Denne Boeing 787 Dreamliner stod for den første afgange fra København til Addis Ababa med Ethiopian Airlines (foto: Kenneth Karskov)

Ethiopian Airlines er landet i Kastrup

Det første fly fra Ethiopian Airlines er landet i Københavns Lufthavn. Dermed har det afrikanske Star Alliance medlem nu officielt taget hul på sin rute til Danmark.

Af Kenneth Karskov

Et nyt Star Alliance-selskab er landet i København. Det er det etiopiske flyselskab Ethiopian Airlines, som fremover vil forbinde København med Addis Ababa fire gange om ugen med en Boeing 787 Dreamliner.

Ruteåbningen blev fejret med festivitas og gallamiddag i Vilhelm Lauritzen terminalen i lufthavnen. Bygningen er fra 1939 og normalt forbeholdt lufthavnens VIPs.

Den tages kun i brug ved særlige lejligheder, og i går var en af disse. Både det faktum samt gæstelisten til aftenens gallamiddag sætter en tyk streg under, hvor vigtigt den nye flyforbindelse er for Københavns Lufthavn.

Gallamiddag og pressekonference

Det er første gang i 20 år, at Københavns Lufthavn har en rute til syd for Sahara. Derfor har repræsentanter for den danske rejsebranche, den danske ambassadør i Etiopien samt den etiopiske ambassadør i Skandinavien sat hinanden stævne i den smukke gamle terminal.

Klokken 16 er journalister indbudt til pressekonference. Her kan Ethiopian Airlines’ chief commercial officer, Lemma Yadecha Gudeta, fortælle, at selskabet er meget begejstrede for den nye rute og drømmer om, at den bliver en daglig forbindelse snarest.

I første omgang er der fire daglige afgange fra København til Addis Ababa. Med et stop i Wien på vejen.

Ethiopian Airlines' chief commercial offer, Lemma Yadecha Gudeta
Billede: Ethiopian Airlines’ chief commercial offer, Lemma Yadecha Gudeta, til galla i København (foto: Kenneth Karskov)

Dernæst talte Københavns Lufthavns øverste direktør, Thomas Woldbye, om mulighederne i den nye rute. Det er tydeligvis et projekt, som der har været arbejdet længe på, og lagt mange kræfter i fra lufthavnens side.

Til sidst kom Etiopiens ambassadør for Skandinavien på banen. Ambassaden er beliggende i Stockholm, men dækker hele Norden. Ethiopian Airlines har i forvejen en rute fra Oslo og Stockholm til Etiopien, så nu er alle tre skandinaviske hovedstæder en del af det afrikanske flyselskabs netværk.

Natflyvning til Afrika

Ethiopians rute fra København er planlagt således, at du flyver om aftenen på afgang ET 724 fra København kl. 19:25, og så lander du næste morgen kl. 05:25 i Etiopien. Med andre ord en aftenafgang, hvor du udnytter nattens mulm og mørke til at bevæge dig fra kontinent til kontinent.

På hjemturen med ET 724 afgår flyet kl. 00:35 fra Addis Ababa og lander kl. 8:40 næste morgen i Danmark. Igen en natflyvning, hvor du kan udnytte døgnets mørke timer til transport.

På både ud og hjemturen er der et stop i Wien. Stoppet varer en times tid, men du skal ikke skifte fly undervejs. Det er samme maskine hele vejen fra København, som blot går ned i Wien og samler nye passagerer op, for så at fortsætte sin rejse til Østafrika.

Flyv til Wien med Ethiopian Airlines

Stoppet i Wien kan dårligt karakteriseres som en fordel. Det gør rejsen længere, men må have været et vilkår for at få ruten herop. På den måde kan flyselskabet dække to destinationer, som på nuværende tidspunkt ikke er store nok til af fylde et helt fly hver især.

Mellemlandingen i Wien giver til gengæld en interessant mulighed for at prøve at flyve med Ethiopian Airlines på en tur til Østrig. Skal du et smut ned og spise en god wienerschnitzel, kan du købe en billet med det afrikanske flyselskab, hvor du står på i Danmark og springer af flyet i Østrig.

Det er en ret unik måde at komme mellem to europæiske byer på. Du kan købe billetten som en oneway (i begge retninger) og så kan du flyve tilbage med enten Austrian eller Ryanair, som også betjener København-Wien ruten.

Smagen af Etiopien

Tilbage til gallamiddagen i Københavns Lufthavn. I det ene hjørne bliver der udført en traditionel etiopisk kaffeceremoni, hvor de grønne bønner ristes over ild, mens der i et andet hjørne bliver givet smagsprøver på det lokale køkken.

Billede: Etiopisk kaffeceremoni (foto: Kenneth Karskov)
Billede: Etiopisk kaffeceremoni i Københavns Lufthavn ved åbningen af ruten til Etiopien (foto: Kenneth Karskov)

Etiopien bliver betragtet som ‘kaffens vugge’ og landet er en betydelig kaffeeksportør. Etiopiens køkken er et af de mest interessante i Afrika, og består ofte af velkrydrede kødretter, som serveres på en tyk, luftig surdejspandekage, kaldet “injera”. Det er både et krydret og lækkert.

Men først er der taler fra de to ambassadører samt fra flyselskabets chef og Københavns Lufthavns direktør. Bagefter skal der vinkes farvel til den første flyver til Østafrika i mere end 20 år, som med lidt forsinkelse forlader sin gate i lufthavnen.

I dagens anledning ruller Ethiopians Dreamliner-fly en ekstra tur igennem lufthavnen i Kastrup, så den lige præcis runder området ved Vilhelm Lauritzen terminalen, hvor gæsterne har bevæget sig op på tagterrassen for at vinke til maskinen, som kort efter kan sætte kurs mod Etiopien.

Fløj til København for 20 år siden

Ethiopian Airlines er Afrikas største flyselskab, og har faktisk været i Danmark tidligere, fortæller chefen for det etiopiske flyselskab i sin tale. De fløj mellem København og Addis Ababa fra november 1990 og fire år frem, hvor ruten lukkede.

Selskabet er ejet af Etiopiens regering og fra sin base i Bole International Airport i hovedstaden, Addis Ababa, er der i dag forbindelse til mere end 60 destinationer i Afrika. Det er en vigtig pointe, for Københavner-rutens succes baserer sig på mere end blot rejsende til hovedstaden Addis Ababa.

Andre destinationer i Afrika skal være med til at trække læsset, ligesom en betydelig mængde fragt skal være med til at gøre ruten rentabel. Fragt er en ofte overset komponent i at få flyruter til at fungere økonomisk.

Der bor ca. 120 millioner indbyggere i Etiopien, men det forventes at nogle af de mest populære forbindelser fra Danmark vil gå via Etiopien til Kilimanjaro i Tanzania, (lufthavnskode JRO), hvor Afrikas højeste bjerg ligger, samt til den smukke øgruppe Zanzibar (lufthavnskode ZNZ), som tiltrækker turister med sine smukke sandstrande.

Masser af bagage og gratis mad

For de rejsende er Ethiopian Airlines et selskab, som nærmest sender tankerne tilbage til flyvningens guldalder. Fordi du får gratis mad og drikke ombord – og kufferten er inkluderet i billetprisen.

Der er faktisk rigtig meget bagage inkluderet i billetten, for rejser du på Economy Class må du tage to kufferter á 23 kg. med på turen. På Business Class kan du medbringe hele tre kufferter á 23 kg.

Tilmed er mad og drikke gratis ombord på flyet, når du rejser med Ethiopian Airlines, så produktet ombord fejler intet, som også er konklusionen i denne anmeldelse af selskabets Economy Class:

“Chicken, fish, or pasta?”, lyder spørgsmålet fra personalet, som triller ned igennem midtergangen med serveringsvognen. Det er tydeligt, at personalet allerede har spurgt om dette mange gange, da de når til række 28.

De er ved at være trætte af at gentage sig selv, og min sidemand hører det forkert, så han svarer: “Chickenfish”.

Hvilket er et dyr jeg godt gad se. Han ender med at få fisken, mens jeg hopper på kyllingen, som kommer med en knaldrød tomatsauce og pasta.

Du bør læse hele anmeldelsen af Ethiopian Airlines Economy Class her: Rutetjek: Ethiopian Airlines er slet ikke dårlig