Siyam World er et nyt resort på Maldiverne (foto: Kenneth Karskov)

Maldivernes nye “giga”-hotel hedder Siyam World

Siyam World er et nyt hotel på Maldiverne. Her er alting større, vildere og voldsommere end det plejer at være på de små paradisøer i Det Indiske Ocean. Det er langt fra hvad Maldiverne normalt bliver forbundet med – men præcis derfor kan det måske være noget for dig?

Af Kenneth Karskov

Maldiverne er normalt et sted for ro, afslapning og velvære. Du ser smukke fisk, tager på skønne sejlture, nyder god mad. Du tager hertil for at komme ned i gear.

Men nu er der kommet en ny dreng i klassen, som vil det hele lidt anderledes. Siyam World appelerer til en målgruppe, som hellere vil være aktive end at ligge på en strandstol. Det her sted kan noget helt andet en Maldivernes traditioneller luksushoteller.

Siyam World er lavet til dem, som hellere vil køre jetski end at snorkle. Som hellere vil i baren, hvor bandet spiller og alkoholen flyder, end se på stjerner og have ro omkring sig. For der er fart på Siyam World, og du kan blive forpustet, hvis du skal nå det hele.

Billede: En 4 km lang hvid sandstrand løber hele vejen hele vejen rundt om øen, hvorpå Siyam World ligger. Øen er 1,5 km lang og 500 meter bred (foto: Kenneth Karskov)

Er Siyam World noget for dig?

Om Siyam World er noget for dig afhænger af, hvem du er. Hvad du gerne vil have ud af din tur til Maldiverne?

Maldiverne-kendere rynker nemlig på næsen af dette giga-resort, fordi det er det stik modsatte af hvad Maldiverne normalt står for. De synes Siyam World er for stort, for voldsomt og for larmende. For dem er det ikke drømmen om Maldiverne, som dette sted repræsenterer.

Så lad det være sagt med det samme: Vil du have fred og ro, så skal du finde et andet hotel end Siyam World.

Hvis du til gengæld er bange for at kede dig på Maldiverne, så skal du læse videre. Hvis du har børn eller teenagere med på turen, så skal du endelig også blive hængende. Fordi så kan du meget vel være den rette til Siyam World.

Billede: Der er flere lækre poolområder på Siyam World (foto: Kenneth Karskov)

God mad og mange restauranter

Med 470 villaer er Siyam World mange gange større end de små hoteller, som Maldiverne ellers er kendt for. Resortet åbnede i efteråret 2021, så alt er nyt og de sidste restauranter og barer er stadig ved at blive bygget her i sommeren ’22.

Selve øen er 1,5 km lang og 500 meter bred. Øen er omgivet af fire kilometer sandstrand og et seks kilometer langt husrev. Her ligger kun dette ene hotel og intet andet. Ingen lille landsby, ingen små lokale restauranter, ingenting.

Så resortet står for det hele. Mad, drikke og underholdning. Her er rigeligt med valgmuligheder hvad angår maden, så det er mest af alt et spørgsmål om at vælge.

Andalucia serverer spansk, Kurry Leaf disker op med indiske retter, Takrai står for thaimaden, The Wahoo Grill har fisk og kød på grillen, og i Tempo finder du en stor buffet, der skifter hver dag. Dertil kommer Arigato med japansk, men den holder jeg lige for sig selv, for den koster ekstra.

Billede: Thai-restauranten ‘Takrai’ på Siyam World ligger på pæle i Det Indiske Ocean (foto: Kenneth Karskov)

Det fine ved restauranterne er – fortæller Mohamed Shihab, salgs- og marketingdirektør på Siyam World – at den spanske restaurant har en spansk kok ansat. Den japanske har en japaner, den indiske en inder og den thailandske en thaier. Så det smager autentisk – og godt!

Alle restauranterne – undtagen den japanske – er nemlig alle inkluderet i rejsens pris. Du har WOW Premium All Inclusive her på resortet og det dækker al mad og drikkevarer. 24 timer i døgnet.

24 timers all-inclusive med Champagne

Billede: En forret til frokosten på Wahoo Grill på Siyam World (foto: Kenneth Karskov)

Alle gæster på Siyam World har all-inclusive. Her praktiserer de endda den gode form for all-inclusive, som også inkluderer champagne, spiritus og mini-baren i villaen. Så det er virkelig en generøs pakke, og du skal ikke betale ekstra for de gode ting – det er alt sammen med i prisen.

I tillæg til restauranterne er her 6 barer, inklusive en sportsbar, på Siyam World. Der er fire store poolområder (hvoraf den ene er forbeholdt voksne over 18 år for at give dem lidt ro), og så en række forskellige aktiviteter til vands, bl.a. kajak og paddleboard, og til lands, bl.a. tennis, badminton, basket, fodbold og fitness.

Billede: Minibarens indhold er gratis, for det er inkluderet i all-inclusive pakken på Siyam World (foto: Kenneth Karskov)

Dertil kommer at en udflugt, som er enten delfin-cruise i solnedgangen eller en snorkeltur er inkluderet i pakkens pris.

Det er stærke sager, som betyder, at når du først har betalt hele rejsen hjemmefra, så behøver du ikke have pungen op af lommen her. Det er en vigtig pointe, fordi prisniveauet er tårnhøjt på Maldiverne og drikkevare-priserne har før taget livet af almindelige rejsende på disse kanter.

Billede: Du sover med udsigt til Det Indiske Ocean. Dette er udsigten fra værelse 469 som er en Two Bedroom Pool Villa (foto: Kenneth Karskov)
Billede: …og dette er badeværelset til værelse 469 med både badebar, bruser og to håndvaske (foto: Kenneth Karskov)

Rasende dyrt på Maldiverne

Jeg var selv overrasket over HVOR rasende dyrt alkohol bliver, når den lokale regering lægger 400% afgifter på.

På de lokale øer bliver alkohol slet ikke serveret. Det er ganske enkelt ikke en mulighed. På hoteløerne er vinpriser ganget op med 5-6 stykker (og glem alt om selv at medbringe noget i håndbagagen – det er strengt forbudt).

Så drikker du en vin i 150 kroners klassen derhjemme, så koster den op mod en tusse på Maldiverne.

Hvilket godt kan komme som et chok første gang man lander herude. Og det du skal vide er, at der ikke er nogen lille kiosk, lokal landsby eller noget andet du kan handle i, så alting bliver afregnet til hotelpriser. Så hvis du skal betale for hvert måltid og hvert glas vin, så løber det op.

Billede: Siyam World tilbyder også massage og spa-behandlinger. Det koster dog ekstra (foto: Kenneth Karskov)

Derfor er all-inclusive en god idé

Derfor er er all-inclusive en rigtig god løsning på Maldiverne. Når de så tilmed kører en udgave af konceptet med Champagne som en del af drikkepakken på er det helt perfekt.

Siyam World har en app med god oversigt over alle øens restauranter og samtlige ting som er inkluderet i all-inclusive pakken. Det er en lang liste…

Billede: Siyam World har en god app med en tydelig oversigt over alt hvad der er inkluderet (skærmprint)

“Kom, lad os være aktive”

Billede: Siyam World har anlagt en stor oppustelig forhindringsbane på stranden – og den er sværere end den ser ud til (foto: Kenneth Karskov)

Siyam World ligger på en naturlig ø i Noonu atollen, hvor flere af verdens allerbedste resorts også ligger (bl.a. Soneva Jani og Cheval Blanc).

Et husrev omkranser hele øen hvorpå Siyam World er placeret, og stedet har strand hele vejen rundt. Tanken bag resortet er, at stedets aktiviteter skal friste dig så meget, at du vil mere end bare at ligge i din villa.

“Det her sted handler om at få folk ud af villaerne. De skal være aktive hele dagen. De skal bevæge sig fra den ene aktivitet til den næste ,” siger Mohamed Shihab, salgs- og marketingdirektør på Siyam World.

Billede: Morgenmad i buffetrestauranten Tempo på Siyam World på Maldiverne (foto: Kenneth KarskovI
Billede: Du kan nyde din morgenmad med udsigt til Det Indiske Ocean i buffetrestauranten Tempo (foto: Kenneth Karskov)
Billede: Her er morgenmaden fra buffetrestauranten Tempo. Du kan vælge også spise morgenmad i Baraabaru (foto: Kenneth Karskov)

Så din dag starter med at du slår gardinerne til side i din villa. Kigger ud på det blå hav og så går ned til morgenmaden. Derefter måske videre til stranden, hvor du sejler i kajak i et par timer, så spiser du en frokost og fortsætter turen til poolområdet, hvor du bader i et par timer.

Du ryger en tur i spa’en (koster ekstra) eller i træningscentret og måske videre til noget Afternoon Tea. Hvis du er hurtig kan du nå en drink inden middagen, og til sidst lukker du festen med et par godnatsjusser, mens bandet spiller i baren.

Billede: Der kører busser rundt på Siyam World, som tager gæsterne fra den ene restaurant/bar/ poolområde til den næste aktivitet (foto: Kenneth Karskov)

Giga-hotellet på paradisøen

Alt det er muligt for Siyam World er kæmpestort efter maldiviske forhold. Hvis hotellet er fyldt – og det vil det typisk blive omkring jul og nytår – så vil her være op mod 2000 gæster samtidig. Flere af de næsten 500 villaer villaer har både 2-3 og 4 soveværelser, så her kan bo mange mennesker.

Øen og hotellets størrelse giver en lang række muligheder, men det giver også noget mere støj. Det her er en anden ferie end den klassiske tur til et af Maldivernes små luksusresort med afslapning og rolige omgivelser.

På Siyam World kører der busser rundt på øen, for at bringe folk fra den ene aktivitet til den næste. Her er hestestald, oppustelig forhindringsbane på vandet og en DJ som spiller op til dans. Du kan lege jetski, spille fodbold eller safte sjusser natten lang.

Det larmer alt sammen og skal kombineres med lyden af vandfly, som ankommer med nye gæster med jævne mellemrum. Det tilfører altsammen en energi til stedet – men også et vist støjniveau.

What’s the catch?

Billede: Over-water villaer på Siyam World ligger på nærmeste endeløse badebroer af ensartede huse (foto: Kenneth Karskov)

Siyam World er i den billige ende af fem-stjernede resorts på Maldiverne, så what’s the catch? Hvor er det man går på kompromis i forhold til andre resorts?

  1. Det er et mere aktivt og larmende resort end normalt på Maldiverne
  2. Du bor tæt i villaerne
  3. Det er ikke en Robinson Crusoe-agtig oplevelse

Lad mig uddybe…

Billede: Villaerne er set mere charmerende på andre hoteller på Maldiverne – og de ligger tæt! (foto: Kenneth Karskov)

Hvis du booker en af Siyam Worlds over-water villaer – dem på pæle i vandet – så bor du på langstrakte badebroer med ensartede villaer, som ligger på rad og række. Klods op ad hinanden. De er fuldstændig ens.

Du kan høre dine naboer, når de snakker sammen. Og synet af de langstrakte broer med 70 kridhvide villaer er ikke decideret charmerende. Det er set meget pænere andre steder på Maldiverne.

Denne type skal ALDRIG tage til Siyam World

Og her ER mange mennesker på resortet. Med 2000 mennesker og flere end 1000 ansatte, så er dette sted større en visse danske byer. Så der er altid gang i den og hele tiden et vandfly, en DJ, en bananbåd eller jetski, der larmer.

Siyam World er IKKE en Robinson Crusoe oplevelse, hvor du får lov til at føle dig alene ved verdens ende. Hvis du drømmer om en lille paradisø, hvor du slapper af og finder ind til en bedre udgave af dig selv, så søg videre. Der er andre resorts på Maldiverne som gør lige præcis den dér ting langt bedre.

Billede: Du kan også bo på stranden – og igen; alle har egen pool. Det kan være lækkert i en Beach Villa hvis du har helt små børn med og er bange for at de falder i vandet (foto: Kenneth Karskov)
Billede: En Beach Villa og en Over-Water Villa er indrettet stort set ens. Der er dog brugt forskellige farver i de forskellige værelseskategorier (foto: Kenneth Karskov)

Det gode ved Siyam World

Det gode ved Siyam World er at du får meget for pengene, aldrig keder dig og alle har egen pool. Hvis du bor på vandet – som mange drømmer om når de tager til Maldiverne – så får du tilmed din egen rutschebane, som fører direkte ud i Det Indiske Ocean. Det er sjovt!

Villaerne er pæne og godt indrettet. Maden er god, drinkspakken er generøs og prisen er skarp. Og så er her et væld af aktiviteter.

Siyam World er liv og glade. Du keder dig aldrig her. Du kan altid finde noget godt at spise og drikke. Det her sted vil for mange mennesker være helt perfekt.

Billede: Bands og DJs spiller musik om aftenen og baren lukker, når den sidste gæst går hjem (foto: Kenneth Karskov)

Hvis du synes Maldiverne er for kedeligt

Det her sted er måske i en særlig grad interessant, hvis du er typen som tænker, at det klassiske Maldiverne måske er lidt for kedeligt for dig. At du vil kede dig på et lille resort med ro og luksus.

Der er også en mulighed for at kombinere Siyam World med søsterresortet Sun Siyam Iru Fushi, som er et meget mindre sted. Der er mindre end ti minutter i speedbåd mellem de to resorts, og så kan du faktisk få to forskellige oplevelser på Maldiverne på samme ferie.

Se mere på hotellets hjemmeside: Siyam World

Billede: Siyam World har Maldivernes eneste heste. Her er en hestestald og -fold, så du kan ride en tur eller få taget bryllupsbilleder med en hvid hest på stranden (foto: Kenneth Karskov)

Posted

in

,

by

Tags: