Oman Air åbner rute til København – med stop i Bagdad

Den 20. december lancerer Oman Air ny rute mellem København og Muscat. Undervejs er der et kort stop i Bagdad.

Af Kenneth Karskov

Oman Air bliver nyt flyselskab i København. Og med ruten til Muscat får danske rejsende en ny og spændende destination i Mellemøsten.

Oman Air vil flyve ruten to gange om ugen. Med et teknisk stop undervejs i Bagdad, så åbner ruten både for rejser til Oman og for direkte adgang til Iraks hovedstad.

Flyvningen kan bookes enten hele vejen til Muscat eller kun til Bagdad. Rejser du videre til Oman, bliver du siddende ombord under stoppet i Bagdad, og flyet fortsætter med samme flynummer hele vejen.

Det betyder, at ruten teknisk set er direkte – selvom den ikke er non-stop.

To meget forskellige destinationer

Muscat byder på en spændende kombination af solrige strande, dramatiske bjerglandskaber og autentisk arabisk kultur.

Byen er kendt for sin afslappede stemning, traditionelle markeder og smukke kystlinje langs Det Arabiske Hav. Det er et attraktivt alternativ til de mere travle destinationer i regionen.

Bagdad er derimod en historisk perle med rødder dybt i Mellemøstens kulturarv. Byen rummer markante arkitektoniske seværdigheder og en historie, der strækker sig tusindvis af år tilbage.

Oman Airs rute giver mulighed for at opleve en destination, der sjældent er direkte forbundet med Skandinavien.

Moderne fly og komfortabel fly

Billede: Economy Class på Boeing 737 flyet fra Oman Air

Ruten flyves med Oman Airs Boeing 737 MAX 8, der har plads til i alt 162 passagerer fordelt på 12 sæder på Business Class og 150 på Economy Class.

Business Class-kabinen er indrettet i et 2-2-layout og byder på god plads til ben og albuer. De kan dog ikke lægges ned og blive til en flad seng.

På Economy Class er sæderne arrangeret i et klassisk 3-3-layout. Her har passagererne 31 tommers benplads, egen skærm og USB-opladning ved sædet.

Med den nye rute får Københavns Lufthavn ikke bare endnu en langdistancelignende forbindelse, men også en unik adgang til to meget forskellige – og spændende – destinationer.


Posted

in

by

Tags: