Rutetjek: Alt om flyrejsen med SAS til Bangkok

SAS flyver direkte fra Danmark til Thailand. Læs alt om flyrejsen København-Bangkok med SAS rute SK973. 

Af Kenneth Karskov

SAS-flyet til Bangkok er aftenens sidste afgang fra Kastrup. Det er den allersidste linje på afgangstavlen inden midnat. Så her er stille i Københavns lufthavn.

Næste punkt på programmet er de tidlige morgenmaskiner fra kl. 06 og frem. Men inden midnat skal et par hundrede danskere sendes en tur til Thailand.

Der er planmæssig afgang til Bangkok med SAS rute SK973 kl. 23:35. Flyet afgår fra Gate C36 i Københavns Lufthavn. 

Stille lufthavn

Det sene afgangstidspunkt betyder, at butikkerne i lufthavnen lukker en efter en. Det er virkelig en markant anderledes stemning her sidst på aftenen end midt på dagen.

Den gode nyhed er til gengæld, at de lange køer ved sikkerhedskontrollen er forsvundet. Faktisk er der ingen ingen køer nogen steder i lufthavnen, og det føles nærmest som en mennesketom terminal, jeg bevæger mig igennem. 

Det tager ti minutters at nå frem til gate C36. SAS-flyet til Bangkok står i Non-Schengen området, så jeg skal en tur igennem paskontrollen på vejen. 

Og lidt efter kl. 23 begynder boarding. Det foregår i god ro og orden. Folk glæder sig til at komme ombord, men her er ingen stress.

Jeg har et sæde i “SAS Go” hvilket er SAS’ navn for økonomiklassen. Dermed er jeg røget i boarding-gruppe 3 (ud af fire boarding grupper i alt).

SAS flyver med moderne Airbus-fly

SAS-flyet til Bangkok er en moderne Airbus A350. Der sidder tre ved vinduet, tre i midten af flyet og tre ved det det andet vindue (3-3-3). 

SAS-kabinen er pæn. Jeg kan godt lide de afdæmpede farver, og flyet ser stadig nyt ud indeni.

Sædet er fint for Economy Class. Det er klædt i gråt stof og med en nakkestøtte, som kan skydes og ned samt foldes omkring hovedet.

Benpladsen er hæderlig, for jeg kan sidde her og stadig have luft til mine knæ. Det sætter jeg pris på.

Der ligger også en pude og et tæppe ved hvert sæde, som skal hjælpe mig til at få en behagelig flyvetur.

Gør det selv

Mit sæde er 46D ved midtergangen. Der er skærm i sædet foran, og her findes også et USB-stik. Så jeg kan holde min telefon med strøm under hele turen.

USB-stikket er værdsat, for det er altid fedt at kunne stige af flyet og have en telefon, der er fuldt opladt.

Imens passagererne finder deres pladser, lyder det over højttalerne, at vi selv skal lukke bagageboksene. “Det vil være en hjælp for os,” er formaningen.

Det er sådan en meget skandinavisk tilgang til tingene: Gør det selv. Helt fint med mig, men jeg studser bare lige over det, fordi jeg har faktisk aldrig hørt den besked hos andre selskaber.

Flyvetid: 10 timer 35 min

“Vi har en kort flytid på 10 timer og 35 minutter til Bangkok”, lyder det fra cockpittet.

Undervejs vil vi kunne nyde vil godt af det som piloten kalder “nice flying conditions”, og det lover for en rolig tur uden for megen turbulens.

Så det er sådan set bare at gøre sig så magelig, som det nu er muligt i et Economy Class sæde.

Der bliver serveret gratis mad på flyet til Bangkok. Du får gratis aftensmad efter afrejse fra København og gratis morgenmad inden landing i Bangkok.

Hvis du altså spiser standardmåltidet. For stikker du lidt ud fra mængden, så starter SAS kasseapparatet op.

Og jeg har forudbestilt et special måltid i dag!

Børnemad og vegatarret koster ekstra

Vil du have vegetarmad eller børnemad, så opkræver SAS betaling. Det er henholdvis 70 kr. for et børnemåltid og 70 kr. for en vegetarret. 

Hos alle selskaber skal det forudbestilles. Hos andre selskaber er den slags gratis, men hos SAS koster det penge.

Jeg kender ganske enkelt ingen andre flyselskaber, som tager penge for hverken børnemad, vegetarmåltid eller andre specialmåltider. 

Og husk, at rejser du med børn, som vi have et børnemåltid, så SKAL du bestille det på forhånd. Det sker IKKE automatisk. Undlander du at bestille, så får ungerne standardmaden.

Vil du have lækker mad?

Som nævnt, så skal jeg ikke have standardmåltidet i dag. Jeg er hoppet i fælden og har trykket “jatak” til en af de ekstra valgmuligheder, som SAS giver passagererne.

Du kan f.eks. tilkøbe loungeadgang, ekstra benplads og et ekstra lækkert måltid.

Det er sidstnævnte, som jeg skal prøve kræfter med. SAS giver passagererne på SAS Go (Economy Class) muligheden for at bestille en såkaldt “Premium Menu”.

Det koster kr. 199,- kan for en “Premium Menu”. Så skulle det til gengæld være bedre end standardmåltidet. Lad os prøve at se nærmere på det.

Premium måltid hos SAS

Den her anretning hedder “Premium Kødmåltid” på SAS’ hjemmeside. Beskrivelsen lyder således:

“Vores premium kødmenu inkluderer en forret, en hovedret af okse-, kalve-, lam- eller grisekød af god kvalitet i en cremet sauce med kartofler eller ris og en god portion grøntsager.”

Lad os kigge på billedet: Et par skiver kyllingebryst til forret, en hovedret med en oksekødsgryde og kartofler samt en kage til dessert. Her er også knækbrød, ost og en bolle.

Samt rigtigt glas og metalbestik. Resten af Economy Class spiser deres mad med bambusbestik, og jeg kan bare bedre lide metalgaflen. Det gør en forskel for oplevelsen af maden.

Du skal betale for dine drikkevarer

Det er et fint måltid for flymad at være. Så er pengene givet godt ud? Tja, det afhænger selvfølgelig af, hvordan standardmaden ser ud.

Det gratis måltid er lasagne – og her ingen valgmuligheder. Det er take it – or leave it. På bakken er der også en salat og et stykke chokoladekage. Dertil en bolle og knækbrød.

Jeg synes, standardmåltidet ser pænt ud. Det er en fair størrelse, og husk på, at det her jo mest af alt er natmad. Vi er laaaangt over midnat, da maden kommer på bordet. 

Du skal betale for sodavand, øl og vin

Til maden får du én gratis sodavand. Resten skal du betale for: Øl, vin og drinks koster. Og sodavand på resten af turen koster.

Her synes jeg, at SAS er fedtede. Mange andre selskaber kører fri bar på flyet, men hos SAS skal du have kortet frem for at få en cola midtvejs på turen.

Efter maden bliver lyset slukket. Timerne går. Jeg blunder lidt, men den dybe søvn bliver det aldrig til.

Tag hovedtelefoner med…!

Udvalget af film på SAS-flyet er til den tynde side. Heldigvis har jeg har downloadet et par Netflix film på telefonen, så det går. 

Der er i teorien internet ombord, men slet ikke hurtigt nok til at streame film. Det er til mails og lidt surfen og koster kr. 119,- pr. enhed.

Og så skal du vide, at på dele af strækningen til Bangkok, så virker internettet slet ikke.

Så hent nogle film og medbring for guds skyld egne hovedtelefoner. For dem SAS udleverer på flyet er dårlige.

Tag dine egne med. Det bliver du glad for. 

Morgenmad inden landing

Inden SAS-flyet lander i Thailands hovedstad, Bangkok, serverer personalet morgenmad. Lyset bliver tændt, og folk vågner langsomt op af deres døsen.

SAS serverer en glimrende morgenmad på Bangkok-flyet. Det er en serverering med et lunt rundstykke og pålæg i form af skinke og ost.

Der er også en lille frugtsalat og yoghurt med müsli. Samt juice, smør og knækbrød. Dertil kommer kaffe eller te.

Skønt at flyve direkte

SAS flyver direkte fra København til Bangkok. Og det er fedt. Intet slår at sætte sig ombord i Danmark og vågne i Thailand – uden at skulle mellemlande.

Så når jeg skal vurdere oplevelsen, tæller det voldsomt op i forhold til alle andre forbindelser, om det så er via Helsinki, Amsterdam eller Dubai. Direkte er bare bedste.

Servicen ombord på SAS-flyet er skrabet. Du skal betale for drikkevarer. Der er ingen valgmuligheder til hovedret. Udvalget af film er til den tynde side.

Så denne del af oplevelsen er under hvad Thai Airways – der også flyver direkte fra København til Bangkok – og KLM, Air France, Turkish Airlines, Emirates, Qatar Airways etc. tilbyder.

Tre stjerner til SAS

Uanset hvor mange gratis drinks og gode film, som andre selskaber kan byde på, så slår det aldrig en non-stop flyvning. 

Desværre er det altid dyrere at flyve direkte. Så du ender med at skulle betale mere for SAS end de andre, men til gengæld får du et dårligere produkt ombord.

Øv! Det kan godt irritere mig, at det skal være sådan. Så det ender på tre ud af fem stjerner til SAS for turen fra København til Bangkok med SK973.


Posted

in

, ,

by