Indrømmet. Jeg har et svagt punkt for flyselskaber med karakter. Den slags hvor man kan mærke, smage og føle, at man er på vej til et særligt sted – eller som i dette tilfælde, på vej hjem derfra.
Så det bekommer mig egentlig rigtig fint at sidde med en lille kop arabisk kaffe på sæde 3A i Royal Jordanian flyet med kurs mod København. De sidste passagerer er stadig ved at finde deres pladser, inden det lille Airbus A320 fly kan tage hul på den fire-en-halv time lange rejse mod Danmark.
Royal Jordanians “Crown Class”
“Crown Class” er Royal Jordanians navn for Business Class, og dermed den ypperste form for luksus som dette mellemøstlige selskab tilbyder.
Men lige så snart ordene “mellemøstligt flyselskab” dukker op i en sætning, sender det straks tankerne i retning af Emirates eller Qatar Airways, som er to af verdens bedste flyselskaber. Nok hører Royal Jordanian til i samme geografiske område, men det jordanske flyselskab er både mindre i størrelse og har ikke samme ambitionsniveau.
Sagt på en anden måde: Du får ikke sæder, der er indrettet som suiter (som Qatars Qsuite) eller et fly, der er udstyret med en bar (som på Emirates A380).
Royal Jordanian kan til gengæld noget andet. De disker op med en oplevelse, der er forankret i kongeriget Jordan, og som har et udpræget lokalt særpræg. Det kan til tider være lidt rustikt, men det har sin charme.
I Amman lufthavn
Det starter godt. Lufthavnen i hovedstaden Amman har en særlig indgang for passagerer, der flyver med Royal Jordanian på Crown Class, og med adgang hertil er livet nemt.
Denne indgang fører direkte hen til et afskærmet område, hvor man sætter sig ned foran en medarbejder og checker ind. Det er en helt anden oplevelse end at stå i den normale lufthavnskø.
Derefter går turen til en separat paskontrol, hvor der heller ikke er nogen kø, og så videre til eget sikkerhedstjek, som også er helt affolket.
Det bliver ikke meget nemmere og er en premium-oplevelse i topklasse. Det er nærmest så man tænker, ‘nå, der er nok ikke er mange passagerer i lufthavnen i dag’, men den tanke bliver hurtigt gjort til skamme i det dørene til Crown Lounge åbner sig.
Travlhed i Crown Lounge
Loungen er fuld. Her er mennesker alle vegne, og selvom området er indrettet i en række forskellige sektioner, der gerne skulle fordele folk herinde, så stimler de sammen omkring kaffemaskinerne og den store buffet.
Maden er et mix af det bedste fra det arabiske og internationale køkken: Ost og humus, ful medames og marmelader, croissanter og friskbagte pitabrød.
Her er ikke mange ledige siddepladser at finde, og det hurtigt står klart, at dette er et travlt tidspunkt i lufthavnen. Mange afgange til Europa afgår om formiddagen, så folk er fløjet ind fra Asien og andre steder i Mellemøsten for så at flyve videre til Paris, London og København. Royal Jordanian har en god del transfer-trafik via Amman, og det ses tydeligt.
Boarding nærmer sig, og det er tid til at gå til gate 11, men da Ammans internationale lufthavn er ikke enorm, så er her ingen stress, for det tager hverken hele eller halve timer at spadsere ud til flyet.
Gate 11 er en bus-gate. Så vi hopper allesammen på lufthavnsbussen ud til flyet, som står og stråler i formiddagssolen. Jeg er vild med Royal Jordanians bemaling, for det er nærmest befriende med et selskab, der fyrer op for farverne i en verden af lutter hvide fly.
Royal Jordanian kører en lækker mørkegrå bemaling, hvor selskabets navn er skrevet med guldbogstaver, derunder løber en rød og en gylden stribe og så er der en kongekrone på haleroret, for Jordan er et kongerige. Det kan altså noget.
Store, bløde lænestole
Flyet til København er en Airbus A320, og på Business Class står der to store læderstole på hver side af midtergangen. Det er bløde lænestole, som er skønne at sidde i, men som ikke kan foldes ud til en flad seng.
Ikke at en seng er nødvendig på en dagsflyvning, som varer 4½ time, men man er efterhånden blevet vænnet til, at flat beds er standard på længere flyvninger på Business Class.
På Københavner-ruten sidder du, som du ser på billedet herunder (tager du Royal Jordanian på ruten Amman-London eller Amman-Bangkok, så kan du opleve selskabets Dreamliner-fly med “flat beds”). Stolen her er dog både blød og behagelig, benpladsen er forrygende og fodstøtten kan køres op, så du sidder i en nærmest perfekte hvilestilling.
Det kvindelige besætningsmedlem, som styrer Crown Class kabinen, er iført en traditionel farverig kjole, og hun serverer brandvarm arabisk kaffe til passagererne efter de har sat sig til rette.
En velkomstdrink i form at et glas juice er her også plads til, men alkoholen venter vi med til flyet kommer i luften. Jordan er ellers et land, hvor der findes både vingårde og mikrobryggerier, så det er ikke svært at opdrive øl, vin eller spiritus her.
Min sidemand
Vi er så småt klar til afgang, og det lader til, at sædet ved siden af mig står tomt. Det holder lige indtil sekundet inden ‘boarding completed’ kan høres over højttaleren, for så dukker min sidemand op. Han er et spændende type, som stikker lidt ud.
Da jeg tjekkede ind på sæde 3A var sæde 3C ikke optaget, men derimod blokket og kunne simpelthen ikke vælges. Nærmest som om den plads ikke eksisterede på flyet.
Dertil kommer, at han tydeligvis kender alle detaljer omkring stolen, indretningen og service oplægget, så han må flyve ofte med Royal Jordanian. Som en erfaren rejsende siger han nej til de fleste ting undervejs, f.eks. den lille toilettaske og menukortet. Han har også hele tiden sin rygsæk ved sine fødder, og forlader ikke pladsen undervejs.
Lad mig sige det på denne måde: Jeg føler mig ekstrem tryg med ham som sidemand. Han skal nok sørge for, at vi kommer sikkert frem.
Han steg forøvrigt aldrig af flyet i København, men tog turen tilbage igen.
Champagne i glasset
“Må jeg byde på en drink inden maden”, spørger det kvindelige besætningsmedlem en halv time efter hjulene har løftet sig fra startbanen. “Et glas Champagne og lidt danskvand, tak,” svarer jeg, for mit øje har luret, at der er Taittinger Champagne på drinkskortet. Den kan jeg godt lide.
“Må jeg også notere dit valg til hovedretten?”, forhører hun sige videre.
Valgmulighederne er henholdsvis “Lam Madras”, “Fyldt kyllingebryst”, “Teriyaki laks” eller “Penne Arabiata” (se menukortet herunder), og det pudsige er, at det er præcis de samme valgmuligheder, som jeg fik et par dage tidligere på udturen fra London til Amman.
På den flyvning ville jeg gerne have prøvet lammet, men de løb de tør før de nåede mig, så det her er jo en glimrende mulighed for at få det smagt. Helt så nemt skal det dog ikke være, omend de denne gang ikke er løbet tør for lam – problemet er et helt andet.
“Undskyld, jeg er kommet til at give dig det forkerte menukort”. Hun laver en undskyldende grimasse, og efter at have noteret valg af hovedretter for hele kabinen, må hun nu turen rundt igen.
Så jeg kigger på de fire nye valgmuligheder: Kinesisk-inspireret “oksekød i østerssauce”, en fransk gryderet “Kylling Chasseur”, den arabiske fiskeret “Sayyadiya Harmour” eller pasta i form af “Fusili Alfredo”.
Fair nok, jeg prøver fisken. “Pandestegt Hamour filet på en bund af ris med arabiske krydderier. Toppet med ristede løg samt pinjekerner og serveret med en aromtisk Bagdounsiya (persille- og sesamsauce)”. Det lyder ikke dårligt!
Hvid dug på bordet
En hvid dug bliver placeret på bordet, og så bliver bakken med min forret båret ind. Det er en tallerken med laksetartar, lidt grøntsager, en skive laks og lidt urtecreme. Der er både arabisk fladbrød og en lille bolle med Lurpak smør til samt en skål salat med agurker, tomater, peberfrugt og en oliven.
Hovedretten bliver serveret, så snart jeg er færdig med forretterne. Hamour fisken smager fint, og selvom risen er lidt på den tørre side, så opvejer saucen det.
Jeg beder om et glas jordansk hvidvin til maden, og hvor er det dog fint, at lade lokale producenter få plads på vinkortet hos det nationale flyselskab. Det er en økologisk vin fra det nordlige Jordan, der kommer i glasset, men hvis du er knap så eventyrlysten, så har de også lastet flyet med en Chablis fra Frankrig. Det går man sjældent galt i byen med.
Efter en lille ostetallerken kommer der også et stykke kage på bordet. Ostetallerkenen er ikke noget særligt, men kagen er god. Kaffe og cognac følger med, og så er der vist heller ingen, der går sultne fra borde. Det er en ordentlig frokost på en torsdag.
Der mangler stadig halvanden time af turen til København, og resten går med at se lidt film, høre lidt musik og skrive lidt på computeren.
Konklusion: Masser af karakter
Royal Jordanians Crown Class er således en fin oplevelse. Det starter godt i lufthavnen med en separat indgang for Crown Class passagererne og et helt område med check-in, paskontrol og sikkerhedstjek.
Ombord på flyet er der ikke tale om overdådig luksus på niveau med Emirates eller Qatar Airways, men til gengæld leverer Royal Jordanian noget helt andet, nemlig en tydelig afspejling af sit jordanske ophav.
Det smager af Jordan med en lille kaffe inden afgang, jordansk hvidvin til maden og en arabisk fiskeret til hovedret. På den måde er det flyvning med karakter, og det kan altså også noget.
