Kinesisk nytår bliver fejret alle steder med en kinesisk befolkning. Billedet er fra festlighederne på Penang i Malaysia (foto: Kenneth Karskov)

Flyselskaber fejrer kinesisk nytår

Af Kenneth Karskov

Den 25. januar tager kinesere over hele verden hul på rottens år. Det vil blive fejret med manér mange steder, og festlighederne smitter også af på luftfarten.

En række flyselskaber fejrer højtiden med særlige middagsretter på flyvningerne til Asien. Emirates vil servere nytårslækkerier til alle passagerer på ruten til Hongkong, og endda kræse med en særlig kinesisk nytårsmenu for passagererne på First og Business Class.

Det er ikke kun i Kina, at de fejrer kinesisk nytår. Alle steder, hvor der findes en stor kinesisk befolkning vil nytårsdagene blive festligholdt. I Malaysia er knap en fjerdedel af befolkningen af kinesisk afstamning, så Malaysia Airlines vil naturligvis også servere særlige nytårsretter i luften.

I vores del af verden markerer Finnair sig som Nordens største på Asien-ruterne. Finnerne flyver til hele syv forskellige byer i Kina, så Finnair markerer kinesisk nytår med specialudgave af deres Business Class rejsesæt. Det finske designhus Marimekko står bag en eksklusiv toilettaske, der er vævet i de traditionelle kinesiske nytårsfarver, rød og guld.

Rejsesættet indeholder de sædvanlige småting til turen – ørepropper, tandbørste og kosmetiksæt – men også en virkelig lækker “flybrille”, der har fået et markant løft i forhold til de sædvanlige sorte/grå natbriller. Sættet er i øvrigt blevet gjort mere bæredygtigt med en tandbørste af bio-plast og de små cremetuber i genbrugsplast. Alene ved at spare på emballagen til deres Business Class rejsesæt forventer Finnair at spare 4,5 ton plast hvert år.

Finnairs nytårsrejsesæt fås på Kina, Hongkong og Singapore-afgangene i perioden fra 20. januar til 9. februar 2020.


Posted

in

by