Afgangstavle Københavns Lufthavn

CPH: Færre fly – men flere rejsende

I juni, juli og august rejste ni millioner passagerer via Københavns Lufthavn (CPH). Det er en million flere end sidste år – svarende til en stigning på 13 procent.

Af Kenneth Karskov

Sommeren er højsæson i Københavns Lufthavn, hvor mange ferierejsende fylder terminalerne.

I august måned alene rejste 2,95 millioner passagerer gennem lufthavnen, hvilket er 360.000 flere end sidste år.

Det bringer det samlede antal passagerer for de tre sommermåneder juni, juli og august op på ni millioner.
 
“På trods af at der faktisk er færre passagerfly, der letter og lander i Københavns Lufthavn, har vi haft en rigtig god sommer, som er helt på niveau med de travleste somre i 2018 og 2019,” , siger Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.

Han fortæller at særligt to ting spiller ind på tallene. For det lyder jo umiddelbart selvmodsigende, at der skulle være færre fly i luften, når antallet af passagerer er steget.

Billede: Der har været flere passagerer igennem Københavns Lufthavn denne sommer end sidste år (foto: Kenneth Karskov)

Højere belægningsgrad

“Flere flyselskaber flyver med mere moderne fly med plads til flere passagerer, og flyselskaberne er blevet bedre til at fylde flyene”, forklarer han.

I august lettede og landede 22.153 passagerfly i Københavns Lufthavn, mens antallet i august 2019 var 23.261.

Det svarer til, at der var fem procent færre fly i luften i august men det samme antal passagerer gennem lufthavnen.

Belægningsgraden, altså hvor mange flysæder der i gennemsnit er fyldt ud fra København, var på hele 81,0 procent i august i år mod 79,0 procent i 2019.

Sommer i Europa

Der er markant fremgang på de europæiske ruter til og fra København. I de tre sommermåneder var der 12 procent flere rejsende til lande i Europa sammenlignet med sidste sommer.

Det skyldes primært de tre største flyselskaber i Københavns Lufthavn, SAS, Norwegian og Ryanair.
 
“Der er en mærkbar fremgang i antallet af rejsende på de europæiske ruter. 85 procent af vores samlede trafik i lufthavnen er til og fra forskellige destinationer i Europa, så det betyder meget for os, når der er fremgang i Europa”, siger Peter Krogsgaard.

Billede: Italien oplever stigende popularitet om sommeren (foto: Kenneth Karskov)

“Vi kan se, at det er danskere, der rejser mod solen i Sydeuropa men også et stigende antal sydeuropæiske turister, der vælger at besøge Danmark og København”, fortæller den kommercielle direktør i Københavns Lufthavn.

Spanien hitter om sommeren

I toppen over de mest populære lande i Sydeuropa ligger Spanien på en klar førsteplads med 716.000 rejsende efterfulgt af Italien, Grækenland, Frankrig og Tyrkiet.

Mest markant fremgang i antallet af passagerer er der på ruterne til og fra Italien.

I de tre sommermåneder er 609.000 passagerer rejst mellem København og en italiensk lufthavn, hvilket er en stigning på 35 procent sammenlignet med sidste år. 

Flere i transit i København

Den samlede fremgang i antallet af passagerer hen over sommeren skyldes også et stigende antal transferpassagerer.

Flere rejser via København og benytter lufthavnen som mellemstation på turen videre ud i verden.
 
Andelen af transferpassagerer i de tre sommermåneder er steget med 19 procent i forhold til sidste år.

Langt de fleste transferpassagerer i Københavns Lufthavn flyver ind fra lufthavne i Nordeuropa særligt fra Sverige, Norge og resten af Danmark.

CPH har bredt netværk af ruter

“Vi er meget tilfredse med, at andelen af transferpassagerer stiger. Det styrker vores position som et vigtigt trafikknudepunkt,” udtaler Peter Krogsgaard.

“Det viser, at vi er en attraktiv lufthavn for mange rejsende med et bredt netværk af ruter til store dele af verden”, fortæller han.

Hvis man ser på hele året, er der til og med august foretaget godt 3,7 millioner transferrejser til og fra Københavns Lufthavn.

SAS, der er det største flyselskab i lufthavnen, står for langt de fleste transferpassagerer – cirka 80 procent. 

Billede: Mange SAS-passagerer bruger København til at skifte fly (foto: Kenneth Karskov)

Posted

in

by