Juli gav rekord i CPH    

Juli 2024 blev den travleste måned nogensinde i Københavns lufthavn. Flere end tre millioner passagerer rejste gennem terminalerne.

Af Kenneth Karskov

Juli måned 2024 vil gå over i historien for Københavns Lufthavn, fordi det blev den måned med flest passagerer nogensinde i lufthavnens 99-årige historie.

Hele seks gange blev den oprindelige passagerrekord for en enkelt dag i lufthavnen slået.

I alt var der 3,189 millioner rejsende gennem lufthavnen, hvilket er 13 procent flere i samme måned sidste år.

Slår rekorden fra 2019

I sommeren 2019 var 109.000 passagerer igennem Københavns Lufthavn på en enkelt dag – en rekordstor rejsedag, men nu er den slået.

Ikke mindre end seks gange i løbet af juli rejste flere end 109.000 passagerer gennem terminalerne, og mandag den 22. juli var passagertallet over 115.000, og dagen blev dermed den største rejsedag i lufthavnens historie.
 
“Vi er glade for, at rejselysten fortsat er rigtig stor hos danskerne og sydsvenskerne, som rejser ud i verden her fra Københavns Lufthavn”, fortæller Peter Krogsgaard, som er kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.

Spanien er favoritten


Spanien er, som sædvanlig, den helt store solferiedestination, hvor ruterne til Mallorca, Malaga og Barcelona er de mest populære.

Flere end 270.000 rejsende fløj til og fra Spanien i løbet af juli. Charterrejserne gik i særdeleshed til Grækenland, og her er det de græske øer Kreta og Rhodos, som er favoritterne. 
 
Også Italien, Frankrig og Tyrkiet er blandt de mest populære solrige feriedestinationer denne juli, mens London endnu engang topper listen over populære byer at rejse til. 

USA og Dubai er populære


På de længere ruter er det især ruterne til USA, De Forenede Arabiske Emirater og Qatar, passagererne vælger til.  

Her ses en stigning i antallet af passagerer i juli på mellem 27 og 34 procent sammenlignet med samme periode sidste år. 

Sommeren i år er generelt travl i Københavns Lufthavn, og det forventes, at ni millioner passagerer vil rejse gennem terminalerne i løbet af juni, juli og august.  

Selv om antallet af passagerer er stigende, gælder det modsatte for antallet af fly i luften.

Der er færre fly, der letter og lander i Københavns Lufthavn sammenlignet med 2019, som er året inden, pandemien satte luftfarten på pause.

722 fly på én dag

På den største rejsedag den 22. juli lettede og landede 722 passagerfly i Københavns Lufthavn.

Det svarer til 9 procent færre fly i luften end på den travleste rejsedag i 2019, hvor antallet af flyoperationer var 791.
 
“I dag kræver det færre fly end tidligere at transportere så mange rejselystne passagerer både ind og ud af Danmark,” fortæller Peter Krogsgaard.

“Det kan lade sig gøre, fordi flyselskaberne har adgang til moderne og mere brændstofeffektive fly, hvor der er flere sæder tilgængelige.

Færre tomme sæder

Samtidig er flyselskaberne også blevet endnu bedre til at fylde flyene, og det er rigtig positivt”, forklarer han.
 
På de europæiske ruter er der mellem 2019 og 2024 sket et markant fald i brugen af Airbus 319 med 156 sæder til fordel for Airbus 320 med 180 sæder.
 

På oversøiske ruter er Airbus 340 med fire motorer og 247 sæder helt udfaset.

I 2024 benyttes især Airbus 330 og 350 med 300 sæder samt Boeing Dreamliner (B787) med 256 sæder. Disse er alle tomotorers og mere brændstofeffektive. 
 


Posted

in

by