Rutetjek: SAS Business i Europa

SAS Business er genindført i Europa. Men giver det mening med ekstra luksus på en 2½ times flyvning fra Frankrig?

Af Kenneth Karskov

“Et glas Champagne?”

Jeg er på vej hjem fra Nice. På sæde 6F i SAS Business. Og har netop fået spørgsmålet om, hvad jeg kunne tænke mig at drikke.

“Må jeg også bede om nogle nødder?” siger jeg.

Naturligvis, er svaret. For der er ingen smalle steder på den her tur til København.

Passager får serveret et glas champagne ombord på SAS Business
Billede: Ombord på SAS Business bliver passagererne budt velkommen med et glas champagne.

SK794 letter klokken 14.15 fra et regnvådt Nice. Sydeuropa viser sig fra sin mindre charmerende side i dag.

Det er en direkte eftermiddagsflyvning til København på to timer og 25 minutter.

Det er til at at overse. Næsten uanset hvilket flyselskab, der skulle betjene ruten.

Alligevel har jeg brugt bonuspoint på en billet på SAS Business. Den kabineklasse, som SAS netop har genindført på sine europæiske ruter.

SAS-fly parkeret ved gaten i Nice Lufthavn før afgang til København
Billede: SAS-flyet til København holder klar i regnvejret i Nice Lufthavn.

I årevis lød budskabet fra SAS ellers, at Skandinavien var et marked, hvor Business Class hørte fortiden til. Derfor blev den afløst af SAS Plus, som var det bedste, man kunne købe på flyvninger i Europa.

Men man har et standpunkt, til man tager et nyt. Så Business Class er tilbage. Spørgsmålet er, om den også er tilbage af en god grund.

Fordelene begynder i lufthavnen

Passagerer venter ved boardinggaten til SAS-flyvningen fra Nice til København
Billede: Passagererne venter ved gaten på SAS-flyets afgang fra Nice til København.

Fordelene begynder allerede før boarding. Business Class giver adgang til Fast Track, lounge og særskilt check in.

Det sidste er lige meget, for jeg har kun håndbagage. Fast Track og lounge har jeg allerede gennem mit guldkort.

Men hvis du har bagage med og intet guldkort, så er det fine fordele at få med.

Ombord viser forskellen sig tydeligere.

Gardinet er tilbage

Kabinen på SAS Business med ledigt midtersæde på hver sæderække
Billede: Sådan ser SAS Business kabinen ud – præcis som resten af flyet, men med ledigt midtersæde

Passagererne på Business går først ombord, og midtersædet er blokeret. Det var det aldrig på den tidligere SAS Plus.

Den ekstra plads gør mere, end du måske umiddelbart forestiller dig. Fordi albuerne får luft, og der er langt bedre plads i bagagehylderne, fordi færre passagerer deler dem.

Et diskret gardin deler Business fra Economy. På den anden side af stoffet sidder resten af flyet. På denne side bliver champagnen hældt op i glassene, mens metalbestikket rammer porcelænet.

Først kommer champagnen og cashewnødderne. Kort efter serveres dagens varme måltid.

Gul ærtehummus med friterede kapers og sorte sesamfrø. Gnocchi i cacio e pepe med ovnbagte tomater, smuldret ost og solsikkekerner. Til sidst en mango og kokoskage med friske blåbær.

Måltid serveret på SAS Business med hummus, gnocchi og dessert
Billede: Dagens lune anretning på SAS-flyet består af hummus, gnocchi og en kage

Måltidet er veltilberedt og serveres på rigtigt porcelæn med metalbestik.

Det føles markant mere eksklusivt end den kolde sandwich eller salat, som tidligere var standard på SAS’ europæiske premiumprodukt.

Er SAS Business pengene værd?

Men det store spørgsmål melder sig stadig:

Er det nok til at retfærdiggøre Business Class på en flyvning, hvor hjulene næsten er på jorden igen, før jeg har tømt champagneglasset?

Kabinen på SAS Business med et ledigt midtersæde mellem passagererne
Billede: Færre passagerer på hver række giver en mere behagelig rejse på SAS Business.
Billede: Naturligvis skal dine elektroniske dimser ikke løbe tør for strøm undervejs

Merprisen på SAS-ruten mellem Nice og København ligger ofte på 1.100 til 1.200 kroner pr. vej.

Til særlige anledninger giver det god mening. Har du bonuspoint, er Business Class et oplagt sted at bruge dem. Og har du bare fået nok af at sidde klemt mellem to fremmede, er det en luksus, der kan mærkes fra første minut.

For selvom du ikke kommer hurtigere frem, når du sidder på Business Class, så er det helt sikkert mere behageligt.

SAS-fly på vej til landing i Københavns Lufthavn
Billede: SAS-flyet lægger an til landing i København

Posted

in

, ,

by