Roskilde Airshow 2023 (foto: Kenneth Karskov)

Roskilde Airshow 2023

Roskilde Airshow 2023 er slut for denne gang. Det blev til tre dages “airshow” med opvisninger, udstillinger og aktiviteter i Roskilde Lufthavn i dagene 18.-20. august 2023.

Af Kenneth Karskov

Med coronaen bag os er det igen muligt at samles i Københavns Lufthavnes Roskilde-afdeling til det traditionelle “Roskilde Airshow”.

Opskriften for 2023-udgaven af flyshowet var den samme som tidligere år, og det vil sige en række forskellige flyvende objekter på jorden og i luften.

For Roskilde Airshow er mere end blot flyvemaskiner. Helikoptere, luftballoner og fjernstyrede fly er faktisk også en del af opvisningen her, så programmet spænder efterhånden bredt.

Dertil kommer en række madboder, souvenirshops, trampoliner, amerikanerbiler og forskellige militært isenkram. Det er nærmest en hel lille byfest med et omrejsende tivoli, som indfinder sig i Roskilde Lufthavn.

Mere end blot fly

Luftwaffe på plads

Blandt udstillerne til årets udgave af Roskilde Airshow var det tyske Luftwaffe, som havde rullet en Airbus M-400 ind på asfalten i den lille lufthavn. Den store maskine var gjort klar til fremvisning, og der var en heftig trafik af nysgerrige ind og ud af det store metalrør.

Du kunne også prøve at sidde i et F-16 cockpit. Nyde synet af Johan Gustafssons svævefly-show. Se Forsvarets CL-604 Challenger fly lette. Iagttage personalet på en en EH-101 redningshelikopter vise sig frem for de tilstedeværende publikummer. Høre lyden af en Spitfire fra Anden Verdenskrig. Og så videre.

Så der var rigeligt at se på i Roskilde Lufthavn i den forgange weekend. Det forventes at mellem 15-20.000 mennesker har lagt vejen forbi Roskilde Airshow i løbet af de tre dage, det varede.

Fire års ventetid

Med 2023 udgaven af Roskilde Airshow var flyshowet vendt tilbage efter fire års pause. Det har ellers altid ligget fast, at Roskilde Airshow finder sted hvert andet år – i ulige år – men for to år siden var man tvunget til at aflyse.

Det var i 2021, og dengang umuliggjorde regeringens forsamlingsforbud showet. Det var dengang en global pandemi rasede og vi holdt os hver for sig. Heldigvis er tiden i dag en anden.


Posted

in

by