Billede: LATAM flyet fra Bogotá til Medellín i Colombia

Rutetjek: LATAM Premium Economy

Hop ombord på LATAM flyet fra Bogotá til Medellín. Der er over 40 daglige afgange mellem de to byer i Colombia, så konkurrencen er intens.

Af Flybranchens udsendte reporter i Colombia

Der er en halv times kørsel fra centrum af Colombias hovedstad, Bogotá, til lufthavnen. Hvis altså trafikken arter sig, for ellers kan det tage markant længere tid, og så ender du med at være længere tid i taxaen end i luften.

For flyvetiden er kort mellem Colombias to største byer Bogotá (BOG) og Medellín (MDE).

Selvom der kun er 400 km i fugleflugt mellem de to byer, så er der op til 40 daglige afgange i hver retning. Med fem forskellige flyselskaber. Fra klokken 04 om morgenen og frem til midnat.

Samme rute i bil tager 9-10 timer, og det betyder, at dette er en absurd travl flyrute, som samtidig nyder godt af en helt enorm konkurrence. Det er ganske normalt at kunne købe en one-way til 300 danske kroner.

Hvilket flyselskab skal du vælge?

Colombias nationale flyselskab, Avianca, flyver naturligvis på ruten, og det samme gør det andet store sydamerikanske flyselskab, LATAM. Dertil kommer en række lavprisselskaber i form af Wingo, Easyfly, SATENA og Viva Air. Så hvem vælger du?

Medellín har tilmed to lufthavne: Jose Maria Cordova International Airport (MDE), som er den internationale lufthavn, der ligger ca. 20 kilometer sydøst for byen, og Olaya Herrera Airport (EOH), som er den gamle og kun tager imod små passagerfly. Den ligger 19 km øst for byen.

Så der er flere valg, som skal foretages. Og du kan jo også vælge at opgradere din billet til Premium Economy hos et af selskaberne – og det er her historien tager fart.

Premium Economy på indenrigsflyvning

LATAM-appen er meget nem at bruge. Den opdaterer løbende omkring turen og leverer et boardingpas til turen. I lufthavnen sætter du selv bagagestrimlen på din kuffert, men personalet hjælper gerne de mest hjælpeløse udlændinge, og når du flyver Premium, så får kufferten et flot Priority-mærke.

LATAM flyet med rutenummeret LA4022 til Medellín afgår kl. 20:30. Prisen er 690,- danske kroner, hvilket er den dyreste billet overhovedet. Den giver så alle frynsegoderne som tre kufferter, tomt midtersæde på flyet, prioriteret boarding etc.

Det var en leg at gå gennem sikkerhedskontrollen og ingen problemer med væsker, som jeg havde glemt at tage ud, så tilsyneladende er der ingen problemer med væsker på indenrigsflyvninger.

Ombord på LATAM flyet

Der er tre rækker Premium Economy på LATAM-flyet fra Bogotá til Medellín. Her er midtersædet blokeret, så der er god plads til albuerne. Premium-delen af flyet er 75% besat, mens der ikke er mange tomme pladser i resten af flyet. Her er generelt fyldt godt op på denne aftenafgang.

Personalet kommer og præsenterer sig selv, tiltaler Premium-passagererne ved navn og byder på en flaske vand. Forplejning er en del af prisen på de forreste sæder, og der er mere i vente. Men de har travlt for flyet er ikke længe i luften. På papiret er turen sat til en time.

Personalet har travlt

Der er “pushback” kl. 20:47, så vi er en smule forsinkede. Sikkerhedsinstruktionerne er på spansk, men de fortæller på engelsk, at du har en folder i stolelommen foran dig, hvor du kan læse alt om sikkerhedsinstruktionerne.

Underholdningen er ikke-eksisterende. Du kan logge på flyets net og tilgå noget underholdning, men på grund af lavt batteri på telefonen må det blive en anden god gang. Dermed også sagt, at der ikke var stik til at oplade telefonen, hvilket havde været rart.

Nu går det stærkt. For de skal nå at servere et let måltid inden vi skal gøre klar til landing i Medellín. Der er noget turbulens her i starten af turen, så det er begrænset med tid til service i dag. Men de gør en virkelig indsats.

Let måltid på flyet

Maden er en sandwich med tomat og kylling, og selvom brødet måske er en smule for sødt efter min smag, så ryger den ned.

Kort efter tilbyder personalet også drikkevarer i form af øl, kaffe, te, cola og vand. Øllen bliver serveret i et papkrus, og der er knapt tid til at drikke den færdig. Efter en slurk bliver det annonceret på højttalerne, at vi lægger an til landing.

Vi rammer asfalten på landingsbanen i Jose Maria Cordova International Airport (MDE) kl. 21:34. Det her er helt klart bedre end en 9-10 timers bustur.

Billede: LATAM flyet fra Bogotá til Medellín i Colombia
Billede: LATAM flyet fra Bogotá er landet i Medellín i Colombia

Posted

in

, ,

by