KLM har sendt deres nyeste flyver til Danmark. Airbus A321neo flyet byder på forbedringer for både miljø og passagerer.
Af Kenneth KarskovHvis du hopper på den flyvende hollænder fra København, Berlin eller Stockholm til Amsterdam, kan du være heldig at møde KLM-flådens nyeste familiemedlem: Airbus A321neo.
Flyet er en opgradering for passagererne og samtidig bedre for miljøet. Det er hovedpunkterne i præsentationen af den nye maskine ved gate A18 i Københavns lufthavn.
“I er den kun anden gruppe af mennesker, som får lov at komme ombord på dette fly. Flyet forlod Amsterdam for første gang i morges”, siger Tom Verbugt, General Manager North Europe for AIRFRANCE and KLM, til passagererne ved gaten.
Der er stillet en højttaler frem, så alle kan høre velkomsttalen, samt en gratis juice fra Joe & The Juice for at markere begivenheden.
Tre bogstaver gør forskellen
Flyet er det splinternye Airbus A321neo, og det er de sidste tre bogstaver, der gør forskellen. Det er dem, som giver anledning til fejring, forklarer Tom mig.
“De her Airbus A321neo fly udleder 21% mindre CO2 pr. sædekilometer end deres forgænger. De tre bogstaver ‘neo’ står for ‘New Engine Option’ og betyder, at de er leveret med nye, forbedrede motorer,” fortæller han.
“Flyet larmer også mindre, hvilket er vigtigt for os, fordi særligt omkring Schiphol lufthavnen i Amsterdam er der mange restriktioner”.
KLM har sammen med sine “legekammerater” – Air France og lavprisselskabet Transavia – bestilt 100 eksemplarer af det nye fly.
Den første maskine er netop leveret og indsat på KLM-ruterne fra Amsterdam Schiphol til København, Stockholm og Berlin.
Forskellen for passagererne
Men spørgsmålet er selvfølgelig, om jeg som passager kan mærke nogen forskel? Fordi udefra set ligner det jo “bare” et fly, og indefra ligner det vel også “bare” et fly?.
“Flyet har større sæder, en bredere mellemgang og 60% større bagagebokse,” siger Tom Verbugt.
“Og så er der USB-C stik ved alle sæder samt en lille smart hylde til telefonen” fortsætter han.
Stikket skal gøre mig i stand til at holde mine elektroniske dimser kørende under hele turen, og det lille bord er smart når jeg vil se en film på telefonen.
For KLM er der en ting mere på spil med det nye fly. Der kan være flere mennesker ombord.
“I gennemsnit kan vi have 189 passagerer på vores flyafgange fra København. Med det nye fly kan vi have op til 227 passagerer,” forklarer han.
“Det giver os mere kapacitet med samme antal flyafgange. Vi kan med andre ord transportere endnu flere mennesker uden at skulle bruge flere slots (landing- og starttidspunkter i lufthavnen),” siger KLM-chefen.
Ombord på flyet
Jeg siger pænt farvel til Tom og går ombord på det nye fly. Afgangen fra København til Amsterdam denne mandag formiddag ser ud til at være pakket.
På mit boardingkort står der “20F” ud for sædenummeret. Når der nu skal endnu flere passagerer ombord på flyet, bliver halvdelen af passagerne bedt om at tage trappen ved haleroret.
Der er 39 stolerækker på flyet, og om jeg skal ind ad fordøren eller ved haleroret skiller præcis ved række 20. Så jeg skal ned ad en trappe, ud på asfalten, hen langs den 44 meter lange flymaskine og op ad en trappe ved haleroret.
For en flyentusiast som mig er det jo skønt, når det er tørvejr. Den er nok mindre sjovt, når efteråret for alvor bider sig fast med regn og slud.
Splinternyt interiør
Det ekstra antal pladser, som den nye flytype giver, kommer hurtigt til sin ret.
Fordi der er mange mennesker ombord på flyet, og i stolerækkerne foran mig kan jeg høre folk fortælle hinanden om, hvor i USA de skal hen.
Der er mange som skifter fly i Amsterdam og fortsætter turen til andre lande og kontinenter.
Der står tre sæder i hver side af flyet, så det ligner umiddelbart de fleste andre fly, som pisker rundt på de europæiske ruter.
Her er et lækkert blåt lys i loftet, og det er skønt at træde ind i et fly med splinternyt interiør.
En times flyvning til Amsterdam
Selve flysædet er en af disse moderne flystole med en ultratynd pude.
Det er svært for mig at registrere at sædet skulle være større end normalt, og at mellemgangen skulle være bredere, som Tom fremhævede som fordele ved dette fly. Men jeg stoler på, at han har ret.
Og på en flyvning på 1 time og 4 minutter – som cockpittet annoncerer denne tur til Amsterdam til at vare – er det komforten helt fin.
Det USB-C stik, som Tom lovede skulle være der, sidder i venstre side af sædet. Det er jo et af det moderne menneskes vigtigste behov: Muligheden for at oplade telefonen.
Oplad din telefon
Her er også det klassiske lille flybord – som kommer i spil om øjeblik, når personalet serverer en snack – samt en smart lille hylde til mobilen.
Mobilhylden er lavet til, at jeg kan stille min telefon på det skridsikre underlag. Så kan jeg se en film, jeg har downloadet på forhånd.
Men læg mærke til en ting. Fordi den lille hylde ved mit sæde er allerede beskidt. Èn enkelt flyvetur med en helt ny maskine til mange millioner kroner, og her er allerede grisset.
Det ligner noget sukker, der er drysset ud. Sikkert fra en kop kaffe, men det ser jo bare nusset ud.
Det fortæller sin egen historie om, at uanset om du køber verdens fineste udstyr, så bliver det aldrig bedre end de mennesker, som er med ombord.
Gratis sandwich med KLM
Som et af de eneste flyselskaber i Europa insisterer KLM stadig på at servere et gratis lille måltid til passagererne på de europæiske flyvninger.
Der er rygter om, at dette stopper i 2025, så det er med at nyde det så længe det varer.
På denne formiddagsafgang er det en snack i form af en sandwich. Den udleverede sandwich er med æggesalat på franskbrød. Dertil en kop kaffe og et glas danskvand.
Passageren ved siden af mig siger pænt nej tak til æggesalaten og får i stedet en sandwich med ost.
For Economy Class indenfor Europe i 2024 er det jo en overdådig servering. De fleste andre flyselskaber vil tage sig (godt) betalt for noget tilsvarende, men hos KLM er det fortsat gratis.
En time går hurtigt i luften og snart lægger flyet an til landing i Amsterdam Schiphol lufthavn.
Det tager sin tid at komme ud, fordi vi skal allesammen ud af flyets forreste dør. Personalet siger pænt farvel og uddeler et stykke chokolade til alle.
Et lille stykke lys chokolade for at markere det særlige ved disse første flyvninger med et helt nyt fly.