Arabisk flyselskab: Vi vi have fat i danske turister

Flyselskabet Royal Jordanian vender retur til København. Fra d. 27. marts vil der igen være direkte flyvninger til Jordan og fokus vil denne gang være på turisterne.

Af Kenneth Karskov

For få danskere besøger Jordan, mener den nye chef for det jordanske flyselskab, Royal Jordanian, Karim Makhlouf. Han kommer med erfaring fra en lang række forskellige flyselskaber, bl.a. Lufthansa og Gulf Air, og skal nu være med til at gøre Royal Jordanian til en succes.

Derfor lød der en opfordring til den danske rejsebranche om at støtte op om den nye rute til Amman på et møde i København. Det bliver nemlig nemmere at besøge Jordan, når landets nationale flyselskab vender retur d. 27. marts.

I begyndelsen vil der være tre ugentlige afgange mellem København og hovedsdtaden Amman. Der vil blive fløjet hver tirsdag, torsdag og søndag mellem Danmark og Jordan

På mødet med rejsebranchen på Marriott i København lagde flyselskabet dog ikke skjul på, at ambitionen er endnu flere afgange på ruten til Danmark. Og det er turisterne, som er det store fokusområde.

Danske turisterne skal til Jordan

“Vi starter ruten til København med turisme for øje”, forklarer Karim Makhlouf, Commercial Commercial Officer hos Royal Jordanian. Alt for få danskere besøger det spændende arabiske land og potentialet er kæmpestort, fortæller han.

Potentialet er også stort i hans flyselskab. Royal Jordanian er som ‘en sandwich”, hverken et stort netværksselskab eller et pengestærkt lavprisselskab, men noget midt i mellem.

Og for at overleve skal et flyselskab kunne noget særligt, er hans faste overbevisning. Derfor er en ny strategi for Royal Jordanian i støbeskeen.

Flere fly og yngre flåde

Ved mødet i København blev flere af de nye planer for selskabet luftet. Royal Jordanian skal vokse til dobbelt størrelse i løbet af fem år.

“Vi skal fokusere på turisme til Jordan og samtidig være den store hub i Levanten (området med Israel, Syrien, Libanon, Jordan og Palæstina, red.). Det er dette fundament, som skal skabe vækst for Royal Jordanian”, forklarer Makhlouf.

Flåden skal vokse og være markant yngre. Det kræver nye fly, så i øjeblikket står Royal Jordanian overfor at vælge mellem nye Boeing eller Airbus fly, for antallet af Royal Jordanian bemalede maskiner skal op på 43, hvilket er en fordobling.

“Corona sendte os tilbage til 1997”

Samtidig skal passagertallet mere end fordobles. Højere loadfactor, flere ruter og mere trafik skal give det jordanske flyselskab 7 millioner passagerer i 2028, fremgår det af præsentationen.

Hvis den plan skal lykkes, så skal det ske nu, for luftfarten står lige nu i en særlig situation, lyder analysen fra Karim Makhlouf.

“Passagertallet under coronaen sendte os tilbage til 1997”, siger han. “For et lille flyselskab som os er det måske ikke så skidt, for nu er vi alle på samme niveau”.

“Where comfort and luxury meet”

Royal Jordanian er et mellemøstligt flyselskab, og det er næsten umuligt at tænke på flyselskaber fra den del af verden uden samtidig at tænke på Emirates og Qatars overdådige luksus.

“Fly Royal Jordanian” står der på en roll-up I lokalet. Den fortætter med ordene “Where comfort and luxury meet”. Den slags salgsgas skal man altid være varsom med at tage for gode varer, og sandheden er da også, at flytypen, som jordanerne sender til København, er en Airbus A319.

Selvom der både vil være Business Class og Economy Class ombord på det lille fly, så er det ikke en maskine der kan måle sig i luksus med de store fly fra Emirates eller Qatar Airways.

Jordansk service

Men det er nu heller ikke nødvendigt. For at være succesfuld kan man kan sagtens spille på andre heste end dobbeltdækkerfly og et gigantisk underholdningssystem. Man kan f.eks. arbejde benhårdt med sit lokale særpræg.

Derfor rammer en anden roll-up måske mere en sandhed omkring Royal Jordanian. Nemlig den med teksten: “Fly Royal Jordanian and experience Jordanian hospitality”.

For der var intet at udsætte på turen med Royal Jordanian fra Amman til København på Business Class i 2019, da selskabet sidst fløj fast til København. Ruten blev sat i bero i marts 2020 på grund af COVID-19 pandemien, og det er denne forbindelse som nu genåbnes d. 27. marts.

Smagen af Jordan

Royal Jordanian var ikke en luksus-oplevelse á la Emirates eller Qatar Airways. Det var derimod en oplevelse med varme, charme og karakter. Maden var lokal, serviceoplægget tog udgangspunkt i regionen og selv vinene var fra hjemlandet. Det smagte af Jordan.

Dengang skrev jeg: “Royal Jordanian kan til gengæld noget andet. De disker op med en oplevelse, der er forankret i kongeriget Jordan, og som har et udpræget lokalt særpræg. Det kan til tider være lidt rustikt, men det har sin charme.”

På økonomiklassen var historien en lidt anden, som denne flyvning med Royal Jordanian fra Amsterdam til Amman på Eocnomy Class afslørede. Her bestod forplejningen af en snackbox med sandwich samt humus, små brødstænger, en muffin og et glas vand. Hverken overdådigt eller med et tydeligt jordansk aftryk.

Det er dog noget, som ledelsen i det jordanske flyselskab godt er klar over.

“Den tidligere ledelse drev Royal Jordanian i retning af et lavprisselskab. Det skal vi gøre bedre i dag. Der kommer forbedringer på den front”, lover Karim Makhlouf i en samtale med Flybranchen.dk.

Billede: Karim Makhlouf, Commercial Vice President hos Royal Jordanian, på besøg i København (foto: Kenneth Karskov)

Posted

in

by