SAS: Køb biobrændstof og få bonuspoint

SAS vil gøre det mere attraktivt for kunderne at vælge biobrændstof. Derfor belønner flyselskabet nu alle kunder med ekstra bonuspoint, hvis de tilkøber biobrændstof til flyrejsen.

Af Kenneth Karskov

Biobrændstof kan være med til at mindske flyselskabeternes CO2-udledning med op til 80 procent. Derfor er SAS interesseret i at få endnu flere kunder til at tilvælge biobrændstof.

Som SAS-rejsende kan du allerede i dag tilkøbe biobrændstof når du booker en rejse, men det skandinaviske flyselskab vil gerne have endnu flere kunder til at vælge denne løsning.

Lokkemaden er ekstra bonuspoint til de rejsende. Så SAS Eurobonus medlemmer får 500 ekstra bonuspoint for at tilvælge biobrændstof. Initiativet skal få kunderne med på vognen i flyselskabets arbejde med at gøre flybranchen grønnere.

SAS tjener ikke penge på det

I dag kan du købe biobrændstof ved at tilføje 20-minutters blokke af biobrændstof til din flybillet. Det er dette tilkøb som nu bliver belønnet med 500 EuroBonus Ekstrapoint for hver tilkøbt blok á 20 minutter. En blok biobrændstof koster 70 danske kroner (eller 10 USD/10 EUR/100 SEK/100 NOK).

SAS tjener ikke penge på købet. For flyselskabet er der ikke tale om en indtægt, men om et initiativ, som skal lokke forbrugerne til at være med til at tage ansvar for flybranchens udledning.

Hvis du tilkøber biobrændstof til din flybillet, så fungerer denne mængde brændstof som en tilføjelse til den mængde biobrændstof, SAS allerede har forpligtet sig til at købe.

Ikke nødvendigvis på dit fly

Den mængde biobrændstof som du køber, vil ikke nødvendigvis blive brugt på det faktiske fly, som den du ende med at sidde på. SAS lover dog, at biobrændstoffet vil blive brugt på at erstatte fossilt brændstof på et af selskabets fly. Gerne så snart som muligt og senest inden for 12 måneder.

“Ved at gøre det mere fordelagtigt at købe biobrændstof i forbindelse med booking af en rejse, ønsker SAS at øge anvendelsen af denne nonprofit-service. Bæredygtige flybrændstoffer er en bro til emissionsfri luftfart, og SAS arbejder for at fremme en kommerciel produktion og forsyning af biobrændstof, i større skala”, siger Karl Sandlund, Chief Commercial Officer.

Biobrændstof er ikke det eneste middel i kampen mod flybranchens CO2-udledning. Moderne og brændstofeffektive fly er et andet våben, for gamle fly er per definition mere miljøskadelige end nyere maskiner.

SAS er Skandinaviens største flyselskab (foto: SAS)
SAS er Skandinaviens største flyselskab (foto: SAS)

Posted

in

by