TEST: Air France L’espace Affaires (Business Class) fra Prag til København via Paris

Jeg sidder på sæde 2F på AF 1983 fra Prag til Charles de Gaulle. Klokken er tyve minutter over fire om eftermiddagen, og jeg har store forventninger til Business Class hos Air France – eller “L’espace Affaires”, som de kalder det. Vi taler trods alt om det nationale flyselskab fra en af verdens helt store kulinariske nationer.

Det starter da også godt.  Business Class check-in blev håndteret af CSA i Prag, da begge selskaber er medlem af SkyTeam alliancen. Det er jo aldrig dårligt, når det er lufthavnens hovedselskab, der står for det, for det betyder mange åbner skranker og som regel også en god lounge. Crystal Lounge i Prag er da også et glimrende sted at tilbringe en halv times tid inden afgang.

Ombord på denne Air France Airbus 321 er midtersædet holdt fri på Business. Meget elegant er der foldet et bord henover det midterste sæde, så jeg har en god følelse af plads omkring mig. Vi er i alt fire passagerer fordelt på 18 blå sæder, der står flot i kontrast til de mange hvide flade, der er inden i et fly.

Champagne i plastic krus

Inden afgang bliver der budt på en pre-take-off drink, om end personalet er lidt sløve med at hoste op med den. Jeg vælger et glas champagne – som kommer i et plastic glas. Dog med fod på, men stadig en plastkop. Det yder hverken de dyre dråber retfærdighed, eller giver noget særlig godt førstehandsindtryk.

Et lille gardin adskiller de forreste tre rækker fra resten af flyet. Jeg har flere gange siddet på den anden side af gardinet og spekuleret over hvilke lækkerier, der mon blev serveret oppe på de dyre rækker.

Desværre er forventningens glæde nogle gange den største. Da drinksvognen kommer rundt, kan jeg se, at champagnen er en Jaquart Champagne. Selvom det ikke er nogen speciel dyr champagne, så er den dog helt fint til formålet, og jeg beder om endnu et glas. På det her tidspunkt i flyvningen havde jeg egentlig forventet rigtig glas, men sådan skulle det ikke være, så også dette glas ‘champers’ kommer i et plastiglas.

Samtidig rækker stewardessen en lille plastbakke hen til mig, hvor der ligger en nøddetærte med fersken, en mikroskopisk sandwich, en skefuld tzatiki og to tomater på en tandstik. What?!? Der var ikke mange mundfulde i den servering…

Gin, Vodka eller Rom?

Lidt senere kommer de rundt for at samle ‘madpakkerne’ ind igen, og jeg beder om en kop thé. ”Two minutes”, svarer stewardessen , for der skal også lige samles fra passagererne bag gardinet. Da théen endelig kommer på bordet, beder jeg om en aperitif; en cognac eller lignende. Det kan desværre ikke lade sig gøre, men jeg kan da vælge mellem Gin, Vodka eller Rom.

Sådan! For Cognac hører jo hjemme i Frankrig, så selvfølgelig skal I da ikke have den slags ombord. Det giver da fin mening. Alle konkurrenterne har det, men da ikke det franske moderselskab…

Nå, jeg siger pænt nej tak til tilbuddet, og nøjes med min thé. En skive citron tager lidt af den bitre smag, men det fjerner ikke det grimme indtryk af den fesne brune plastkop, der står på mit bord.

Vild landing

Bortset fra det, så er landingen vild nok. Der må være kraftig sidevind, for når jeg kigger igennem vinduerne på den modsatte side af flyet, så gynger det som et skib i høj sø. Det ene øjeblik kan jeg se jorden, huse og landingsbane. Det næste øjeblik himmel. Så jord, huse og landingsbane igen. Så himmel.

Vi kommer ned, og i Paris er der lige tid til at kigge forbi loungen, som efterlader et glimrende indtryk. Jeg sidder og efterrationaliserer på turen fra Prag, og bliver enige med mig selv om, at serveringen nok bar præg af, at der var tale om en eftermiddagsflyver, som rammer lige mellem de traditionelle spisetider. Det var nok derfor serveringen var spartansk.

Så er det jo fint, at at maskinen til København afgår klokken 19:10, for dermed skulle der være mulighed for at se, hvad der bliver serveret ombord på en aftenflyver. Midt i spisetiden.

Plastic, plastic, plastic

Desværre bliver afgangen forsinket. Det dårlige vejr har skabt en række problemer, men pudsigt nok bliver forsinkelsen aldrig mere end 1:55 på tavlen. Pudsigt, når nu lige præcis to timer giver passagererne rettigheder til mad og drikke.

Og den reelle forsinkelse var nærmere tre timer. Jeg kan godt i mit stille sind tænke, at der er nogen der har spekuleret i det, men lad nu tvivlen komme den anklagede til gode.

Indtrykket fra denne Airbus 320 til ‘Copenhague’ er ikke meget anderledes end den første tur. Et glas pre-take-off-champagne kommer hurtigt, men igen i et plaskrus. Og dermed er stilen lagt for resten af turen.

Plastic, plastic, plastic. Bakken er i plast, kniv og gaffel er i plast, glassene er i plast. Jeg er lige ved at sige, at maden også er af plast. Sådan smager det. Et stykke laks med en tomat og agurksalat i en olie-eddikke dressing. Et koldt flute med et trekant cammenbert. Et mikroskopisk stykke chokolade.

Thé kan jeg få, men igen… ingen cognac! ”Men du kan få en whiskey?”. Laver de fis?

Testen blev gennemført i januar 2008