Rutetjek: Singapore Airlines er rendyrket luksus

Business Class på Singapore Airlines er rendyrket luksus. Med masser af plads, et glas champagne og en helt flad seng.

Af Kenneth Karskov

Singapore Airlines flyver direkte fra København til Singapore. SQ351 har afgang fra København kl. 11:55 og lander næste morgen kl. 06:25 i Singapore.

Det er med andre ord en god lang, flyvetur. Helt præcist en flyrejse på 12,5 time.

Hvilket er en smal sag at gennemføre, når jeg nu sidder på Business Class hos det højt berømmede asiatiske flyselskab.

Billede: Der er afgang med Singapore Airlines SQ 351 fra Gate C39 i Københavns Lufthavn (foto: Kenneth Karskov)

Oceaner af plads

Jeg sidder på sæde 17F. Det er et midtersæde i den forreste del af flyet. Så jeg får den helt rigtige oplevelse af, at træde ombord på Singapore Airlines’ moderne Airbus A350-900 fly – og gå til venstre.

Der er fire sæder i hver række på Business Class. Flystolene er kæmpestore. Her er vitterligt oceaner af plads, og faktisk er sædet så bredt, at det er godt her ligger en pude til at fylde pladsen lidt ud.

Det hele er stort: Skærmen er stor. Bordet til maden er stort. Og menukortet er stort. Men det vender vi tilbage til.

For her er også flere rum ved sædet til at opbevare mine ting, samt et både strøm og USB-stik, så jeg kan holde alle mine elektroniske dimser kørende.

Jeg gør mig magelig i sædet, tager skoene af og smider stængerne op. Benene klemmer du ind i hulrummet til venstre for skærmen. Dermed sidder jeg faktisk en smule på skrå på det meste af turen.

Billede: Sæde 17F på Business Class på Singapore Airlines (foto: Kenneth Karskov)
Billede: Der er oceaner af plads på Business Class hos Singapore Airlines (foto: Kenneth Karskov)
Billede: Du styrer din tv-skærm fra denne lille fjernbetjening (foto: Kenneth Karskov)

Satay spyd i himlen

Singapore Airlines SQ351 ruller ud på startbanen i Kastrup og starter rejsen til Singapore. Personalet svinger forbi med et glas kølig Champagne (Piper-Heidsieck Brut Vintage 2015), og så er vi godt i gang.

Denne afgang ser ud til at være godt fuld. Der er 42 sæder på Business Class på Singapore Airlines flyet (samt 24 på Premium Economy og 187 på Economy Class), og der er kun enkelte tomme pladser at se.

Billede: Menukort for frokost efter afgang fra København på Singapore Airlines Business Class (foto: Kenneth Karskov)

Menukortet rummer et væld af valgmuligheder. Rækkefølgen er som følger: Canape, forret, valg mellem fire forskellige hovedretter, ost samt dessert.

Og ethvert valg jeg foretager bliver efterfulgt af et “Certainly, Sir”. De er trænet i service her. 

Street food på flyet

Men allerførst en specialitet hos Singapore Airlines.

Det siges nemlig, at visse folk ligefrem vælger at flyve med Singapore Airlines, fordi de serverer luftens bedste satay spyd.

Satay er en klassisk snack fra det asiatiske gadekøkken, og en skøn måde at signalere på, hvor turen går hen – og med hvem.

Jeg får tre spyd med krydret kyllingekød, peanutsauce, frisk løg og agurk. Og det smager af Singapore, længe inden jeg overhovedet er i nærheden af Asien.

Billede: Satay spyd serveret på Singapore Airlines flyet (foto: Kenneth Karskov)
Billede: Der bliver serveret 2021 Louis Latour Pouilly-Fuissé på flyet til Singapore (foto: Kenneth Karskov)

Spisetid på Business Class

Der bliver gjort et stort nummer ud af mad og drikke i den forreste del af flyet.

Forretten er kammuslinger, og Champagnen bliver nu skiftet ud med hvid Bourgogne. I mellemtiden får jeg fyret op for en film på den store skærm.

Der er et godt udvalg af både nye og gamle film at vælge mellem.

Billede: Forretten er kammuslinger, eller: “Slow Cooked Scallops with Butternut Squash Puree” som der står i menukortet (foto: Kenneth Karskov)

Til hovedret er der fire valgmuligheder, og kort fortalt er det følgende: Gris med kartoffelmos, grøn karry med kylling, et stykke laks og nudler med oksekød.

Masser af valgmuligheder hos Singapore Airlines

Jeg hopper på “Fried Pork Belly Confit with Natural Jus” til hovedret, og et godt glas rødvin.

Billede: Jeg vælger gris med kartoffelmos til hovedret (foto: Kenneth Karskov)

Min skærm viser Ridley Scott’s stort anlagte biograffilm “Napoleon” med Joaquin Phoenix i rollen som Napoleon Bonaparte.

Filmen er 158 minutter lang, og passer fint til et længere måltid i luften. For menukortet rummer endnu et par punkter, og drinkskortet har også masser af muligheder: To hvidvine, tre rødvine, cocktails, avec etc.

Så jeg takker også ja til tre oste og et glas portvin. Det er Kopkes 10 års portvin, der ryger i glasset. Den kan jeg godt lide, og er helt genial til den blå skimmelost.

Hvis jeg savner noget på dette tidspunkt, så er det måske et par stikord til osten. Jeg tror, det er gode danske oste, som er kommet på bordet – men jeg gætter her, for jeg får intet at vide.

Billede: Ost eller dessert? Eller måske begge dele? Jeg napper tre stykker ost (foto: Kenneth Karskov)

Lyset bliver dæmpet

På det her tidspunkt er lyset blevet dæmpet. Folk falder til ro, men jeg er endnu lidt fra at være helt færdig med måltidet.

Så det bliver også til en dessert, og der er – igen – en håndfuld valgmuligheder, men jeg prøver kræfter med en cremet “Caramel Bavarois Cake” og en espresso.

I mellemtiden fortsætter Napoleon sine togter på skærmen.

Billede: En cremet caramel dessert er sidste del af frokosten (foto: Kenneth Karskov)

Som nævnt er de hurtige til at dæmpe lyset i kabinen, men mit indre ord peger i en helt anden retning end søvn – måske også takket være den stærke kaffe – så jeg ser videre på skærmen.

Her er masser af film, musik, spil og anden underholdning at vælge mellem. Flyet er også udstyret med wifi, som er gratis for passagerer på Business Class.

Samt en ting mere, som jeg får utrolig stor glæde af lidt senere…!

Men endnu er der fortsat liv i Napoleon, selvom tiderne for den franske kejser er blevet vanskeligere.

Billede: Benene op, godt mæt og en god film. Så er det let at flyve langt (foto: Kenneth Karskov)

Singapores berømte drink

Singapores mest berømte drink stammer fra The Long Bar på det ikoniske Raffles Hotel. Der er naturligvis tale om “Singapore Sling”.

Det er stort set umuligt at sige, at man rejser til Singapore, uden at folk replicerer: “Husk at få en Singapore Sling på Raffles”.

Så berømt er drinken, at den er uløseligt forbundet med landet.

Og derfor virker det helt naturligt, at den også er på drinkskortet hos Singapores nationale flyselskab.

Faktisk er Singapore Sling på menukortet i alle klasser på Singapore Airlines flyet – uanset om du flyver på Economy, Premium Economy eller på Business Class.

Og da al mad og drikke er inkluderet i billetprisen – uanset hvor på flyet du sidder – så kan du smage den billigere her end på The Long Bar på Raffles.

Billede: Singapores berømte drink, Singapore Sling, serveret på Singapore Airlines flyet (foto: Kenneth Karskov)

En 180 grader flad seng

Jeg får sovet et par timer undervejs, men mit indre ur er imod mig. Jeg sover faktisk kun nogle få timer, selvom stolen kan trylles om til en 180 grader flad seng.

Singapore Airlines har nemlig lavet Business Class sædet på sin egen helt særlige facon. Så du folder ryglænet frem, og bagsiden af ryglænet er en helt plan flade, som er din seng.

Ovenpå ligger et vattæppe som underlag samt dyne og hovedpude. Nu har du i princippet en rigtig seng.

Billede: Jeg ligger under dynen på flyet og ser live fodbold (foto: Kenneth Karskov)

MEN der er for mange film, der skal ses og god mad, som skal fortærres.

Og så er der én ting mere: Direkte tv…!

Det er ganske enkelt muligt at se live tv på flyet, og i aften er der Champions League på menuen. Og mit hold spiller.

Champions League og morgenmad

Real Madrid spiller mod Manchester City i det som nogle kalder turneringens “moralske finale”.

Jeg var på forhånd trist ved tanken om, at gå glip af denne kamp, for jeg har et stort bankende Real Madrid hjerte. Så jeg bliver mere end glædeligt overrasket, da det går op for mig, at jeg kan følge kampen live.

På flyet. Med benene oppe. Og en drink i hånden. Ge-ni-alt.

Tilmed virker signalet upåklageligt. Det er en vanvittig fodboldkamp, hvor først det ene hold bringer sig foran, så kommer det andet hold foran, og spillet bølger frem og tilbage.

Billede: Der bliver serveret morgenmad inden landing i Singapore (foto: Kenneth Karskov)

Det er alt sammen perfekt. Lige indtil der bliver serveret morgenmad under fodboldkampen.

Jeg er vant til at Champions League er en late-night aktivitet i Danmark. Sådan noget med en øl i hånden og så i seng bagefter.

Men det er faktisk ved at være morgen i Singapore, så det naturlige er, at der bliver serveret morgenmad.

Landing i Singapore

Heldigvis kan asiatisk morgenmad også være det salte køkken. Asiatisk morgenmad er som udgangspunkt noget helt andet end europæisk morgenmad med rundstykker, skæreost og wienerbrød.

Billede: Nudler er en af valgmulighederne til morgenmad – hvilket fungerer fint som en late-night snack (foto: Kenneth Karskov)

Europæisk og særligt amerikansk morgenmad bevæger sig over i det søde køkken, mens asiatisk morgenmad er i det salte køkken. Så jeg lander på en skål nudler. Det passer også som en snack sent på aftenen.

Som du kan kan fornemme, så får jeg måske sovet for lidt undervejs på flyet. Adrenalinen fra en medrivende fodboldkamp har også sat sig i kroppen.

Det er altsammen svært at klandre Singapore Airlines, men situationen er, at da mit indre ur siger, at NU er det sengetid, så er vi ved at lægge an til landing i Singapore Changi Airport.

Jeg har nydt turen. For den føltes faktisk for kort med alt det, jeg skulle nå undervejs.

I mellemtiden er det blevet morgen i Singapore, og en ny dag venter i den pulserende asiatiske metropol.

Billede: SQ 351 er landet i Singapore og bagagen kommer om et øjeblik (foto: Kenneth Karskov)

Posted

in

, ,

by