Det finske flyselskab udvider sit udbud af flyvninger til Lapland og gør regionen endnu mere tilgængelig hele året rundt.
Af Kenneth KarskovFinnair skruer op for Lapland. Selskabet tilføjer ekstra afgange i påsken, i efterårssæsonen og i forbindelse med store sommerbegivenheder.
Lapland er nemlig meget mere end et vinterparadis. Finnair oplever en stigende efterspørgsel på rejser til regionen året rundt.
I ugerne op til påske øger Finnair derfor antallet af flyvninger til Kuusamo og Rovaniemi, hvor skisæsonen topper i april.
Laplands smukke natur
”Laplands unikke og skiftende natur tiltrækker besøgende året rundt, og vi oplever en stigende efterspørgsel uden for den traditionelle vintersæson,” siger Robert Lönnblad, Markedsdirektør for Europa og ansvarlig for forretningsrejser hos Finnair.
Til dem, der gerne vil opleve Lapland i spektakulære efterårsklæder, indsætter Finnair ekstra flyvninger til Kuusamo, Kittilä og Ivalo i de uger, hvor efterårslandskabet er allersmukkest.
“De ekstra flyafgange sikrer vores kunder nem adgang til Lapland, uanset årstid, og understøtter vores mål om at øge antallet af besøgende i Lapland og det nordlige Finland hele året,” siger Finnair-direktøren.
Sommer i Lapland
Finnair indsætter også ekstra flyvninger i forbindelse med nogle af sommerens populære begivenheder i regionen.
Det gælder blandt andet i forbindelse med trail-løbet NUTS Karhunkierros i Ruka i maj og Solstice Festival i Ruka i juni.
Samt verdensmesterskaberne i orienteringsløb i Kuopio i juli og Kuninkuusravit, Finlands største travløbsbegivenhed, i Oulu i august.
