Ny rute: København til Mumbai i Indien

Flyselskabet IndiGo lander i Danmark. Det er Indiens største flyselskab, der vil åbne åbner en ny direkte rute mellem København og millionbyen Mumbai.

Af Kenneth Karskov

Om en måned bliver det muligt at flyve direkte fra Københavns Lufthavn til Indiens næststørste by, Mumbai.

Det sker til oktober, når det indiske flyselskab IndiGo åbner en rute med tre ugentlige afgange.

“Vi glæder os til at byde IndiGo velkommen i Københavns Lufthavn,” siger Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.

“Den nye rute giver bedre forbindelser for rejsende ud af København – ligesom turister og forretningsrejsende får flere muligheder for at komme til Danmark og resten af Europa,” fortæller han.

Millionby med muligheder

Mumbai er Indiens pulserende metropol med mere end 20 millioner indbyggere. Byen er landets finansielle og kulturelle hjerte, hvor gamle kolonibygninger står side om side med moderne skyskrabere.

Her dufter det af krydderier fra gadeboderne lige rundt om hjørnet fra glamourøse shoppingcentre. Her finder man også Bollywood – verdens største filmindustri – der giver byen et ekstra strejf af glitter og magi.

“Mumbai er en fantastisk storby, fuld af kontraster og byder på et væld af oplevelser. Byen er en fascinerende blanding af kolonihistorie, imponerende arkitektur,  Bollywood-glamour og verdensberømt street food,” siger Peter Krogsgaard.

Verdens største befolkning

At rejse i Indien er også at mærke et land i forvandling. Nationen har overhalet Kina som verdens mest folkerige med næsten 1,5 milliarder mennesker.

Samtidig buldrer økonomien derudad med en årlig vækst på 6,5 procent, hvilket gør Indien til den hurtigst voksende store økonomi i verden.

Midt i de travle gader mærker man, hvordan tradition og innovation smelter sammen – en energi, der gør landet til noget helt særligt at opleve lige nu.

“Indien er en buldrende økonomi i kraftig vækst, og Mumbai er en af verdens største byer og Indiens finansielle centrum. Jeg er sikker på, at danske virksomheder vil få stor gavn af den nye direkte rute, som styrker forbindelsen til et centralt knudepunkt for global handel,” siger Peter Krogsgaard.

Indiens største flyselskab

IndiGo er Indiens største flyselskab med en flåde på flere end 400 fly, og København er selskabets tredje europæiske destination. Tidligere på ret begyndte selskabet nemlig at flyve til Amsterdam og Manchester.

“Vi er stolte over, at IndiGo har valgt København som en del af selskabet satsning på det europæiske marked. Jeg er sikker på, at den nye rute mellem Mumbai og København kun er begyndelsen for IndiGo, og vi ser frem til et godt samarbejde,” siger Peter Krogsgaard.

Den nye rute mellem København og Mumbai åbner den 8. oktober. Med tre afgange om ugen mellem København og Mumbai er der i alt otte ugentlige afgange mellem Danmark og Inden, da Air India flyver mellem København og Delhi fem gange om ugen.

IndiGo sætter en Boeing 787-9 Dreamliner med plads til 338 passagerer ind på ruten til Mumbai, og der er afgang hver onsdag, fredag og søndag.

Billede: Indigo starter rute mellem København og Mumbai (foto: Københavns Lufthavn / PR)

Mumbai Butter Chicken
Billede: Du spiser godt i Mumbai. Her er det bl.a. Butter Chicken og naan-bred (foto: Kenneth Karskov)

Posted

in

by

Tags: