Firefly er et regionalt asiatisk flyselskab i en underskov af nye asiatiske flyselskaber. De fleste af Asiens nye flyselskaber ligger i lavprissegmentet, men Firefly er i familie med Malaysia og IKKE et lavprisselskab. Snarere et forsøg på at skabe en hybrid mellem lavpris og full-service. Flybilletten inkluderer f.eks. 20 kg. bagage samt gratis snacks og drikkevarer ombord. Omvendt er her reklamer i kabinen, det er ikke muligt at tjekke bagage igennem fra den ene flyvning til den anden, og Firefly sælger et væld af ekstra services. Så på den ene måde full-service selskab, på den anden måde lavprisselskab.

Flyvning 1: Kuala Terengganu – Kuala Lumpur
Firefly har hjemme i Malaysia, hvor de flyver en række indenrigsruter samt regionale ruter til Phuket, Samui og Krabi i Thailand samt til Singapore og Indonesien. Denne flyvning går fra Kuala Terengganu på Malaysias østkyst til hovedstaden Kuala Lumpur. Der er ingen kø ved check-in i den lille provinslufthavn i Kuala Terengganu. Det er en simpel lufthavn med kiosk, café, smykkebutik og lidt boder med småkager, så det er en hurtig omgang. Boardingkortet ligner en bon fra købmanden, og ikke sådan et et klassisk aflangt papkort, men ikke desto mindre giver det adgang igennem dørene ud til landingsbanen, hvor det splinternye ATR 72 propelfly står parkeret. Første indtryk er godt. Flyet lugter næsten af ‘ny bil’ og personalet er smart klædt i deres orange uniformer. Ikke som hos easyJet, som man normalt forbinder med den orange farve i luftfarten, men sådan elegante, formsyede dragter. De smiler dog ikke frivilligt på morgenafgangen her.

Flyvning 2: Kuala Lumpur (Subang) – Koh Samui
Firefly benytter Subang lufthavnen i den malaysiske hovedstad Kuala Lumpur. Dette var byens internationale lufthavn indtil 1998, da den nye lufthavn åbnede. Subang er dog fuld af af liv. Her er butikker og spisesteder – bl.a. McDonald´s og Starbuck´s – Peugeot Lounge, der er åben for Priority Pass holdere, samt en lang række butikker. Check-in åbner to timer før afgang i Subang lufthavnen, og derefter går turen igennem sikkerhedskontrollen. Immigrationsskranken bliver passeret i en ruf, og her kommer en lille lufthavn for alvor til sin ret. 68 passagerer – som der er plads til på maskinen – kommer hurtigt ind og ud. Flyet videre til Koh Samui er af lidt ældre dato end den første maskine, og et enkelt sted kan jeg se et panel lappet sammen med tape (billedet herover). Benpladsen er heller ikke helt lige så god, fordi sæderne er lidt tykkere og ikke har den smarte feature med magasinerne i hovedhøjde.