Westjet Boeing 737 MAX 8 i Halifax

Rutetjek: Westjet fra København til Canada

Jeg er på vej til Canada med WestJet. Ombord på den nye direkte rute mellem København og Halifax. Et nyt flyselskab. En ny destination. Og en ny oplevelse i luften.

Af Kenneth Karskov

“Hvordan har vi det i dag?”

Spørgsmålet runger gennem kabinen, længe før flyet har sluppet jorden. Shawn står midt på gulvet i sin WestJet-uniform med en energi, der smitter.

I cockpittet gør kaptajn Greg og hans kollega Boeing 737 MAX 8 klar til afgang. Herude har Shawn en helt anden mission.

Han skal vække 180 passagerer. Et par stykker mumler et forsigtigt svar.

“Vi prøver lige igen.”

Denne gang svarer kabinen tilbage.

“De er bedre til det heroppe, end I er dernede,” griner han. “Men bare rolig. Vi har syv timer sammen. Vi skal nok få arbejdet på stemningen.”

På få minutter har Shawn hele kabinens opmærksomhed. Det føles mindre som en sikkerhedsbriefing og mere som en vært, der tager imod gæster.

Kort efter skifter Shawn ubesværet til fransk, inden den velkendte gennemgang af nødudgange, iltmasker og redningsveste går i gang.

Den har jeg set utallige gange. Alligevel føles den denne gang lidt mindre rutinepræget. Mere menneskelig. Mere nærværende.

Ombord på WestJet til Canada

Premium-kabinen ombord på WestJet-flyet fra København til Halifax i Canada
Billede: Premium-kabinen på WestJet-flyet fra København til Halifax (foto: Kenneth Karskov)

Jeg finder mig til rette i sæde 1D på forreste række. Foran venter knap syv timer over Atlanten til Halifax på Canadas østkyst.

WestJet er Canadas næststørste flyselskab, men et helt nyt bekendtskab for mig. Samtidig er Halifax en helt ny destination på rutekortet fra København.

Mine forventninger til destinationen er høje. Jeg drømmer om hummer, rå Atlanterhavsnatur og små fiskerbyer langs Nova Scotias kyst.

Interessen for Canada vokser i disse år, samtidig med at USA har mistet lidt af sin tiltrækningskraft hos mange europæiske rejsende.

Forventningerne til selve flyveturen er mere uklare. Jeg har læst alt, hvad jeg kunne finde om WestJet, men er stadig i tvivl om, hvad der egentlig venter ombord.

Så lad os komme ombord. Og lad os blive klogere på, hvordan det er at flyve med Canadas næststørste flyselskab på den nye direkte rute mellem København og Halifax.

WestJet åbner Canadas østkyst

Peggy's Cove nær Halifax i Nova Scotia, en af oplevelserne på en rejse med WestJet til Canadas østkyst
Billede: Peggy’s Cove nær Halifax (foto: Kenneth Karskov)

Jeg stiftede første gang bekendtskab med ruten nogle måneder tidligere ved en præsentation i København.

Budskabet var enkelt. WestJet er Canadas næststørste flyselskab efter Air Canada. Selskabet har et omfattende netværk i Nordamerika og flyver normalt sine europæiske ruter med Boeing 787 Dreamliner.

Halifax er anderledes.

Byen ligger så langt mod øst, at Boeing 737 MAX 8 kan klare turen direkte over Atlanten. Det gør ruten mulig med et mindre fly og åbner samtidig en helt ny vej til Canadas Atlanterhavskyst.

Og derfor sidder jeg nu i sæde 1D med kurs mod Halifax.

Rå natur i Nova Scotia i Canada på rejse med WestJet til Halifax
Billede: Nova Scotia i Canada bugner af smuk, rå natur (foto: Kenneth Karskov)

Født som lavprisselskab

WestJet blev grundlagt som et lavprisselskab, men har med årene udviklet sig til et netværksselskab med både indenrigs-, USA- og oversøiske ruter. Flyvningen fra København er selskabets første til Danmark.

Slide fra præsentationen af WestJet-ruten mellem København og Halifax
Billede: Slide fra præsentationen af WestJet i København

Lavprisfornemmelsen er dog svær at få øje på ombord. Mad og drikke er nemlig inkluderet, både på Premium og Economy. Forskellen ligger i portionsstørrelsen.

Meldingen fra Economy på WestJet er dog, at måltidet er lille.

En ven, der rejste på Economy, sendte mig et billede af sin frokost. Shepherd’s Pie, en lille salat, Lurpak-smør og en Marabou i den størrelse, der sender tankerne i retning af Mini Muh.

Frokost på Economy Class ombord på WestJet-flyet fra København til Halifax i Canada
Billede: Frokost på Economy Class på WestJet-flyet til Canada
Lille Economy-måltid på WestJet-ruten fra København til Halifax i Canada
Billede: Her med en mandehånd for at vise størrelsesforholdet

“Du gør klogt i at spise en god morgenmad, inden du sætter dig ombord,” skrev han. Det tip er hermed givet videre.

Men måltidet er der. Er appetitten større, kan der købes ekstra snacks undervejs.

Men tilbage til sæde 1D. Her bliver jeg aldrig nødt til at spekulere på ekstra snacks.

Billede: Der er 12 sæder på Premium på WestJet flyet

Sådan er WestJet Premium til Canada

Premium-kabinen består af blot tre rækker med i alt 12 sæder. Konfigurationen er 2-2, og pladsen mærkes med det samme. Her er god luft omkring både knæ, skuldre og albuer.

Sædet kan lænes tilbage, men bliver aldrig en flad seng. På en knap syv timer lang dagsflyvning over Atlanten savner jeg det heller ikke.

Amenity kit på WestJet Premium fra København til Halifax i Canada
Billede: Amenity kit hos WestJet på turen til Canada

På sædet ligger en pude og et tæppe. Kort efter kommer en flaske vand og et amenity kit fra det canadiske livsstilsmærke Herschel, bedst kendt for sine rygsække.

Indholdet er klassisk: tandbørste, læbepomade, håndcreme, sovemaske og ørepropper.

I lufthavnen er der en separat skranke til Premium check-in. Men WestJet passagererne har hverken fast track eller lounge i København.

Frokost over Atlanten

Der burde også være et menukort. Det gør der bare ikke. I stedet gennemgår Shawn valgmulighederne mundtligt.

Serveringsvognen triller frem. Vi lægger ud med drinks og snacks.

Jeg bestiller en gin & tonic.

“Citron?”

“Ja tak.”

Shawn lægger en lille pose True Lemon ved siden af glasset. Pulver svarende til én citronskive.

Det virker.

Men en rigtig citronskive havde nu klædt drinken bedre.

Gin og tonic med True Lemon på WestJet Premium fra København til Halifax
Billede: Gin og tonic og en pakke True Lemon på WestJet-flyet

Ved siden af lander en pose salte snacks og en chokoladekiks. En lidt pudsig kombination, men den salte ryger til drinken, mens kiksen får lov at vente til kaffen.

Små detaljer gør ofte forskellen.

Bordet dækkes med hvid dug. Bestikket ligger rullet ind i en stofserviet, og drikkevarerne bliver serveret i rigtige glas. Det giver måltidet lidt mere restaurant end fly.

Efter cirka en time kommer hovedretten.

Valget står mellem kylling i rødvinssauce og vegetarisk risotto.

Frokost på WestJet Premium fra København til Halifax i Canada
Billede: Frokost fra København til Halifax på WestJet Premium

Jeg vælger kyllingen, der serveres med gulerødder, svampe, Pommes Anna og et lunt rundstykke.

Ved siden af står en lille salat med vinaigrette, og desserten er en Dolce del Cielo – en chokolademousse med karamel.

Det er et solidt måltid. Hverken gourmet eller noget, der forsøger at være det. Til gengæld smager det godt, og portionen er rigelig.

Ingen skærm. Intet problem

På ét punkt gør WestJet tingene anderledes end deres konkurrenter over Atlanten.

WestJet har ingen skærme i sædet. Her er intet underholdningssystem.

Hvilket jeg jo ellers er vant til på alle andre oversøiske flyvninger. Men jeg vidste det på forhånd…

Så mobilen var fyldt med serier allerede inden afgang.

Til gengæld leverer WestJet noget, mange konkurrenter stadig kæmper med: virkelig hurtigt Wi-Fi.

Forbindelsen er stabil nok til streaming. Jeg når også både mails og et par timers arbejde på computeren.

Så jeg savner aldrig den lille skærm på flyet.

Billede: Tværs over Atlanten – fra CPH til YHZ – med WestJet

Morgenmad til aftensmad

Kort før landing i Halifax kommer turens sidste servering.

En lun croissant med smør og marmelade samt en skål frisk frugt.

Croissant og frisk frugt serveret ombord på WestJet før landing i Halifax i Canada
Billede: Lun croissant og frisk frugt inden landing i Canada

Mit indre ur protesterer.

Efter syv timer over Atlanten føles det som aften. På Canadas østkyst det tidlig eftermiddag. Og på bakken ligger noget, der mest af alt ligner morgenmad.

Well, jeg drikker en kop te og opgiver at diskutere med tidszonerne.

Kort efter sætter hjulene sig på landingsbanen i Halifax.

Paskontrollen går så hurtigt, at jeg ender med at vente længere på kufferten end på at komme ind i Canada.

Og dermed er eventyret i Nova Scotia for alvor begyndt.

Kuffertbåndet i Halifax lufthavn ved ankomst med WestJet fra København
Billede: Kuffertbåndet i Halifax (YHZ) ved ankomst til Canada

Fakta: WestJet-priser fra København

Priserne på turen fra København til Halifax med WestJet svinger en del.

En måned før afrejse fandt jeg Economy fra cirka 1.675 kroner og Premium fra cirka 3.440 kroner for en one way. Begge priser er omregnet fra canadiske dollars.

Seks dage før afgang var Economy faldet til 880 kroner, mens Premium var steget til næsten 10.000 kroner.

WestJets “Lowest Fare” på Economy er uden indtjekket bagage, men dog med et styks håndbagage til at tage med i kabinen. Sædereservation koster ekstra, ingen ændringer er tilladt, og du træder ombord på flyet som den allersidste.

“Extended Comfort” er en kategori af Economy Class-sæder med ekstra benplads og en gratis drink med alkohol.

Fakta: WestJet opgradering

Jeg håber på en opgradering til Premium. WestJet tilbyder et budsystem, hvor passagerer kan forsøge at købe sig til et af de 12 Premium-sæder.

Mit bud er på 365 canadiske dollars. Cirka 1.700 danske kroner.

Seks dage før afrejse modtager jeg i stedet et “tilbud” om en såkaldt Instant Upgrade til 830 canadiske dollars (cirka 3.900 kroner).

Det pudsige var, at opgraderingen dermed ville være dyrere, end hvis jeg havde booket Premium fra starten af. Så jeg venter.

Men det er selvfølgelig en risiko at løbe. Der er 12 Premium-sæder og 162 Economy-sæder på WestJets Boeing 737 MAX 8.

Fire dage før afgang kom svaret.

Fakta om WestJets nye rute til København

Det skal du vide:
Rute: København (CPH) – Halifax (YHZ)
Startdato: 29. maj 2026
Frekvens: 3 ugentlige afgange

WestJet bringer Atlanterhavskysten i Canada tættere på Skandinavien. Halifax er det perfekte udgangspunkt til at flyve videre til:

  • Toronto
  • Calgary
  • Edmonton
  • Winnipeg
  • Regina
  • Vancouver
  • Detroit (USA)
WestJet-flyet fra København efter ankomst til Halifax i Canada
Billede: WestJet-flyet fra København er ankommet til Halifax i Canada

Posted

in

by