Norwegian åbner 10 nye ruter fra Billund

Fra foråret 2026 udvider Norwegian sit rutekort fra 5 til 15 direkte ruter fra Billund. Dermed bliver selskabet Billunds største flyselskab.

Af Kenneth Karskov

Der er godt nyt til alle i Billund og omegn som drømme om italiensk storbystemning, middelhavssol eller skotsk charme. Blandt Norwegians nye ruter finder du nemlig fristende rejsemål som Milano, Napoli, Nice og Edinburgh.

De føjer sig til de populære eksisterende Norwegian-ruter til blandt andet London, Malaga og Alicante.

Med de nye ruter bliver det nemmere end nogensinde at komme direkte fra Jylland til Europas storbyer og ferieparadiser – uden først at skulle en tur omkring København.

Billede: Norwegian Boeing 737 (foto: Norwegian /PR)

Satser på Vestdanmark

Ifølge Norwegians koncernchef, Geir Karlsen, handler satsningen om at gøre rejser mere tilgængelige for danskerne:

“Det skal være enkelt at rejse – uden omveje – og med hele 10 nye direkte ruter fra Billund imødekommer vi en tydelig efterspørgsel fra danskerne i Vestdanmark,” forklarer Geir Karlsen, koncernchef i Norwegian.

“Danmark er et af vores absolut vigtigste markeder, og derfor er det helt naturligt, at vi nu investerer massivt i Billund,” udtaler han.

Med et opland på 2,6 millioner mennesker, stærke virksomheder og verdenskendte attraktioner som LEGOLAND og LEGO House, ser Norwegian et oplagt potentiale i Vestdanmark.

Norwegian fly med den karakteristiske røde næse (foto: Hans Olav Nygård/Norwegian)
Billede: Norwegian fly med den karakteristiske røde næse (foto: Hans Olav Nygård/Norwegian)

Begejstring hos erhvervslivet

Hos Dansk Industri er man begejstret. Billund er en vital indgang til verden for virksomheder i Jylland og på Fyn, både når det gælder forretningsrejser og eksport.

“Det her har enorm samfundsøkonomisk betydning,” siger Emil Fannikke Kiær, erhvervs- og medlemsdirektør i DI.

Også i Billund Lufthavn er stoltheden til at tage og føle på. Adm. direktør Jan Hessellund kalder udmeldingen en milepæl:

“Vi kan nu præsentere et rutekort med en række stærke destinationer, som vores rejsende længe har efterspurgt. Samtidig vil de nye ruter tiltrække endnu flere turister til regionen.”

Billede: Norwegian fly holder ved gaten (foto: Norwegian)
Billede: Norwegian fly holder ved gaten (foto: Norwegian)

Her er Norwegian ruterne fra Billund

De fem nuværende Norwegian-ruter fra Billund går til følgende byer:
• Malaga
• Alicante
• Oslo
• London
• Palma de Mallorca

Nye Norwegian-ruter fra 2026

• Barcelona – 2 ugentlige afgange (fra uge 14)
• Bergamo – 2 ugentlige afgange (fra uge 14)
• Chania – 1 ugentlig afgang (fra uge 18)
• Edinburgh – 3 ugentlige afgange (fra uge 14)
• Rom – 2 ugentlige afgange (fra uge 14)
• Las Palmas – 1 ugentlig afgang (fra uge 14)
• Malta – 1 ugentlig afgang (fra uge 23)
• Napoli – 3 ugentlige afgange (fra uge 15)
• Nice – 2 ugentlige afgange (fra uge 24)
• Porto – 2 ugentlige afgange (fra uge 14)

Billede: Norwegian vil flyve to ugentlige afgange fra Billund til Rom fra uge 14 i 2026 (foto: Kenneth Karskov)

10 nye ruter – 10 nye rejseeventyr

Barcelona – kunst, tapas og middelhavsstemning

Oplev Gaudís magiske arkitektur, spis tapas til langt ud på natten og mærk den livlige stemning på Ramblaen. Barcelona er en klassiker, der altid leverer.

Bergamo – porten til Milano og Alperne

Den charmerende italienske bjergby byder på smalle middelaldergader, men er også et perfekt udgangspunkt for modens hovedstad Milano eller skiture i Alperne.

Chania – Kreta med charme

Kretas måske mest romantiske by, hvor farverige huse og en venetiansk havn danner ramme om solrige feriedage, lækker mad og krystalklart hav.

Edinburgh – slotte, whisky og skotsk historie

En eventyrlig by, hvor du kan gå i Harry Potters fodspor, besøge Edinburgh Castle og afslutte dagen med en single malt i en hyggelig pub.

Billede: Edinburgh er Skotlands hovedstad og ny Norwegian destination fra Billund (foto: Kenneth Karskov)
Rom – den evige stad

Fra Colosseum til Peterskirken: Rom er ét stort friluftsmuseum. Smag den ægte carbonara, smid en mønt i Trevi-fontænen og mærk historiens vingesus.

Las Palmas – solgaranti på Gran Canaria

Et vinterhit for danskerne, hvor strandene, shopping og tapasbarer går hånd i hånd med palmer og et klima, der aldrig svigter.

Malta – Middelhavets skjulte perle

En ø med tusind års historie, middelalderbyer og dramatiske klippekyster. Perfekt til både dykning, kultur og solferie.

Napoli – pizzaens fødeby

Pulserende, kaotisk og ægte italiensk. Her får du verdens bedste pizza – og mulighed for at tage på udflugt til Pompeji eller Amalfi-kysten.

Billede: Norwegian fly i Napolis lufthavn. Fra foråret 2026 kan du også flyve fra Billund til Napoli (foto: Kenneth Karskov)
✈️ Nice – Côte d’Azurs glamourøse strandby

En promenade i verdensklasse, azurblåt hav og det franske køkken på sit bedste. Nice er porten til hele Rivieraen – fra Monaco til Cannes.

✈️ Porto – vin, flod og farverige huse

Byen ved Dourofloden er kendt for sin portvin, men også for charmerende kvarterer, spektakulære broer og et gæstfrit natteliv.

Billede: Porto er Portugals næststørste by og ny Norwegian destination fra Billund (foto: Kenneth Karskov)

Posted

in

,

by