage, som skulle fordeles under sæderne og i bagageboksene. Nu knokler de for at nå hele vejen rundt under serveringen og efterfølgende oprydning på den relativt korte flyvning.

Så de har travlt. Det er jo så på dette tidspunkt, at man hiver klichéen frem om, at flyvning jo i bund og grund er transport. Personalet er der jo for din sikkerheds skyld. Og resten er nice-to-have. Grundlæggende handler det om at komme fra det ene sted til det andet. Fra A til B. Og hvis det er målestokken, så går det glimrende her på KLM flyet.

Flyvning som i gamle dage

Efter en time og tolv minutter lander vi i Amsterdam. Schiphol er berygtet for at være en lufthavn, hvor du sagtens kan trille rundt i 20 minutter fra du er landet til flyet står ved gaten. I dag går det hurtigt. Der er ingen lang taxi tur, hvilket er rart.

Dermed er første del af turen med KLM slut. Det var flyvning som i gamle dage – altså som dengang før coronaen. Med fyldte maskiner, stressede passagerer, dårlig sandwich og – i bedste fald – middelmådig service. Faktisk alt det som jeg ikke savnede.

Heldigvis fortsætter det ikke sådan. For det skal vise sig at næste del af rejsen bliver en helt anden oplevelse.

To be continued….