Rutetjek: KLM Business Class til Amsterdam

KLM er et af Europas mest rundhåndede flyselskaber. De serverer – stadig – gratis mad og drikke på Economy, så hvor godt kan det ikke blive, hvis man opgraderer til Business Class?

Af Kenneth Karskov

Lad mig starte med en disclaimer: Jeg holder af KLM. Og for så vidt også af deres franske makker, Air France. Disse to flyselskaber er i topklasse i Europa, fordi de på punkter som service og forplejning er i en liga for sig.

De giver gerne en kop kaffe og lidt at tygge i – selv på en helt kort tur til Amsterdam eller Paris. En sandwich og en øl er standard hos KLM, og det er der ikke mange andre selskaber som kan matche (med Turkish Airlines som en bemærkelsesværdig undtagelse, for tyrkerne er også virkelig generøse, men det er en anden historie).

Så basisproduktet hos KLM er i top. Tilmed er hjemmesiden er godt bygget op, appen fungerer upåklageligt til check-in og Amsterdam Schiphol er en effektiv lufthavn at skifte i.

Og det er jo bare oplevelsen af Economy Class. Så tænk på hvor vildt det kan blive, hvis man hakker til på en af de billige opgraderinger til Business Class?

Fyldt KLM fly… igen!

Det starter altid på samme måde med mine KLM afgange. Jeg vælger min siddeplads i appen. Flyet ser stort set tomt ud, men så i timerne op til afgang forsvinder det ene sæde efter det andet. Og pludselig er flyet fyldt.

Vi taler altså stadig om flyvninger i kølvandet på en pandemi. De sidste par gange jeg har sat mig ombord på en KLM maskine mellem København og Amsterdam så har den været smækfuld. Ombord kæmper folk både med og mod hinanden om plads til håndbagage, rullekufferter og tasker.

Og nu kan jeg se det hele ske igen. Så det er fristende at betale for en opgradering til Business Class, fordi så slipper jeg for alt besværet. Med en tur på en helt proppet flyver foran mig, så giver det ekstra god mening at betale lidt ekstra og slippe for bøvlet.

Det er i hvert fald det, jeg overbeviser mig selv om et par timer før afgang.

Billig opgradering til Business Class

KLM tilbyder flere muligheder for opgraderinger i appen. Du kan opgradere til de forreste Economy sæder på flyet for en lille merpris. Eller til “Economy Comfort” med ekstra benplads for en lidt større merpris. Og du kan vælge et af sæderne på Business Class for en markant merpris.

Som dog stadig er MEGET billigere end at købe en Business Class billet.

Og ja, det er mit svage punkt: Billige opgraderinger. Hvis du læser med her på siden, så ved du at jeg ikke kan modstå det. Det er nu ikke fordi jeg hopper på HVER gang, men jeg overvejer det altid i et sekund eller to.

Nogle gange lader jeg være, men andre gange giver jeg los. I dag er en af den slags dage, hvor det giver rigtig god mening.

Billede: Min nye plads på flyet til Amsterdam: Sæde 2A på Business Class (skærmprint fra KLMs app)

3-4-5 grunde til at opgradere

Så jeg betaler 588 kroner for at slippe for de trange kår på Economy Class. Til den pris bytter jeg mit økonomiklasse sæde ud med plads 2A på Business Class.

Lad mig prøve at gøre mit valg lidt mere rationelt: For det første har jeg kun 40 minutters transittid i Amsterdam, så det er praktisk for mig at komme hurtigt ud af flyet. For det andet slipper jeg for en sidemand, hvilket ALTID er rart, særligt under en pandemi.

For det tredje, fjerde og femte får jeg fast-track i lufthavnen, adgang til lounge og lidt mad ombord.

Præcis i dag har jeg to gode timer i Københavns Lufthavn inden afgang, så det er perfekt med loungeadgang. Det giver tid til en kold fadøl, noget at spise og lidt arbejdsro. Det er slet ikke dumt, det her.

Apartment Lounge

Billede: KLM Business Class giver adgang til Aviator Apartment i Kastrup (foto: Kenneth Karskov)

I Københavns Lufthavn får KLMs Business Class passagerer lov til at træde ind i Aviator Relaxium. Det er et kompleks med to lounges, nemlig “Carlsberg Aviator Lounge” – som bl.a. Priority Pass kunder har adgang til – samt den lidt finere “Aviator Apartment Business Lounge”.

Det er sidstnævnte jeg ender i. Og hvis vi endelig skal gå ind i regnestykket med denne opgradering, så er det værd at bemærke, at du kan købe dig adgang til Apartment-loungen for 209 kroner.

Så vi kan faktisk starte med at trække disse 209 kroner fra min upgrade pris på kr. 588,-. Det her bliver en bedre og bedre deal…!

Billede: I dag har jeg et par timer i lufthavnen inden afgang, så jeg har god tid til at sætte mig i sofaen og slappe af med lidt mad og drikke inden afgang (foto: Kenneth Karskov)D
Billede: Aviator Loungen er udstyret med et par enarmede tyveknægte – og her gevinst hver gang. Perfekt! (foto: Kenneth Karskov)
Billede: Er du sulten så kan du smøre dig en skive brød. I loungen er der en enkelt lun ret samt samt koldt pålæg (foto: Kenneth Karskov)

Ombord på KLM flyet til Amsterdam

KLM flyet fra København til Amsterdam afgår fra Gate A12. Det tager et par minutter at spadsere ned til flyet, så boarding er allerede i gang, da jeg ankommer. Aftenmørket har lagt sig tungt over Københavns Lufthavn, da KL1134 sætter kurs mod hollandsk luftrum.

Business Class kabinen på flyet er de to forreste rækker. Der hænger et gardin til at adskille Economy fra Business Class, og selvom det umiddelbart kan virke som et levn fra gamle dage, så gør det en forskel.

Andre flyselskaber har i dag afskaffet gardinet, men KLM holder stædigt fast i det – og det skal de have ros for. Fordi det betyder, at kabinen pludselig føles mindre. Flyets menneskehav er med et trylleslag til at overskue.

Du skal blot overskue de to rækker med nogle få Business class passagerer, som alle har et frit midtersæde. Her er mere ro og ikke overfyldt, og det kan lyde mærkeligt, men det giver mindre stress på flyrejsen.

Bedre plads på Business class

Billede: Alle passagerer får en “Hygienic Wet Wipe” udleveret ved ombordstigning (foto: Kenneth Karskov)

Dertil kommer at benpladsen er markant forøget i forhold til almindelig Economy Class. Prøv at se på billedet herover. Der er langt mellem mine knæ og sædet foran. Ahh, det er rart med al den benplads!

Med god benplads, mere ro og ikke nogen i midtersædet, så er komforten faktisk markant forbedret i forhold til Economy Class. Det på trods af, at sædet ellers er nøjagtig det samme som i resten af flyet.

Pladsen foran, til siderne og til knæene er til gengæld en helt anden historie. For nok er der ingen forskel på stolen på Economy class og Business class, men på de forreste rækker er følelsen af at sidde klemt sammen med mere end 100 fremmede mennesker i et langt metalrør forsvundet.

Billede: Sæde 2A på KLM flyet til Amsterdam (foto: Kenneth Karskov)

Maden er en snackbox

Næste markante forskel mellem oplevelsen foran og bag gardinet er måltidet. I gamle dage var det en sand festforestilling at spise på flyet, men ligesom de gratis glæder langsomt forsvinder på økonomiklassen, så bliver forplejningen også langsomt – men sikkert – forringet på de forreste rækker.

Så væk er bakken med et lækkert måltid mad serveret på en porcelænstallerken med metalbestik. I stedet serverer KLM en snack box. Metalbestikket er udskiftet med bestik fremstillet af tyndt, bæredygtigt træ, og det overdådige måltid er nu en salat og et stykke kage.

KLM har et par faste måltidssalater, som de roterer med – bl.a. caesar salat og bulgur salat med falaffel – samt en morgenmadsboks. Du har ingen valgmuligheder, for KLM har på forhånd besluttet, hvilken af madpakkerne, du vil få udleveret. Det afhænger af destinationen og rejsetidspunktet.

Billede: Maden på KLM Business Class kommer i en papæske (foto: Kenneth Karskov)
Billede: …og sådan her ser indholdet ud. Bulgur salat med falafel, humus og feta samt en skål med valnødder. Til dessert abrikoskage. Læg mærke til salt og peber, som kommer i et sæt røde plast-træsko (foto: Kenneth Karskov)

Hvordan smager maden?

Forklaringen på denne fremgangsmåde er…. tadaaaaa…. corona! Selvsagt. I pandemiens navn er dem her madkasse blevet tilbudet til KLMs allerbedste kunder.

Med en papæske minimeres interaktionen mellem personale og gæster ombord, hvilket er til fordel for begge parter. Gæsterne får tilmed serveret et måltid i en lukket æske, som i teorien er mere sikker end den åbne servering.

Win-win skulle man mene, men det sker på bekostning af oplevelsen af luksus.

Salaten fejler nu ikke noget som sådan. Måltidet virker let og er fuld af smag. Træ-bestikket er underligt at spise med, fordi træet smager igennem. Kagen er til gengæld helt fin.

Billede: Menukortet for dagens Business Class flyvning fra København til Amsterdam (foto: Kenneth Karskov)
Billede: Drinkskortet indeholder både rød-, hvid- og mousserende vin, flere slags alkohol, øl samt cognac og Bailey’s til kaffen (foto: Kenneth Karskov)

KLM personalet

Jeg kan dog sagtens forestille mig, at jeg ikke skulle flyve mange strækninger med KLM på Business Class førend jeg ville begynde at kede mig med den her madboks.

Personalet er i øvrigt både flinke og opmærksomme. De er gode til at komme rundt med flere drikkevarer, så jeg får en kop kaffe serveret i en rigtig porcelænskop. Det føles rart!

Selve kaffen er dog af den frysetørrede slags, men mere kan man måske heller ikke forvente på en Boeing 737 til Amsterdam.

På den måde nærmer turen sig sin afslutning. KLM-flyet sætter hjulene på jorden i Amsterdam, og med plads på sæde 2A, er jeg lynhurtigt ude af flyet. Der er en sidste fordel ved Business Class lige dér.

Billede: På Business Class kan du få serveret en Gin Tonic uden beregning. Den bliver blandet med den hollandske Damrak Gin (foto: Kenneth Karskov)
Billede: Kaffen bliver serveret i et rigtigt porcelænskrus. Det føles godt (foto: Kenneth Karskov)

Konklusion: Hæderlig Business Class oplevelse

Fornemmelsen af ekstra plads ombord er virkelig, virkelig rar. Det er næsten det hele værd. At man har plads til både albuer, skuldre og knæ gør en kæmpe forskel for oplevelsen – særligt under en pandemi. At slippe for følelsen af at være mast inde i sit sæde på et fly med over hundrede fremmede mennesker er den egentlige luksus.

Så konklusionen er, at KLM har et hæderligt Business Class produkt. Der er mange fordele ved en opgradering, men papæsken med mad er under niveau for hollænderne.

Der findes en række flyselskaber derude, som stadig serverer en rigtig bakke med mad selvom pandemien raser. De kan godt anrette maden pænt på en tallerken uden at kunderne bliver syge. Og de vinder over KLM i kapløbet om at have den bedste Business class i Europa.

…men der var engang i 2015

Problemet er, at KLM har et supergodt Economy Class produkt. På økonomiklassen får du en gratis sandwich og øl, hvilket er rigtig fint.

Så med en opgradering til Business Class forventer man jo guld og grønne skove, men sandheden er – som du kan læse – en anden. Træerne vokser ikke ind i himlen.

Men hvordan var det hos KLM før coronaen? Ja, lad os for sjov skyld gå en tur i arkivet og se, hvad samme flyselskab serverede på præcis samme strækning for nogle år siden.

Hvis vi hopper tilbage til 2015 så finder vi den ovenstående servering af en bakke med porcelænstallerken og metalbestik.Dengang blev der også serveret en salat, og faktisk en kedeligere salat end den som man får i 2021, men præsentationen var markant bedre for syv år siden. Så det er lidt ‘et skridt frem og to tilbage’ for KLM.


Posted

in

, ,

by