American Airlines åbner rute til København

Flyselskabet American Airlines vil åbne daglig rute fra København til Philadelphia fra 6. juni 2024. Flytypen bliver en Boeing 787-9.

Tekst: Kenneth Karskov
Fotos: American Airlines

Sommeren er måske ved at gå på hæld, men så er det jo rart at have noget at se frem til næste år. Fordi næste sommer vil American Airlines være til stede i Københavns Lufthavn og så kan du flyve med American direkte til Philadelphia og derfra videre til 61 destinationer.

American Airline er verdens største flyselskab, så der vil opstå et hav af forbindelsesmuligheder, når flyselskabet åbner sim nye rute til Danmark. Ruten bliver fløjet hen over sommeren fra juni til og med begyndelsen af oktober 2024.

Verdens største flyselskab

”Vi ser frem til at byde American Airlines velkommen til Københavns Lufthavn. Det er en fantastisk nyhed, at American Airlines har valgt København som ny destination,” siger Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.

“Jeg håber, vi vil se endnu flere amerikanske turister, for det vil få stor betydning for hoteller og turisme i hovedstadsområdet og resten af Danmark,” vurderer han.

Som verdens største flyselskab målt på antal fly og passagerer, har American Airlines en flåde på over 900 fly, og flyver med omkring 200 millioner passagerer om året.

Selskabet, der er en del af One World alliancen, har samtidig også et af de største rutenetværk i hele Nordamerika.

Stort knudepunkt i USA

Ruten til København kommer i forbindelse med, at American tilføjer en række nye ruter til fartplane.

Udover den ny nonstop service fra Philadelphia (PHL) til København, kommer der også ruter til Napoli og Nice fra samme lufthavn. Samtidig åbner en ny rute mellem Dallas-Fort Worth (DFW) og Barcelona (BCN) og så genåbner ruten mellem Chicago (ORD) og Venedig (VCE).

”Det er en stor og vigtig spiller, der nu flyver direkte fra København. Det vil komme mange passagerer til gode. Philadelphia er en fantastisk by, men den er også et stort knudepunkt i USA og American Airlines har flere end 70 ruter videre fra Philadelphia til det meste af Nordamerika, så det vil komme mange danske rejsende til gode”, siger Peter Krogsgaard.

13 direkte ruter til Nordamerika

American Airlines vil sætte en moderne og energieffektiv Boeing 787-9 Dreamliner ind på ruten mellem København og Philadelphia. Ombord vil der være plads til 285 passagerer.

Med den nye rute til Philadelphia vil Københavns Lufthavn have 13 direkte ruter fra København til USA og Canada.

SAS har afgange fra København til JFK-New York, Newark-New York, Washington DC, Chicago, Los Angeles, San Francisco, Boston, Miami og Toronto. Delta Airlines flyver fra København til JFK-New York, mens Air Canada har afgange fra København til de canadiske byer Toronto og Montreal.

Billede: American Airlines er verdens største flyselskab (foto: American Airlines)
Billede: American Airlines er verdens største flyselskab (foto: American Airlines)

Posted

in

by

Tags: