Tag til fodboldfest i Milano

Det er skønt at rejse efter sportsoplevelser. Flybranchen.dk er fløjet til det fodboldgale Italien for at tage temperaturen på modens, madens og mestrenes Milano.

Af Kenneth Karskov

Der er italienske fagter for alle pengene på tilskuerpladserne på det mægtige San Siro stadion. Stillingen er fortsat 0-0 i kampen, og publikum vil have en sejr til hjemmeholdet. 

Selvom de officielle tal viser, at her er plads til 75.817 tilskuere, så kan man komme i tvivl om, hvorvidt der rent faktisk plads til alle, når italienerne først begynder at tale med kroppen. 

De fægter med armene. Knytter næverne. Snakker med fingrene. Råber spydigheder og obskøniteter efter både ude- og hjemmehold. For nok elsker de deres egne, men det her er vigtigt. Denne sæson kan nemlig ende med at give fansene det de har higet efter længe: Det italienske fodboldmesterskab. 

Skønt at rejse efter sport

Der er skønt at rejse efter sport. Om det er Formel 1, golf, fodbold eller noget fjerde er faktisk underordnet. Alle sportsgrene kan være fantastiske at opleve live, og sportsbegivenheder er geniale undskyldninger for at se verden.

En storbyferie med en fodboldkamp i rejseplanen ændrer noget fundamentalt ved måden at opleve byen på. Pludselig spadserer du ikke rundt på må og få, men har noget du skal nå. Der er et formål med turen. 

Du træder ud af rollen som almindelige turist og bliver forvandlet til sports-connaisseur, der skal opleve byens helte på sammen vilkår som de lokale. Det kan noget.

Milanos storslåede arkitektur

Det hører med til historien at Milano er et taknemmeligt sted at se fodbold. For en god fodboldrejse har flere elementer end blot to gange 45 minutters kamp, og her er den norditalienske millionby helt perfekt.

Billede: Duomo di Milano tog 600 år at færdiggøre (foto: Kenneth Karskov)

Milanos 1,3 millioner indbyggere skal indimellem lægge øre til beskyldningen om, at byen er mindre smuk end andre italienske byer. Milano blev bombet massivt under Anden Verdenskrig, hvilket har sat sine spor, men her er masser af storslået arkitektur, som kan beundres. 

Tag byens domkirke, Duomo di Milano. Den siges at være Europas næststørste kirke og tog ikke mindre end 600 år at færdiggøre. De sidste detaljer blev fikset så sent som i 1965, hvilket er uofficiel verdensrekord i forsinkede håndværkere, men resultatet er storslået.

For 15 EUR kan du købe en billet på hjemmesiden (ticket.duomomilano.it), som giver adgang til domkirkens tag. Eller 20 EUR hvis du ikke orker trapperne og gerne vil med elevatoren op i 65 meters højde. 

Fodbold og opera

En anden storslået bygning er Milanos berømte opera, Teatro alla Scala. Bare fordi man tager på fodboldtur behøver det ikke kun handle om fadøl. Der er som udgangspunkt ingen modsætning mellem fodbold og en forestilling i Scala-operaen, og på teatroallascala.org kan du købe billetter til opera, ballet eller koncerter. Det kan være en stor oplevelse. 

Billede: Vico Milano er et nyt mikro-hotel i Milano med blot 7 værelser (foto: Vico Milano)

Og med fuldt program alle dage, så skal der også en god seng til. Når dette nu er en sportsrejse, så foregår indkvarteringen i en nedlagt cykelfabrik i en milanesisk baggård, som er tryllet om til et ypperligt mikro-hotel med blot syv værelser. 

Vico Milano er et fascinerende, lille gemmested i gården ved Corso Genova 11, hvor der tidligere blev produceret italienske racercykler af den fineste slags. I dag er det et eksklusivt hotel, hvor du bliver taget imod som var du en del af familien, og forkælet med pølser og skinke fra ejernes landsted i Toscana. Mamma Mia!

Billede: Der er tydeligvis brugt mange penge på indretningen af Vico Milanos hotelværelser (foto: Vico Milano)

Forelsket i Italien

Du kan heller ikke rejse til Milano uden at prøve kræfter med byens hofretter. På Osteria la Vecchia Lira serverer de klassisk italiensk mad i den gode ende af skalaen, og her har de naturligvis også Risotto alla Milanese.

Det er en skøn cremet risotto med safran, som bliver serveret med en portion veltillavet ossobuco. Lækkert!  

Den næste ret er også fra Milano. En Costoletta alla Milanese er en knasende sprød kalvekotelet, som umiddelbart ligner en nær slægtning til wienerschnitzlen, men dog med benet siddende på koteletten under serveringen.

Elefantens øre

Det er en ret, som kræver at kokken finder kødhammeren frem og giver koteletten tæsk. Derefter skal den paneres, steges og så på bordet i en fart. Går kokken virkelig til stålet med sin kødhammer og får skabt en enorm, men tynd kotelet, så kalder de den Orecchio di elefante – et elefantøre. Man kan se det for sig.

Pasta kan italienerne lave bedre end nogen andre. Vinen her i området er tung og kraftigt. Kaffen smager af noget. Isen er decideret vidunderlig. Stemningen på restauranten er i top, snakken går lystigt og det er svært ikke at blive bare en lille smule forelsket i Italiens søde liv. 

Og så er der en ting, vi ikke har fået vendt tilstrækkeligt. Nemlig Milanos gigantiske passion for fodbold.

Billede: La Prosciutteria i Milano er et skønt sted til en sandwich eller et bræt med pølse og skinke (foto: Kenneth Karskov)
Billede: Der hænger skinker i loftet og bliver smurt skønne sandwiches indenfor på La Proscuitteria (foto: Kenneth Karskov)
Billede: Milano er et mode- og madmekka. Det er en livsstilsby, hvor du spiser godt – og tingene smager af noget (foto: Kenneth Karskov) (foto: Kenneth Karskov)

Fodbold er en folkefest

Fodbold i Sydeuropa er en folkefest. Jo længere ned igennem Europa du rejser, des mere fanatiske bliver de. Det er ikke længere en interesse – det er en passion. Tilhørsforholdet er nedarvet fra far til søn og kan gå flere generationer tilbage. Det er ikke uden betydning, hvem man holder med.

Så at tage på stadion i Spanien eller Italien er et totalteater. Her er familier på tværs af køn og alder samlet omkring kærligheden til fodbolden og byens hold.  De ældste fans stavrer ind på stadion med stok og sætter sig på de faste pladser, som har været familiens i årtier. 

På den måde er oplevelsen på stadion noget helt andet end bare at se kampen på TV. Intensiteten, lydtrykket og fællesskabsfølelsen er en ekstra dimension. Som skal opleves. Bare en gang. 

Milano holder vejret

I Milano elsker de fodbold. På de fleste barer og mindre spisesteder i Italien vil et fjernsyn i hjørnet vise fodbold. Mænd vil stirre tryllebundet på den lille skærm, og sker der noget afgørende i kampen, så må alt andet vente. Mad, drikke, servering. Det gælder også i Milano.

Sæsonen 2021/22 ender med at byens to fodboldhold efter 37 kampe begge kan vinde det italienske mesterskab. Inden den sidste og afgørende kamp er der blot et enkelt point mellem Milanos to store hold: Associazione Calcio Milan og Football Club Internazionale Milano – bedre kendt som A.C. Milan og Inter.

De to milanesiske storklubber er hinandens rivaler. I gamle dage var A.C. Milan en arbejderklub, mens Inter var for de rige, men helt så sort-hvidt er tingene ikke længere. De to klubber deler stadion, så begge hold har hjemmebane på Stadio Giuseppe Meazza – eller blot San Siro – og planen er, at dette ikoniske stadion skal rives ned indenfor få år for at gøre plads til et splinterny stadion på samme adresse.

Kampen om Norditalien

At det skal ende SÅ tæt, er der ingen der ved, da A.C. Milan møder Juventus tidligere på året. 

A.C. Milan mod Juventus er et klassisk opgør i italiensk fodbold. Den gamle dame – som Juventus kaldes – er fra Torino, og dette er kampen mellem de to store, indflydelsesrige byer i Norditalien. Et opgør mellem to af Italiens mest vindende fodboldhold i en kamp som har fundet sted siden 1901. 

Billede: San Siro stadion i Milano ser mægtigt ud og er en af Europas ikoniske fodboldadresser (foto: Kenneth Karskov)

Det mægtige San Siro stadion ser imponerende ud, når man nærmer sig det udefra. Grupper af de mest inkarnerede fans står udenfor og laver larm i gaden. Der bliver sunget, råbt, fyret fyrværkeri af og alle er klædt i rød- og sortstribede trøjer. A.C. Milans kælenavn er Rossoneri, de røde og sorte. 

Middag med klubpræsidenten

Indenfor er stemningen en helt anden. ”Authority Lounge” står der angivet på min billet, så en venlig steward viser vej til VIP-området, hvor A.C. Milans præsident holder hof. En række runde borde er dækket op med hvid dug og klar til bespisning af de fine gæster. 

På mit bord sidder en italiensk familie med mor, far og to børn. Manden taler ikke et ord engelsk, så kvinden styrer samtalen. Med den mest vidunderlige italienske accent forklarer hun, at familien er splittet, så mor holder med A.C. Milan, mens far støtter Juventus.

Manden virker bekendt, men min hukommelse kan ikke grave ham frem. Og man er jo diskret i disse omgivelser, så jeg bliver aldrig klogere. Ungerne, forklarer kvinden videre, er også splittet – den ene er Juventus fan, den anden Milan-fan.

Kvinden forklarer, at fodbold er en passion for familien. Og deres reaktion da en italiensk fodboldlegende træder ind i lokalet siger det hele.

Billede: Der er dækket op til middag i loungen på San Siro stadion. De fine gæster bliver beværtet med hvid dug, gode vine og lækker mad (foto: Kenneth Karskov) 

Starstruck

På den ene af drengenes tallerken ligger en stort set urørt hovedret hen. Tjenerne har været rundt med vin til de voksne og hovedretter til hele selskabet. Knægten stikker lidt uengageret til fuglen på tallerkenen, så hans mor må med jævne mellemrum minde ham om at spise sin mad.

Og det er lige ved at gå galt. For da selveste Andrea Pirlo træder ind i lokalet er drengen paralyseret. Den velklædte og elegante italienske fodboldspiller med en glorværdig karriere i både A.C. Milan og Juventus suger på et splitsekund al opmærksomhed ud af rummet. 

Det er en underdrivelse at sige, at drengen ved bordet er starstruck. Øjnene triller nærmest ud af hovedet på ham, og al dette sker samtidig med at hans hjerne endelig har givet efter for sin mors gentagne opfordringer og er ved at køre lidt mad i kæften.

Det er kun fordi moderen bliver forskrækket og udstøder en sær lyd, at knægten ikke kører gaflen direkte igennem kinden. 

Den legendariske italienske fodboldspiller sætter sig i øvrigt på bordet lige bagved og spiser med, hvilket næsten er mere end drengen kan klare.

De store kanoner

Klubpræsidentens bord lidt længere fremme i lokalet er placeret tæt ved et parti store panoramavinduer. Herfra er der frit udsyn til San Siros velplejede græstæppe.

Billede: Der er fodboldben for millioner på San Siros velplejede græstæppe i Milano (foto: Kenneth Karskov)

På den anden side af vinduerne træder spillerne ind på banen. A.C. Milans hold tæller stjerner som Zlatan Ibrahimović og Simon Kjær, mens Juventus har Giorgio Chiellini og Paulo Dybala på holdkortet. Det er nogle store kanoner, som løber rundt derude. 

Ude på stadion skuffer det italienske publikum ikke. Kampen mellem A.C. Milan og Juventus er jævnbyrdig, og de lokale fans er langt fra tilfredse med hjemmeholdets præstation. Målene udebliver og kampen ender 0-0.

Hvis vi skal være helt ærlige, så er det langt fra verdens mest velspillede fodboldkamp, men det er også ligegyldigt. For oplevelsen, omgivelserne og optakten er det hele værd. 

Sætter sig i krop og sjæl

Det er stort at sidde på disse fodboldstadions, som man har set på utallige gange på fjernsynet. At besøge Europas store fodboldadresser og få lov til at dele oplevelsen med de mange entusiastiske fans kan sætte sig i både krop og sjæl. 

På de magiske aftenener er det en oplevelse, som får de små hår til at rejse sig. Når hjemmeholdet taber smitter frustrationerne og raseriet af. Det er hele følelsesregistret som er i brug her. På en aften som i aften forlader folk det mægtige San Siro i god ro og orden med visheden om, at uafgjort er ’fint’. 

Det er et resultat, der kan bygges videre på, lyder analysen. A.C. Milan ligger stadig godt til i Serie A efter denne kamp, og det skal jo her efterfølgende vise sig, at holdet vinder Scudetto’en – det italienske fodboldmesterskab. For første gang i 11 år. Bare man var i Milano for at fejre det med dem.

Billede: I en klassisk milanesisk baggård ligger det lille hotel Vico Milano med blot syv værelser. At bo her er mere som at låne en god vens lejlighed end at sove på et klassisk hotel (foto: Kenneth Karskov)

Fakta: Sådan skaffer du fodboldbilletter

Du kan købe fodboldbilletter på de fleste fodboldklubbers hjemmesider. På acmilan.com kan du både finde de almindelige billetter samt de eksklusive suiter og lounges. En billet med spisning og adgang til lounge inden kampen som nævnt i artiklen koster 915 EUR (ca, 6.870 danske kroner).

Det er dog svært at få billetter til de helt store kampe på klubbernes hjemmesider. Vil du opleve en Champions League finale eller et El Clásico, så vil det ofte kræve, at du bruger en mellemmand i form af et rejsebureau med ekspertise i sportsrejser.

Der findes danske rejsebureauer, som er dygtige til at arrangere sportsrejser. De kan skaffe de mest eftertragtede fodboldbilletter og lave en pakke med hotel og/eller fly, så du også er omfattet af Pakkerejseloven. Disse sportsrejsebureauer er f.eks. Travel Sense, Due Hospitality og Travel2football.

Mange fodboldkampe kan være en drøm for en fodboldfan at opleve på stadion. I Italien gælder det lokalopgørene mellem A.C. Milan og Inter, samt kampen mellem de to store klubber i hovedstaden, Roma mod Lazio. 

I Spanien vil alle gerne se El Clásico mellem de to storhold FC Barcelona og Real Madrid. I Istanbul er det en decideret magisk oplevelse at komme ind til Det Interkontinentale Derby mellem Galatasaray og Fenerbahçe. Det er samtidig en kamp mellem den asiatiske og europæiske del af den tyrkiske hovedstad. 

England er fuld af gode fodboldkampe. Manchester-opgøret mellem City og United er altid seværdigt, og det samme gælder’The Merseyside derby’ mellem de to Liverpool-klubber Liverpool F.C. og Everton. Tilmed kan det faktisk ofte være nemmere at skaffe billetter til kampene i England end i Sydeuropa.


Posted

in

,

by