Lufthavnsmekaniker ved et Norwegian fly (foto: Norwegian)

Norwegian lancerer helt nyt rejsemål

Norwegian åbner en rute til en spændende destination, som ingen andre flyver til. Jeg har været dér, og stedet får en kæmpe anbefaling herfra!

Af Kenneth Karskov

Flyselskabet Norwegian lancerer et markant udvidet sommerprogram for 2026. 12 nye ruter på tværs af Norden, og med de nye tilføjelser vil Norwegian næste sommer flyve til 129 destinationer.



Deriblandt også en ny direkte rute fra København til Tbilisi. Det er første og eneste rute til Georgiens hovedstad ud af Norden.


Georgien er for mange et uopdaget rejsemål på grænsen mellem Europa og Asien. Landet lokker med Kaukasus-bjergenes rå skønhed og de charmerende gamle gader i Tbilisi.

Det er et land med eventyrlige dale og smukke klostre, der klamrer sig til bjergsiderne som tidslommer fra fortiden. Og så er det i Georgien, at den første vin blev lavet for 8.000 år siden.



Det er et både spændende, billigt og smukt rejseland. Jeg har været der, og det var en kæmpe oplevelse. God mad, skønne mennesker og vidunderlige oplevelser.

Og nu bliver det nemmere end nogensinde at se Georgien med Norwegians nye direkte rute fra København til Tbilisi.

Billede: Kloster i Georgien, som er ny Norwegian destination (foto: Kenneth Karskov)

Norwegian flyver igen til Israel

Derudover genåbner Norwegian ruten mellem København og Tel Aviv. Samtidig smider selskabet mere kapacitet ind på ruterne til de mest populære sommerdestinationer
.

Det gælder blandt andet Bari, Pisa, Bordeaux, Basel, Manchester, Berlin og Prag, hvor danskerne næste sommer får adgang til endnu flere afgange og flere sæder.

“Danskerne efterspørger i stigende grad flere direkte forbindelser, og med sommerprogrammet for 2026 styrker vi tilgængeligheden markant ud af Danmark,” siger Sara Neergaard, Country Director for Norwegian i Danmark.

“Jeg er særligt glad for, at vi nu kan tilbyde en helt ny direkte rute fra København til Tbilisi, som for første gang giver danskerne direkte adgang til Georgiens hovedstad og samtidig bringer et nyt land ind i Norwegians netværk,” udtaler hun.

Billede: Tbilisi er Georgiens charmerende hovedstad. Nu kan du flyve direkte dertil fra København med Norwegian (foto: Kenneth Karskov)



Alle Norwegians nye ruter for sommeren 2026

Danmark
• København – Tbilisi
• København – Tel Aviv
• København – Cluj
• 10 nye ruter fra Billund


Norge
• Oslo – Lamezia
• Oslo – Zürich
• Oslo – Cluj
• Oslo – Tanger
• Oslo – Palermo
• Bergen – Riga
• Bergen – Palanga
• Bergen – Las Palmas
• Stavanger – Las Palmas

Sverige
• Stockholm – Basel
• Stockholm – Beirut
• Stockholm – Montpellier
• Stockholm – Milano
• Stockholm – Hamborg
• Göteborg – Riga
• Göteborg – Tirana

Finland
• Helsinki – Tirana

Billede: Norwegian personale i Københavns Lufthavn (foto: Norwegian)

Posted

in

by